Her er så historierne om de vine, vi (februar 2006) har lagt på oprydningshylden, vine, som vi almindeligvis går udenom, enten fordi vi har tabt interessen, fordi det er svært at finde ud af hvad vi skal bruge dem til, eller fordi det er svært at gætte på hvor de er i deres udvikling. Kort sagt: dem der gang på gang (og år efter år) får lov at ligge.
Det er meget forskellige historier, der ligger til grund for at de "ligger stille" og er svære at få hældt i glasset. Men fælles for alle disse vine er, at samme spørgsmål klæber til dem: Hvornår pokker finder vi en lejlighed til at få knappet dem op?
Efterhånden som de kommer i glasset, vil vi tilføje en lille bemærkning om, hvordan det gik.
Vinene i alders-kronologisk rækkefølge:
Valpolicella- og Amarone-mesteren Giuseppe Quintarelli laver vine med stor personlighed. Da vi besøgte ham i 1996 anbefalede han os at drikke denne Valpolicella ca. i 2005.
Det er altså en meget speciel vin, denne Valpolicella, der skulle være bedst 15 år (!) gammel. Vi ved ikke helt hvad vi skal forvente, når vi åbner flasken, og da det kniber med en madmæssig association, så kniber det tilsvarende med at finde en lejlighed til at drikke den. Vores forventning er, at det lige så godt kan gå rigtig galt som at det kan gå godt, når vinen kommer i glasset.
Hvordan smagte vinen så september 2007?
Vi købte vinen i sommeren 1996 på et enotek i Montalcino, en af de dyrere vine, vi havde med hjem fra den rejse. En stor vin fra en stor producent i en klassisk, stor årgang.
MEN: Vi har haft vores hyr med at ramme de store vine fra Chianti Classico producenten Fattoria Fèlsina i glasset i en passende alder; mange har skuffet, og så har vi ventet med denne. Vi har også læst, at 90'eren her skulle kunne udvikle sig meget længe. Og så er der alt det sentimentale med den store, gamle vin fra den første store Italiens-vinrejse, vi foretog sammen.
Når der så endelig er en aften, hvor vinen skal være rigtig god (og helst med sikkerhed), så melder tvivlen sig: Vi købte vinen om sommeren, hvor der var ca. 30° varmt på enoteket. Hvor længe mon den har stået der og stegt? Måske den allerede, da vi købte den, var banket skæv af varmen? Vil det ikke være risikabelt at knappe den op i aften, når nu der er masser af andre og mere sikre at vælge imellem?
I den situation ender vi altid med at vælge en vin, som vi er mere sikre på. Så Fontalloro '90 ligger måske stadig på hylden om fem år - selv om den aktuelt er næsten 16 år gammel...
Hvordan smagte vinen så februar 2007?
Et eksempel på vanskeligheden ved at få en Fèlsina vin i glasset på et godt tidspunkt er denne 93'er.
Den er, modsat ovenstående, købt under betryggende forhold. Men da vi smagte en flaske i september 2003 skuffede den voldsomt (og så hjælper tre glas i Gambero Rosso jo ikke meget), var kedelig og forekom at være på vej nedad. Den kan også have haft "halvprop" (læs om begrebet her), men den fejltype opererede vi ikke med på det tidspunkt; havde vi gjort det, havde vi nok åbnet dubletten her, som nu ligger på oprydningshylden.
Vinen burde teoretisk have balance til at klare nogen lagring, og vi har derfor gemt flaske nummer to ud fra devicen alt at vinde intet at tabe.
Den skulle nok være drukket for længst. Så den frister ikke rigtig, og frister faktisk mindre, jo længere vi lader den ligge.
Hvordan smagte vinen så juli 2007?
Vi husker tydeligt vores besøg hos Chianti Classico-producenten Vecchie Terre di Montefili i 1996. Ejenndommen var ekstremt svær at finde, og da vi endelig nåede frem, blev vi modtaget venligt og fik os en entusiastisk vinsnak, men ingen smagning, og ingen mulighed for at købe noget. Selvtilliden fejlede ikke noget: De lavede det de lavede, og de kunne sælge det hele uden problemer. Ingen grund til at bruge resurser på at sælge et par flasker til nok så entusiastiske vinturister.
På et tidspunkt fik vi så fat i deres to store vine, Bruno di Rocca og Anfiteatro, begge årgang 1993.
Da vi så drak Bruno di Rocca 7 1/2 år gammel, skuffede den kolossalt: Tør, frugtfattig med smag af sur pibe. Den følgende dag havde den imidlertid forvandlet sig: den sure pibe var væk, og der var fuld tryk på den koncentrerede smag.
Det at den var et døgn om at finde sig selv, gav naturligvis indtryk af en klar gemme-vin-stil, så vi har derfor gemt denne Anfiteatro, men vi går alligevel med en frygt for at vi har gemt den for længe - den er i skrivende stund 12 1/2 år gammel. Og vi ved, at det er de allerfærreste vine, der har en chance hinsides deres 10 års fødselsdag.
Hvordan smagte vinen så august 2006?
Da vi i 2002 var på Korsika, oplevede vi, at en af de bedste producenter var Patrimonio-producenten Domaine Gentile, hvor vi fik en enestående engageret smagning. En af vinene, som vi købte var denne 1994 Selection Noble. Igen spiller det ind, at vinen var en af turens bedste, og så sker der tit det, at man føler, den kalder på en bestemt lejlighed for at blive konsumeret. Når så den bestemte lejlighed oprinder, ja, så har vi tit glemt alt om Korsika og tager så en af de vanlige favoritter.
På etiketten har M. Gentile skrevet "gibier" = vildt, for at huske os på hvad vi skulle drikke den til, men det spiser vi ikke så tit, og når der ikke er vildt på bordet og når de specielle lejligheder frister med andre vine, ja, så går årene, og Gentile'n ligger og samler støv. Men næste gang vi fanger en fasan, så tager vi Gentile'n her!
Hvordan smagte vinen så november 2007?
Under en smagning af Barone Ricasoli vine i 1998 i vores daværende vinklub, var Casalferro 1995 et kæmpe hit, og vi købte vist hele 12 flasker.
Nu er Casalferro ikke en vin vi har lyst til at drikke hverken hver eller hver anden lørdag, og så pludselig en dag havde vinen lukket sig rigtig alvorligt. Faktisk var vi over flere år ved at opgive den, indtil en dag i 2004, hvor vinen var kommet forvandlet ud på den anden side af sin skønhedssøvn og nu havde en fin og elegant velsmag i stil med en ældre Bordeaux. Den type smag er dog heller ikke en en, vi har lyst til hverken hver eller hver anden lørdag, så det holder lidt hårdt at "komme af med" de sidste to flasker.
Hvordan smagte vinen så henh. august 2006 og august 2007?
Fonterutoli er en af vores absolute favoriter i Chianti Classico. Deres store Castello di Fonterutoli 1995 smagte fantastisk i 1998, og vi købte fire flasker på ejendommen. Men ligesom med tidligere omtalte Casalferro lavet af samme ønolog, Carlo Ferrini), så skete der det i 2002, at den lukkede, og for ikke at spilde for mange flasker, mens den endnu var lukket, så har vi ventet. Men vi er noget ængstelige over, hvad der kan være blevet resultatet. Vinen skulle godt nok have kapacitet til lang lagring, men vi holder mest af denne type vin i sit første stadie. Pokkers at vi ikke bare hældte den ned, mens den endnu var superflot.
Hvordan smagte vinen så juli 2006?
På et tidspunkt fik vi en Ciabatta-barrique (kan skimtes til venstre på billedet ovenfor) af Erik Banti, som vi havde lært at kende, da jeg (Preben) havde researchet nede hos ham i forbindelse med en artikel til Smag & Behag (om Morellino di Scansano, februar 1998). Der har ligget årgang 95 og 96 på fadet, så igen er der her lidt irriterende sentimentalitet på spil i forbindelse med at tage den sidste flaske.
Vi var på et tidspunkt meget begejstrede for Bantis vine, men vi må desværre sige, at en vis træthed indfandt sig på et tidspunkt. Vi fandt simpelthen at den sødme, som ofte - og måske mere med årene - var til stede i vinene, trættede. Også dette er medvirkende til at vinen ikke er det første valg, når vi har så meget andet godt at vælge mellem.
Hvordan smagte vinen så august 2006?
Château de la Rivière gjorde i sin tid meget ud af, at den ved en blindsmagning havde kunnet hamle op med 1. cru'erne fra Médoc. Det kan godt være, at den kan give dette indtryk i sin ungdom, men vi har rigtig mange eksempler på at vinen lige pludselig har dukket sig og aldrig rigtig er kommet op igen.
Denne 95'er viste tydelige udtørringstegn i 2002, og så er det igen at man kan håbe på at det er et midlertidigt lukke-fænomen. Men vi frygter at vinen siden 2002 er færdig, at der ikke er mere at komme efter. Hvornår finder man en anledning til at teste den slags - specielt nu hvor vinen er over 10 år gammel?
Da vi sidst drak vinen i 2001 var den rigtig lukket, og da den forekom meget traditionelt fremstillet, skønnede vi at chancen for at den åbnede en dag var til stede, uden at vi dog kunne vurdere om den havde tilstrækkelig balance til at klare lagring.
Psykologisk sker der sjovt nok det, at når en vin har skuffet én gang, så får vi lidt svært ved at gå i lag med den igen, og så kommer vi nogle gange til at vente for længe. Det kan sagtens være tilfældet med denne vin.
Hvordan smagte vinen så juni 2006?
Vi fik lov til at købe denne vin af en venlig læser, som var glad for at vi havde hjulpet ham med at finde frem til nogle oplysninger. Den var en af hans favoritvine, og han havde selv indkøbt den på slottet, og anbefalede at vi gemte den noget.
Det sidste vi har hørt fra ham er dog, at den skuffede ham noget i denne årgang. Så alt i alt er den svær at komme i gang med.
Vi vil ikke blive forbavsede, hvis den viser sig at være for gammel.
Hvordan smagte vinen så april 2006?
Også den har sikkert ligget for længe. Vi skulle jo først lige have drukket vores 95'ere af samme vin, som vi, som tidligere beskrevet, kom til at købe for meget af.
Hvordan smagte vinen så august 2007?
Vi nævnte i forbindelse med Ciabatta 1995, at der på et tidspunkt indfandt sig en vis træthed hos os grundet den - oplevede vi - tiltagende sødme i Banti's vine. 97'eren her er givetvis stadig i fin form, men "frygten" (muligvis helt ubegrundet) for en sødlig vin, der har det lidt svært med mad, afholder os gang på gang fra at åbne den.
Hvordan smagte vinen så maj 2006?
En god Cru Bourgeois fra 1998 burde stadig, mener vi, være til at drikke. Men den flaske Liversan '98, som vi smagte for nyligt røg direkte i vasken. Den var simpelthen dødsyg.
Den eneste grund til at vi ikke hældte den anden flaske ud ved samme lejlighed, er et sandsynligvis urealistisk håb om, at der kan ske et mirakel ved at lade vinen ligge noget. Sæt nu den overraskede og alligevel viste sig at blive flot en dag. Vi tror det ikke, men på den anden side: Vi kommer ind imellem ud for overraskelser med vin, også positive og fuldstændig uventede. Vin er i sandhed noget levende.
Hvordan smagte vinen så juni 2006?
Et åndsvagt køb. Det var den lave pris, 50 kr. i Netto, der trak. Men fornemmelsen er, at det ikke er nogen særlig god vin, og derfor er det altid noget andet, der kommer på bordet, før vi når at tænke på den.
Så i realiteten har vi nok kastet den "fordelagtige" halvtredser ud af vinduet.
Hvordan smagte vinen så marts 2006?
Denne vin smagte meget bedre på ejendommen i 2002 end hos os selv i 2005. Dette kombineret med at vi sjældent tænker "det skal være korsikansk", når maden er købt ind og skal tilberedes, gør at den er langt nede på hitlisten. Og det på trods af, at den var noget af det bedste vi smagte, da vi var på Korsika.
Korsika er i praksis, oplever vi, ikke rigtig noget at gå op i.
Hvordan smagte vinen så januar 2007?
Vi gav denne vin fem stjerner i 2003, købte efterfølgende nogle stykker. Men som type er det alligevel ikke en vin der trækker så meget i os. Vi foretrækker almindeligvis vores kære toscanske vine, og så kommer sådan en vin til at blive forbigået rigtig mange gange.
Da vi gensmagte vinen 2 år efter tildelingen af de fem stjerner, var den blevet kedelig, så nu går det rigtig langsomt med at få proppen af den sidste. Måske vi napper den, næste gang vi er forkølede og alligevel ikke kan smage så meget.
Hvordan smagte vinen så juni 2006?
Denne vin fik ikke bare fem stjerner, vi udnævnte den også til årets bedste rødvinsoplevelse i 2002, men den forandrede sig markant i slutningen af 2003, gik ind i et stadie, hvor frugten var veget og bl.a. tørre toner af cigarkasse meldte sig.
I 2004 havde den igen markant skiftet karakter, nu med fin sød frugt, og den forekom at have den fine balance, som vi oprindeligt oplevede, så der kan sagtens være en chance for at den sidste flaske, vi ligger inde med, vil byde på noget godt.
Hvordan smagte vinen så april 2006?
Denne vin var en "gave" til Helle fra en journalist, der måtte undskylde, at han offentliggjorde en tekst forfattet af hende men med hans navn under.
Det kan så være hvad det være vil, men vi er almindeligvis ikke så meget til Ripasso. Så hellere enten en lettere, frugtig Valpolicella (om sommeren) eller en stor tyk Amarone (om vinteren). Ripasso er ofte, synes vi, en ret uinteressant mellemvare, om end der er klare og rigtig gode undtagelser.
Hvordan smagte vinen så september 2007?
En ekstra prøveflaske, som vi fik i forbindelse med vores Uruguay-tema for nogle år siden. Den kunne godt gå hen og blive en god oplevelse, men trods de fire stjerner, som vi gav vinen især grundet den tekniske perfektion, så var det ikke en vin, der rigtig fik os til at smile, så den skal, ligesom de andre vine på oprydningshylderne, have ekstra opmærksomhed for at blive drukket.
Hvordan smagte vinen så januar 2007?
Passo Doble er en overordentlig glimrende vin. Jeg kan nok bedre lide den end Helle kan, så derfor tager vi oftest noget vi håber at værdsætte lige meget begge to.
Til de ca. 60 kr. den har kunnet købes til i Netto (og ind imellem på tilbud i Føtex), giver den rigtig megen kvalitet fra sig i forhold til prisen.
Selv om en vin er en god oplevelse, så må vi sande, at vi ikke altid ønsker den gentaget så ofte som vi tror, når den ryger i indkøbskurven i flere eksemplarer. Sådan er det med Passo Doble.
Hvordan smagte årgang 2003 så september 2006?
Hvordan smagte årgang 2004 november 2007?
Da vinen fik 6 stjerner i Politikens vintest (ca. april '05) blev den revet væk fra Fakta's hylder. Og til de 32 kr. den kostede og i skrivende stund (februar '06) stadig koster, var den også et rigtig godt køb, en rigtig god italiensk hverdagsvin med masser af god smag til en fin pris.
På det tidspunkt, hvor vi købte fem flasker af den, havde vi meget svært ved at finde god toscansk dagligvin. Så den udfyldte et hul. Kort tid efter var det så pludselig muligt at finde flere gode toscaner-dagligvine, som så gjorde at Primitivo'en her hos os kom til at ligge stille, hvilket ikke er så smart, for den er nok bedst helt ung.
Den har dog nu en krydret sødme, som gør, at vi fremover vil bruge den til lidt stærkere krydrede retter, som det vil være synd at udsætte bedre vine for.
Hvordan var vinen så april, maj 2006?
En julegave fra det firma, der påbegyndte opsætningen af vores nye køkken i september - og leverede den sidste del lillejuleaften sidste år.
Når vinen nu ligger på oprydningshylden, skyldes det udelukkende, at vi ikke frivilligt ville finde på at drikke en relativt billig argentinsk rødvin, hvilket ikke nødvendigvis er en "retfærdig" indstilling. Placeringen på hylden skal - ligesom for de andre vines vedkommende - sørge for den ekstra fokusering, der gør at vi forhåbentlig finder anvendelse for den, mens der endnu er liv i den.
Hvordan var vinen så juni 2006?
Som tidligere nævnt vil vi afholde os fra at komme med forkromede anvisninger på hvordan man sørger for en præcis lagerstyringen af sine vine. Det er nok ikke muligt, med mindre man lever et ekstremt forudsigeligt (og dermed måske også lidt kedeligt) vin-liv.
Så i stedet for at beklage os over at der ligger en minoritetsgruppe af vine, som er lidt svære at få hældt i glasset, så vil vi glæde os over at langt størstedelen af vores vine næsten af sig selv ryger i glasset før de når at udvikle generende ældningstegn.
Og ligesom nogle af de vine, som vi føler os meget sikre på, kan skuffe, så sker det heldigvis også, at nogle af de vine, som vi ikke regner med, kan byde på overraskende og dejlige oplevelser.
Livet med den levende vin er som livet selv!
Afsluttet november 2007
