I midten af 90'erne var den bog, der ydede det største og bedste hjælpende bidrag, når det skulle handle om italiensk vin The Wineatlas of Italy af Burton Anderson, på alle måde et pragtværk med masser af detaljerede oplysninger om alt hvad man kan ønske sig.
Fordi der sker så meget i Italien, som der gør, trænger denne bog til en opdatering, hvilket Burton Anderson godt selv ved, men han har ikke haft held med at få udgivet en sådan, hvilket er en stor skam.
Både hjemme og under vores rejser i Italien var det The Wineatlas of Italy, der forsynede os med den grundviden om distrikter, druer, vintyper osv, som vi siden har bygget videre på. Også Burton Anderson's fremhævelse af gode producenter var uhyrligt nyttig for os.
Som nævnt går det hurtigt i Italien i disse år. Det der især springer i øjnene er øgning af kvalitet, eksperimenter og nye områder, der pludseligt markerer sig. Hvis man som vinnyder vil have det bedste ud af den situation, bliver en god og opdateret guide en fordel at have ved hånden.
Det er - ligesom vi nævner med Frankrig og Robert Parker i vores omtale af Wine Buyer's guide - under vores rejser, og specielt når vi ikke kender et områdes vine så godt, at en god guide er nærmest uundværlig: Vi vil gerne undgå at spilde tiden på ligegyldige vinoplevelser.
Her kommer den bog, som nogen kalder den italienske vinbibel, almindeligvis kaldet Gambero Rosso, kraftigt ind i billedet. Den hedder i virkeligheden Vini d'Italia eller i den engelske udgave Italian Wines; den udgives en gang om året.
Gambero Rosso er en moppedreng af en bog, hvori flere tusinde vine er vurderede. De bedste producenter og deres vine beskrives ret detaljeret, og de bedste vine tildeles fra et til tre glas.
Vi har brugt guiden siden 1998. Vi køber den dog kun hvert andet år, idet vi i højere grad er interesserede i at følge tendenser og udviklinger end at læse guidens vurderinger af en bestemt vin i en bestemt årgang.
Det er klart, at der fra forbrugere, vinhandlere og skribenter er særlig fokus på de vine, der får de sjældne tre glas (i 2004: 254 vine). I praksis tager vi dog ikke dette så tungt. Det er nemlig ikke svært at finde eksempler på, at vi har haft mere ud af at drikke en given to-glas vin end en anden given tre-glas vin. Så vi bruger mest guiden til at finde frem til producenter, hvis vine vi synes om, og så bider vi os fast der, uanset om det hedder et, to eller tre glas.
Det gælder, synes vi, netop om ikke at bruge bogen som en bibel i fundamentalistisk forstand, men - som altid - om at sanse og vurdere selv.
Hvis man gør det, er Gambero Rosso en overordentlig nyttig og oplysende bog.
