Lad os begynde beretningen om vores 2019 - set gennem vinøse briller - med billedet ovenfor. Det stammer fra vores sommerrejse til et for os indtil da ukendt vindistrikt: Valtellina, som er en alpedal i Lombardiet i Norditalien.
De oprindelige ferieplaner gik blot ud på at tage ned og kigge på Comosøen og hygge os lidt der. Men godt hjulpet på vej af at der midt i planlægningen var landet et anmeldereksemplar af bogen
Italiens hemmelige vine (anmeldt her) af Steen Asmussen i vores postkasse, fik vi øje på Valtellina-distriktet, som ligger lidt øst for Comosøen. Og da vi tilmed erfarede at vindistriktet Alto Piemonte ligger lidt vest for søen, var der ikke rigtig nogen vej uden om at tage bilen med på slæb for at kunne besøge distrikterne og forhåbenlig købe lidt vin med hjem.
Vi var kun få dage i hvert af de to vindistrikter, hvilket var nok til at opleve Valtellinas karakteristiske, stejle vinlandskaber, men det var selvfølgelig ikke længe nok til vinmæssigt at komme i dybden med hverken Valtellina eller Alto Piemonte. Og så var der i øvrigt også det benspænd, at et par af de fremmeste producenter stillede minimumskrav om antal deltagere for at smage deres vin, krav som vi ikke kunne opfylde. Høsten af flasker til hjembringelse var af samme grund relativt begrænset.
Blandt de hjembragte flasker er den af de indtil videre smagte, der har imponeret mest Valtellina Superiore Riserva, Grumello, Rainoldi, 2013, en fantastisk vin med kæmpe harmoni og balance.
Vi har skrevet en artikel om turen til Valtellina og Alto Piemonte.
Minsandten om der ikke også sidst på året kom en stor Valtellina-smagning. Så vi har i år oplevet stor energi omkring Valtellina, som er begyndt at røre på sig i forhold til vores land.
I foråret var jeg (Preben) nogle dage i den lille by Chieri i Piemonte inviteret af det lokale vinkonsortium, som ønskede at slå et slag for deres vine fremstillet af druen Freisa. Byen ligger ca. 15 km øst for Torino og ca. 35 km vest for Asti.
De fleste rødvine rammer næppe plet i forhold til danske smagsløg. Dels var de typisk lidt strenge i stilen, hvilket givetvis skyldes druesortens slægtskab med Nebbiolo, dels kunne de fleste af dem godt bruge noget mere frugt.
Størst chancer på det danske marked, vil jeg tro, at områdets søde boblende vine har.
Efter turen blev det selvfølgelig til en artikel med flere detaljer om Freisa.
Som noget nyt indførte vi i juli Månedens vin, hvor vi fremhæver en vin konsumeret den foregående måned. Valgene er faldet på en Barbera d'Alba Superiore, en Alpi Retiche, en Banyuls Vin Doux Naturel, en Vintage portvin, en Chianti Classico Riserva og en Valtellina Superiore Grumello.
Det med månedens vin bringer os let videre til årets vine. Og her vil det være på sin plads at lade Helle komme til orde først (jeg fylder rigeligt...)
En af
hendes stabile favoritter i 2019 har været Vino Nobile di Montepulciano, Poliziano, 2015, som, ud over at den har reddet hendes aftener, de adskillige gange jeg er kommet til at servere noget for tannisk og ufærdigt efter hendes smag, isoleret set har budt på stor nydelse og ditto tilfredsstillelse.
Vores fælles bud er også, at hvis man vil servere noget med toscansk karakter, og som samtidig kan nydes af et bredere publikum, synes vi det er svært at finde en bedre vin. Og sådan har det stabilt været i årevis.
Samtidig er vinen den rødvin, som vi i årets løb har købt flest flasker af, otte styk.
Vi har anmeldt vinen her
Den hvidvin som i 2019 scorede højst på vores kvantitetshitliste - ligeledes med otte flasker - er Saint-Véran, Les Crèches, Domaine Saumaize-Michelin, 2015, som vi har anmeldt her. En rigtig dejlig hvid Bourgogne, der har budt på strålende kvalitet til en fornuftig pris. En vin der niveaumæssigt befinder sig i det vi vil betegne som den høje mellemklasse. Ikke stor men tæt på.
Et stykke over 1/4 af de vine, vi drikker, kommer fra Toscana. Herfra er der et stykke ned til området på
andenpladsen, som er Bourgogne, som bidrager med 12% af vores vinforbrug.
At Bourgogne ligger så relativt højt skyldes især, at vi er fælles om at være meget glade for områdets hvidvine. De røde Bourgogner går der noget længere mellem.
Som nr. 3 på vores vinhitliste kommer Rhône med 9%. Meget nyttige vine især til vores hverdagsmad, hvor mangen en Côtes du Rhône har gjort god fyldest.
En vin, som har udløst unison begejstring hos os, var ligesom Helles favorit toscansk: Poggio delle Rose, Chianti Classico Riserva, Castell'in Villa, 2010. Ultraharmonisk, balanceret og meget elegant vin af stor klasse. Den kan i skrivende stund købes for 450 kr., hvilket er en del over, hvad vi ynder at betale for en flaske vin. Men her finder vi, at galskaben giver mening: vinen befinder sig i en klasse over mange andre gode Chianti Classico Riserva'er.
Vi har anmeldt vinen her
Hvor jeg er alene om at drikke tysk Riesling på mellemklasseniveau, er Helle helt med på de store Grosses Gewächs vine. Især dem fra Keller i Rheinhessen. Og netop han leverede årets største hvidvinsoplevelse for os begge med sin Abtserde, Grosses Gewächs, Keller, 2007.
Den var stor og superflot med masser af smag.
Det er skønt, at der kan blive ved med at komme nye vintyper ind på hitlisten, på trods af at vi nu tilhører den seriøst modne aldersgruppe, hvor man kan formode, at man har fundet sin smag og måske begynder at lukke af for nyt.
Selvfølgelig har vi i høj grad fundet ud af hvad vi kan lide, og hvad vi ikke kan lide. Men der er heldigvis ikke lukket af for at noget nyt kan komme væltende ind og begejstre.
For mig var mødet med Portvin, Vintage, Passadouro, 2009 noget der lignede en åbenbaring.
Vi har da drukket lidt vintage port ind imellem, men det har aldrig for alvor ramt. Vintage port har ry for at skulle gemmes i årtier; det har vi endnu ikke prøvet. Men denne "kun" 10 år gamle port gik lige ind, og det er helt sikkert, at jeg vil forfølge sporet, og at jeg formentlig resten af mine dage
vil drikke en hel del mere vintage port end jeg hidtil har gjort.
Gerne ung vintage, fordi det er kombinationen af råfrugt, sødme, fylde og tanniner, som jeg finder fascinerende. Om jeg nogensinde når til at smage og værdsætte rigtig gammel vintage, må tiden vise.
Umiddelbart er jeg ikke optimist i den henseende, idet jeg generelt ikke er glad for gammel vin. Men jeg vil aldrig sige aldrig.
Udover de tidligere nævnte vine har mindst en af os i 2019 takseret nedenstående vine til fem stjerner (hvis vi har anmeldt vinene, er der link til anmeldelserne):
Den billigste vin på femstjerne-listen ovenfor koster 100 kr. De fleste er en del dyrere. At finde en billig vin, som vi har lyst til at drikke igen og igen er ikke så ligetil. Men vi har i den henseende en lille favorit fra Fakta: Côtes du Rhône, Andéol Salavert, som vi i flere år har haft god nytte af i forskellige årgange. Den koster aktuelt 48,65.
Selv om vi kun har givet den tre stjerner, ligger den højt på listen over de vine, vi køber flest eksemplarer af (det blev i det forgangne år til seks flasker 2017).
På trods af at den er en lille vin, varierer den fra år til år, og forekommer dermed ikke at være en udspekuleret industrivin. Men den er altid let at drikke og passer godt til meget forskellig hverdagsmad.
Læs vores anmeldelse af årgang 2018 her
