Vigna Villa della Regina i Torino
En af tilrettelæggerne af Freisa-weekenden, som jeg (Preben) deltog i, spurgte over en kop kaffe: "Hvad tænker man i Danmark, når man hører ordet Freisa?" "Ingenting" var mit svar.
Når jeg, der efterhånden har været lidt rundt i hjørnerne af den italienske vinproduktion, kun har mødt Freisa skrevet med småt på bagsiden af etiketten på to forskellige vine, hvor druesorten indgik i en blanding med andre sorter, tror jeg godt, at jeg kan tillade mig at betegne sorten som ukendt i Danmark.
Vinkonsortiet Il Consorzio di Tutela e Valorizzazione delle DOC Freisa di Chieri e Collina Torinese ønskede at slå et slag for Freisa og især deres Freisa di Chieri - Freisa fra byen Chieri - og vi var i den forbindelse en håndfuld nordeuropæiske vinskribenter, der deltog i et par dages arrangement i Chieri med fokus på vine fremstillet af Freisa.
Konsortiet har otte vinproducenter som medlemmer og ledes af formanden Luca Balbiano, som sammen med
Luca Balbiano, formand for konsortiet
ønologen Gianpiero Gerbi gjorde deres til at vi kom godt rundt i alle Freisa-hjørner.
De er begge unge, sympatiske og superentusiastiske, og de har tydeligvis kastet deres kærlighed på Freisa, som de nu ønsker at dele med verdenen uden for Chieri.
Man søger trods Freisa's slægtskab med Nebbiolo ikke at lave Nebbiolo-lignende vine men vine med deres egen identitet. Og Luca Balbiano påstod, at deres vine på deres egen måde kan konkurrere med alle andre Piemonte-vine. Entusiasmen og selvtilliden fejler ikke noget!
Freisa er en indfødt piemontesisk blå druesort, hvis tilstedeværelse i Piemonte for første gang er dokumenteret i 1517 i kommunen Pancalieri ca. 30 km fra byen Chieri, som var centrum for arrangementet, og som er central i forbindelse med Freisa. Byen ligger ca. 15 km øst for Torino og ca. 35 km vest for Asti. Og netop i bakkerne mellem Torino og Asti skulle de klimatiske betingelser for Freisa være perfekte.
Freisa har været udbredt i det meste af Piemonte blandt andet grundet sin store sygdomsresistens, og den var faktisk den mest udbredte sort indtil begyndelsen af 1900-tallet! Nu til dags er de vigtigste appellationer for Freisa Freisa di Chieri og Freisa d'Asti.
Den ene af druens forældre er Nebbiolo, med hvilken den har 90% af sit dna tilfælles. Man ved ikke hvilken druesort, der er den anden forældre.
Freisa-vinene var oprindeligt søde (også Barolo indledte sit liv som sød vin). Her skjulte den store mængde restsukker druens hovedkarakteristika: højt tannin- og syreniveau. Men da man efterhånden gik over til tørre vine, kom Freisa i problemer. For man var ikke i stand til at moderere tanninerne, som for 70% vedkommende kommer fra druens kerner. Det er først i løbet af de sidste 20 år, at man takket være ny teknologi har udviklet teknikker til at lave tørre vine, som man anser for så drikbare, at man nu føler sig parat til at prøve at få Freisa til at rejse ud i den store verden udenfor Piemonte for at lade sig lære at kende.
Aktuelt vokser Freisa på 1024 ha. Til sammenligning kan nævnes at Barbera - der nu indtager førstepladsen i Piemonte - dækker ca. 18500 ha, mens Nebbiolo tegner sig for ca. 6050 ha.
De oprindelige rødvine på Freisa var let boblende - vivace som nu kaldes frizzante - og som nævnt også (mere eller mindre) søde. De eksisterer stadig (mere om dem senere). Men en mere moderne version af boblevinene er tør (secco) - og stadig rød - med et restsukkerindhold på 3-5 gram. Den får sine bobler fra en kort andengæring på tank efter charmat-metoden.
Denne vintype er meget knyttet til typiske retter fra Torino-provinsen, såsom forskellige antipasti, vitello tonnato og carne cruda (= råt kød, tatar), hvor vinen med sine bobler hjælper med at rense munden for fedt.
Allerede den første røde frizzante-vin, som vi smagte til en udmærket middag på restauranten Ex Mattatoio i Chieri, demonstrerede den duft, som er et af Freisas karakteristika: duften af jordbær, som hedder fraise på fransk - deraf druesortens navn! Smagen var jeg mindre begejstret for; faktisk var jeg et øjeblik i tvivl om vinen havde prop. Men det havde den ikke; det var blot en ny og uvant smagskomponent, som jeg lige skulle vænne mig til, og som jeg delvis må have vænnet mig til i løbet af opholdet, idet det især var i forbindelse med smagning af de første vine, at den sprang frem.
Det gik igen ved smagning af flere af de tørre vine, at jeg var gladest for duften, som også anses for at være en af Freisas vigtigste kvaliteter.
Den blandt de tre tørre frizzante vine (alle Freisa di Chieri), som vi smagte i løbet af vores ophold, og som jeg syntes bedst om, var Freisa di Chieri 2018 fra producenten Balbiano, som drives af Luca Balbiano, formanden for ovennævnte konsortium med det lange navn. Vinen står på producentens hjemmeside til 8,90 €. Den forhandles i Danmark i årgang 2016 til 149 kr. hos Brinkmann Vinimport (2022: eksisterer ikke mere). Den havde en ganske tannisk profil, hvilket passede fint til den serverede mad.
En boblende og tør rødvin med tanniner vil nok af mange opleves som ganske uvant. Men sammen med den skønne mad til arrangementets gallamiddag på Ristorante Sandomenico i Chieri fungerede det virkelig godt. Og det kan da godt inspirere til nytænkning næste gang man skal have gæster!
Det gik igen i de smagte tørre frizzante vine, at de fremstod som meget tørre. Men vi fik oplyst, at de indeholdt 3-5 gram restsukker, så forklaringen på den oplevede tørhed er nok snarere et fravær af frugtsmage, som kan associeres med sødme også ved lavt restsukkerindhold.
Lidt uden for de vante kategorier - men stadig fremstillet af Freisa - smagte vi også en rosé spumante lavet efter "champagne-metoden": Marchesina, Metodo Classico, Stefano Rossotto. Den var glimrende og smagte i modsætning til de røde boblevine helt "normalt" og fungerede som en appetitlig start på vores ophold.
DOC Freisa di Chieri
Fremstilles af mindst 90% Freisa og op til 10% andre ikke-aromatiske blå piemontesiske druesorter.
DOC Freisa di Chieri Superiore
Skal lagres mindst et år efter 1. november i høståret (intet krav om fadlagring).
Den anden af de fire vintyper, man opererer med i Freisa-land, er stille - altså ikke boblende - rødvin. Her opererer man med en superiore og en ikke-superiore.
Vi begynder med sidstnævnte. I den "lette" ende af skalaen prøver man at fremstille en vin, der er drikkeklar med det samme, og hvor ung, frisk frugt især med jordbær og hindbær skulle være det centrale.
Blandt de fire vine af ikke-superiore typen, som jeg smagte, syntes jeg bedst om
Gaetano Pio Liscio, ønolog hos Istituto Bonafous
la Borbogliosa, Freisa di Chieri Secco, 2017, Istituto Bonafous.
Vi havde tidligere hørt, at den normale alkoholprocent for Freisa di Chieri er 13-13,5%, og konsortium-formanden udtalte på et tidspunkt, at han aldrig havde set en Freisa over 14%. Det kom han så til ved den sidste aftens gallamiddag, hvor la Borbogliosa havde 15%!
Selv om jeg normalt foretrækker klassiske vine uden for høj alkoholprocent, så var denne vin i min mund meget balanceret. Den led ikke under den høje alkohol, som jeg tværtimod vurdererede kunne være med til at forsyne den med en klædelig rundhed, fylde og en lille velanbragt "sødme", samtidig med at tanninerne var præsente. Og selv om vinen grundlæggende var tør, havde den smag, og den havde overordnet set noget der gjorde, at jeg fandt den rar at drikke både uden og sammen med mad. Den var kun lagret ganske kortvarigt på træ.
Mit generelle indtryk af de stille ikke-superiore Freisa'er var, at vinene var rigeligt tørre og godt kunne bruge noget mere frugt, og de forekom mig udpræget mest egnede til madledsagelse.
Under Masterclassen, hvor Freisas store afhængighed af terroir blev demonstreret, fik vi at vide, at trods den geografiske nærhed er Freisa-vinene fra det køligere Chieri mere feminine, elegante, med mindre krop og lettere struktur end de tilsvarende vine fra Asti, der er mere maskuline.
Gianpiero Gerbi, ønolog
Det tror jeg på, fordi ordene kom fra den seriøse og vidende ønolog, Gianpiero Gerbi, som ledsagede os på hele turen. Men da smagsprøverne fra én flaske til en anden både kunne skifte terroir og årgang, lod tingene sig ikke seriøst sammenligne i de glas, vi blev budt på.
Freisa di Chieri Superiore skal lagres mindst et år efter 1. november i høståret; der er intet krav om fadlagring.
Som i så mange andre appellationers ikke-superiore/superiore distinktioner er der i virkelighedens verden et lidt ligegyldigt krav om lidt mere alkohol i superioren. I praksis handler superiore-kategorien om, at man vil vise sig fra sin bedste side, og at man derfor her bruger de ældste vinstokke og formentlig også de bedste beliggenheder.
Ifølge Gianpiero Gerbi handler superiore-vinene om vine, som er i stand til at ældes på samme måde som en Nebbiolo eller en Sangiovese.
Der var afgjort mere at hente i superiore-vinene. Også selv om de ikke havde så høj alder.
Der var f.eks. spændende og anderledes dufte og smage at hente i Sun Sì, Freisa di Chieri Superiore, Stefano Rossotto, 2015. Det skyldtes tydeligvis "samarbejdet" mellem vin og markant fadlagring - 18 måneder på brugte barriques - som havde forsynet vinen med en ganske avanceret og kompleks duft.
Jeg smagte tre mundfulde af vinen ved to middage, og ved begge lejligheder antyder mine smagenotater en ængstelse for at for meget træ kunne få frugten til at udtørre. Men da jeg smagte vinen sidste gang efter nogen luftning, havde vinen ikke denne udtørringstendens. Vinen pirrede afgjort min nysgerrighed, og jeg kunne godt tænke mig at gensmage den grundigere over flere timer for at kunne bedømme den mere præcist.
Ifølge mine smagenoter havde jeg i denne runde Freisa di Chieri Superiore, Vigna Villa della Regina, Balbiano 2015 som min favorit. Læseren må her tilgive mig de manglende detaljer. Men under en gallamiddag, som jo ikke var et seminar, men hvor man også bare skulle nyde, være social og hygge sig, og med en interessant skribent for Gambero Rosso til højre for mig, til venstre en hyggelig dansk skribent-kollega og over for mig to spændende ønologer og konsortiets formand, blev mine noter her ved vin nr. 8 lidt tynde. Men min slutnote for Vigna Villa della Regina var: "nok mest interessant, anderledes end alle de andre".
Vinen er gæret på ståltank og lagret i cement.
Den kan købes i årgang 2014 (som er fadlagret) hos Brinkmann Vinimport til 399 kr. På Balbianos hjemmeside står den i årgang 2012 til 24 €.
Hvad angår Gianpiero Gelbis erklæring ved masterclassen om, at Freisa superiore-vinene havde godt af alder, forekom påstanden bekræftet af den ældste vin, som vi blev budt på.
Den var ikke indenfor det inviterende konsortiums paraply, men derimod en Freisa d'Asti Superiore, Sorì di Giul', Tenuta Santa Caterina, 2013. Den havde en kompleks og lækker duft med søde bær og fadlagring, der fungerede som smagfuld makeup, der fremhævede skønheden. Og så var den velsmagende med en lidt campari-agtig komponent med bitterhed og lidt sødt træ til at begynde med, pæn syre og passende tannin og dermed relativt harmonisk, dog med temmelig astringerende udklang. Lagret to år på en blanding af brugte barriques og tonneaux.
Som nævnt indledningsvis er de søde boblende vine i området de mest oprindelige. Det er måske frækt at sige, at de stadig er de bedste, men smagt af en dansk gane, der ikke er vænnet til Freisa-vinenes lidt særegne, tørre og tanniske udtryk, kommer flere af dem i hvert fald i land med en umiddelbar nydelse, som er til at forstå. Sjovt nok valgte man - når nu ærindet var at reklamere for Freisa - blandt de fire søde boblevine, som vi blev præsenteret for, kun at servere én Freisa, mens de tre andre var fremstillet af henholdsvins Cari (= Pelaverga grande) og Malvasia.
Her var min ubestridte favorit Deliziosa, Collina Torinese, Stefano Rossotto, som er fremstillet af lige dele Malvasia di Schierano og Malvasia Nera Lunga. Den var lidt Brachetto-agtig, d.v.s. med jordbær i front, passende sødme, friskhed og fylde. Og så var der minsandten lidt tannin, som - overraskende i forhold til at det var en sød vin - faktisk klædte vinen.
Vinen forhandles af Skjerning Vinimport til 89 kr. ved køb af seks flasker.
Også de to Cari-vine fandt jeg glimrende. Mens jeg havde det svært med Freisa-vinen. Men det kan lige så godt have med en enkelt producents fortolkning at gøre, hvilket jeg naturligvis ikke kan vide på baggrund af smagning af (i den søde genre) én Freisa-vin, to Cari-vine og én Malvasia-vin.
Vi smagte under vores ophold i Chieri i alt 17 forskellige vine fordelt over de nævnte fire kategorier og fem årgange: fire frizzante secco, fire røde Freisa ikke-superiore, fem Freisa superiore og fire søde frizzanter.
Baseret på mit kendskab til, hvad jeg vil tillade mig at kalde "den danske smag", er jeg overbevist om, at den af de fire vintyper, som vil have størst umiddelbar appel herhjemme, er de søde boblevine, som leverer kontant, umiddelbar og letforståelig nydelse. I området laver man som nævnt ikke kun søde boblevine på Freisa men også på Cari og Malvasia. Og kunne vi ikke seriøst trænge til alternativer til den evindelige Asti og Moscato d'Asti?
Jeg oplevede, at der blandt Freisa Superiore var vine, der vakte min nysgerrighed, og som jeg gerne ville gensmage hjemme ved middagsbordet, som for mig er det bedste sted at teste vin i ro og mag over flere timer. De havde flere nuancer at byde på end ikke-superiorerne, og de bød på egentlig karakterfuldhed og var faktisk meget forskellige.
Her i landet vil de givetvis mest henvende sig til de mere "nørdede" vinentusiaster, der synes de har smagt rigeligt med Barolo og Barbaresco, og som har lyst til prøve andre vine fra Piemonte. Bred appel har de næppe.
Den tørhed og mangel på frugtige smage, som jeg beskrev under de tørre frizzanter, karakteriserede også ikke-superiore vinene, som hvad charme og frugt angår udtrykker sig diametralt modsat i forhold til de søde boblevine. Tørheden kunne skyldes meget lavt restsukker - en af de smagte vine havde angiveligt tæt på 0 gram - men som jeg oplevede det, skyldtes det almindeligvis nok i højere grad fravær af frugttyper, der kunne have givet fornemmelsen af sødme uafhængigt af restsukkerniveau.
Denne tørhed og frugtfattigdom vil næppe i større grad harmonere med de fleste danskeres smag, som jo i høj grad er til ripasso og oversøisk vin.
Apropos ripasso, så fortalte Gianpiero Gerbi, at en af hans kollegaer, Mimmo Capello på La Montagnetta bruger 20% tørrede druer i en af sine Freisa-vine. Jeg er personligt ikke den store fan af diverse metoder kendt fra Valpolicella til at give mere fylde, men lige her med de tørre Freisa-vine, spørger jeg lidt kættersk, om tilsætning af tørrede druer - eller en gang ripasso - anvendt på nogle af de røde Freisa'er kunne skabe en vintype, som ville have en chance på det danske marked?
Maj 2019
