Karakteristisk vinlandskab i Valtellina
Nogle dage efter at vi havde besluttet at vores sommerferie skulle gå til Comosøen i Lombardiet i Norditalien, landede et anmeldereksemplar af Steen Asmussens bog Italiens hemmelige vine i vores postkasse. (Vi har beskrevet og anmeldt bogen her.) To af bogens anbefalinger af vinområder lå henholdsvis 55 og 80 km (fugleflugtslinje) fra Comosøen på hver sin side af denne. Det tilføjede lige et par ekstra destinationer til ferieturen og nødvendiggjorde, at bilen skulle slæbes med, så der var mulighed for at købe nogle af de forhåbentlig gode vine med hjem.
Ønsker man en detaljeret beskrivelse af Valtellina og Alto Piemonte - som var de to nye destinationer - samt udvalgte producenter fra områderne og deres vine, findes aktuelt næppe nogen bedre kilde end bogen Italiens hemmelige vine. Og vores planlægning af producentbesøg skete mestendels på baggrund af den.
Indfaldsvinklen i nærværende artikel vil dels være, hvad man som rejsende i områderne kan have nytte af at vide, dels selvfølgelig noget om vinene på baggrund af de få dage, som vores ophold varede.
Både Valtellina og Alto Piemonte er Nebbiolo-land.
Jeg (Preben) deltog for nogle år siden i en smagning af vine fra Alto Piemonte, som klart demonstrerede, at der er noget at komme efter her. Trods dette har der på mine vinhylder aldrig indfundet sig andre Nebbiolo-vine end dem fra Langhe (Barolo/Barbaresco). Det vrimler ikke ligefrem med vine fra Alto Piemonte i Danmark, og jeg må indrømme, at jeg ikke har været særligt opsøgende, nok især fordi jeg med mit nuværende forbrugsmønster ligger inde med Barolo og Barbaresco til ca. syv års forbrug.
Valtellina mindes jeg ikke at have smagt før på vores tur til området.
Da jeg begyndte på arbejdet med at få aftaler i stand hos udvalgte producenter, viste det sig, at der gjaldt anderledes spilleregler både i Valtellina og Alto Piemonte end alle andre steder jeg har besøgt de sidste snart 25 år. Den første producent, jeg henvendte mig til, afholdt kun smagninger for grupper på mindst fire personer, og det kostede 15 € pr. person. Hos producent nr. 2, som jeg henvendte mig til, skulle man være mindst to personer, og det kostede 20 € pr. person. Da Helle ikke er til Nebbiolo, var begge disse producenter ude af billedet som smagesteder.
Jeg endte med fem producentaftaler, tre betalings og to gratis.
Jeg har kun én gang tidligere - i Beaujolais i 1995 - skullet betale for en smagning. Og jeg mindes ikke nogensinde at være blevet afvist som enkeltperson!
Jeg nævner det med betaling, fordi det er anderledes end det normale, og ikke fordi jeg finder det urimeligt. Man kan umuligt indvende noget imod, at nogen tager sig betalt for at udskænke af deres vine.
Én fordel for en som besøgende giver det dog: Man kan afslutningsvis sige farvel og tak uden at føle at man bør købe noget.
Barolo og Barbaresco er uden konkurrence de mest kendte og prestigefyldte appellationer for Nebbiolo-vine. Et argument for at kigge andre steder hen skulle være, at man får mere for pengene i de mindre kendte områder. Det fandt jeg ikke belæg for, men besøg hos fem producenter og nogle kig i enoteker har naturligvis heller ikke forsynet mig med et kæmpe datamateriale.
Personligt finder jeg det heller ikke interessant at lede efter billigere alternativer til Barolo/Barbaresco. Hvad jeg derimod finder værdifuldt er, at der findes Nebbiolo-vine af høj kvalitet men med et andet udtryk end jeg er vant til. Alene det at disse nordligere områder byder på vine med alkoholprocenter på 13-13,5% siger noget om en større lethed end i Langhe, hvor de typiske procenter er på 14-14,5%, og hvor 15% ikke er ualmindeligt.
Det var bl.a. beskrivelserne i Italiens hemmelige vine af de ekstreme vinlandskaber i Valtellina-området, der gav mig lyst til at se området. Her ligger vinmarkerne sine steder på terrasser i landskaber, der er så stejle (se billedet øverst på siden), at man må transportere de høstede druer ned med enten svævebane eller helikopter.
Noget andet, der pirrede min nysgerrighed, var, at man i området producerer en vin, Sfursat (eller Sforzato), af tørrede druer. Altså ligesom en Amarone. Men i og med at vintypen - ligesom de andre Valtellina-vine - fremstilles af Nebbiolo, skulle den have en Barbaresco-agtig struktur!
I Valtellina fremstiller man tre vintyper, hvor man på sin vis kan sige, at man stiger i graderne fra den første til den sidste:
Alle Valtellina-vine fremstilles af mindst 90% Nebbiolo (som lokalt kaldes Chiavennasca) og op til 10% andre blå druesorter.
Valtellina Superiore og Sfursat di Valtellina lagres mindst et år på træ.
De to ifølge Italiens hemmelige vine bedste vinproducenter i Valtellina, Arpepe og Aldo Rainoldi var dem, der krævede henholdsvis gruppe- og topersoners-deltagelse for at man kunne smage hos dem. Så jeg smagte hos to producenter, der skulle rangere niveauet lavere.
Hos Nino Negri, som er områdets største producent fik jeg sådan set en glimrende smagning mod betaling af 20 € for fire vine. Men den vin, jeg havde set frem til at smage, deres top-Sfursat 5 stelle var for dyr (49 €) til at man ville udskænke af den. Hvorfor så ikke bare lave en dyrere smagning, hvor man kunne smage den? Det er jo uden betydning, når man i forhold til at købe et par flyvebilleter i forvejen har brugt adskillige tusinde kroner mere på biltransport og hotelophold ud og hjem med det formål at kunne smage og købe vin. Virkelig skuffende.
Nogle af Nino Negris vine forhandles af Leafbird, megavin.dk og Karstens Vinhandel.
Hos Fay, hvor smagningen var gratis, var jeg noget i tvivl om smagsprøverne var repræsentative, da i hvert fald nogle af vinene var åbnet adskillige dage forinden og var blevet pumpet fri for luft, hvilket jeg bilder mig ind fjerner nogle af vinens kvaliteter. Så jeg købte et par flasker for at få mulighed for hjemme ved middagsbordet at smage dem ordentligt.
Nogle af Fays vine forhandles af Vinova.
Jeg havde aftenen forinden på en
restaurant smagt en vin fra tidligere nævnte Rainoldi: Valtellina Superiore, Sassella, Riserva, 2015. Og den var meget velsmagende med meget blide tanniner, god syre og vel kraftigt fadpræg, som forekom at stamme fra barriques. Så da jeg på vejen hjem fra Fay til hotellet kom forbi Rainoldi (som jeg ikke kunne smage hos som enkeltperson), købte jeg en håndfuld flasker der for at få mulighed for at smage på varerne.
Nogle af Rainoldis vine forhandles af Supermarco og Viniversa.
Jeg ville bruge samme model hos Arpepe (hos hvem jeg som nævnt heller ikke kunne smage som enkeltperson), altså købe nogle flasker for at smage dem derhjemme. Så jeg troppede op, tjekkede prislisten og valgte en vin til 50 € og en til 60 €, for at få mulighed for at smage, hvad der burde være de bedste vine i området. Men nej. De ville kun sælge i seksstykskasser! Altså helt ærligt!
Det er helt nyt for mig at opleve så ekskluderende praksisser, som dem jeg mødte hos disse to producenter. Er det et Valtellina-fænomen? Eller er det en ny tendens, som jeg blot ikke har mødt før?
Nogle af Arpepe's vine forhandles af Terroiristen.
Vi ved godt, at bilture sydpå tager længere tid, end GPS'en eller Viamichelin påstår. Men vores tur fra Rothenburg ob der Tauber (overnatning i Tyskland) til Sondrio, som var vores residens i Valtellina, tog meget længere tid end forudset. Man skal passere Alperne, og den vej, vi skulle over, var lukket, erfarede vi, da vi skulle ind på den. Det gav en omvej på ca. 100 km og en forsinkelse på adskillige timer i det uvejsomme terræn.
Selv uden "omkørsel" skal man være forberedt på, at man ikke er i nærheden af at kunne holde den tilladte hastighed i de endeløse hårnålesving, som især er karakteristiske ved kørsel over bjergpas, hvorved man i voldsom grad "taber tid".
Da vi efter vores besøg i Valtellina og Gattinara (mere om sidstnævnte senere) skulle til Comosøen, ville GPS'en have os til lige at snitte Schweiz, men det kan være en bøvlet affære. Da Schweiz ikke er et EU-land, skal man, når man bruger landet som transitland, betale et depositum for medbragt vin udover de første fem toldfri liter og udover den første liter spiritus. Dette depositum får man tilbage, når man forlader landet - hvis man gør det ved en bemandet grænsepost i dennes åbningstid!
Hvis man medbringer varer for mere end 300 CHF (ca. 2000 kr.), skal man betale told af dem.
Regler, grænseposternes åbningstider m.v. kan ses her.
Vi har endnu ikke prøvet at være igennem dette bureaukrati (vi er kørt igennem Schweiz med masser af vin gladeligt uvidende om disse regler, uden at det er "gået galt"), og vi ved derfor ikke hvor besværligt og tidskrævende det er, hvis man skal gøre tingene lovformeligt, og vi orkede ikke at teste det. Så det kostede en lille omvej at undgå et par km gennem Schweiz.
Og sådan er der så meget, når man passerer fra nord til syd. Så vores råd er: Planlæg med solide tidsmargener eller nogle mindre dagsmarcher end du normalt ville gøre.
De tyske motorveje er i øvrigt også blevet stride med tidsrøvende køer grundet for mange biler og enorme mængder vejarbejde, så det er ikke kun Alperne, der kan drille.
Vi tilbragte 1 1/2 dag i Alto Piemonte - det øvre Piemonte - som ligger ca. 120 km (fugleflugt) nord for Barolo. Som tidligere nævnt deltog jeg for nogle år siden i en smagning af vine fra Alto Piemonte, en smagning der klart viste, at der her var interessante vine af høj kvalitet.
Jeg bed især mærke i Gattinara-producenten Nervi (som af en eller anden grund ikke er med blandt de 16 Alto Piemonte kvalitetsproducenter, der beskrives udførligt i Italiens hemmelige vine).
Gattinara fremstilles af mindst 90% Nebbiolo, højst 4% Vespolina og/eller op til 10% Bonarda di Gattinara. Lagres mindst et år på træ.
Under mit besøg hos Nervi smagte jeg dens "almindelige" Gattinara 2015, som fadlagres i tre år, og enkeltmarksvinen Molsino 2014, som fadlagres i fire år, i begge tilfælde på store botti af slavonsk, fransk, schweizisk og østrigsk eg. Begge vine fremstilles af 100% Nebbiolo. Nervi har simpelthen ikke andre druesorter på deres marker.
Selv om jeg ikke har det store sammenligningsgrundlag, er jeg ikke i tvivl om, at disse vine er toppen af poppen i Alto Piemonte. Der er prisen på Molsino også: 65 €.
Nervi er i Danmark repræsenteret af Adriat Vinimport og kan dermed givetvis købes adskillige steder rundt omkring.
Hos Nervi var jeg stillet i udsigt at skulle betale 5 € for at smage deres Gattinara og 10 € for Molsino. Og der blev da også skænket generøst op i store, smukke glas. Jeg kom dog ikke til at betale for smagningen, givetvis fordi jeg købte tre flasker til en samlet værdi af 131 €.
I foråret 2018 entrerede Roberto Conterno, som er ejer af Giacomo Conterno, med ejendommen, som nu forestår omfattende renoveringer i snart sagt enhver henseende.
Hos Travaglini, der er den største producent i Gattinara, fandt jeg den mindste Gattinara 2015 relativt let og "godhjertet". Og til 16,90 € var den jo bestemt til at betale. De to større Gattinara'er, Tre Vigne 2013 og Riserva 2013 var flottest i næsen, mens jeg fandt dem for tørre i munden. Endelig smagte jeg en ret lækker passito vin, il Sogno 2014, som er lavet på samme måde som Valtellinas Sfursat.
Smagningen kostede 14 € for fire moderate smagsprøver.
Nogle af Travaglinis vine forhandles af Nybom Vine, Vin med mere .dk Hillerød Vinkompagni, wineboutique, Vin-Gaven og Smag Først.
Alto Piemonte er andet end Gattinara (DOCG). Også Boca (DOC), Bramaterra (DOC), Colline Novaresi (DOC), Coste della Sesia (DOC), Fara (DOC), Ghemme (DOCG), Lessona (DOC), Sizzano (DOC) og Valli Ossolane (DOC) hører hjemme her.
Den tredje producent, som jeg besøgte, var Tenute Sella fra den indtil da for mig ukendte DOC Lessona. Den lå ca. 25 minutters kørsel fra Gattinara.
Havde det ikke været fordi vi havde planlagt ganske stramt, hvilket ikke levnede tid til længere transporttid, havde jeg valgt også at lægge billet ind hos producenter i Boca.
Tenute Sella
Besøget hos Tenute Sella var mindre formelt men så afgjort ikke mindre professionelt. Der var overskud til at køre mig en tur i vinmarkerne. Og trods det at det var gratis, blev jeg spurgt hvilke vine jeg ville smage. Jeg valgte fire vine ud af det ganske store sortiment og tilføjede, at hvis min vært syntes der var andet, der kunne være interessant, måtte han gerne lade mig smage det også. Hvorefter der kom to vine mere på bordet. Der blev ikke fedtet med smagsprøverne, og vinene blev grundigt tjekket inden der blev skænket op.
Her var Lessona, San Sebastiano allo Zoppo, 2010 af høj klasse, ekstremt harmonisk og balanceret om end aktuelt en smule lukket i munden. Den er fremstillet af 85% Nebbiolo og 15% Vespolina lagret to år på 25 hl fade af slavonsk eg og et år i tonneaux af eg fra Allier. 40 €.
Også rosévinen Majoli, Coste della Sesia, 2018 til 10 € var værd at gå om bord i.
Lessona (DOC) fremstilles af mindst 75% Nebbiolo (kaldes lokalt også Spanna), og/eller op til 25% Vespolina/Uva Rara.
Lagres mindst et år på træ.
Nogle af Tenute Sellas vine forhandles af Terroiristen.
Hvor landskaberne i Valtellina-området som nævnt kan være dramatiske og stejle, kan jeg ikke sige noget om vinlandskaberne i Alto Piemonte. For helt anderledes end jeg er vant til både fra andre steder i Italien og i Frankrig, fandt jeg nærmest ingen vinmarker, der hvor de tre producenter, som jeg besøgte, holder til. Og vores stramme planlægning rummede ikke tid til at jeg kunne nå at opsøge vinmarkerne. Jeg så faktisk kun én vinmark, nemlig den som værten hos Tenute Sella kørte mig ud til. Den ses nedenfor og giver ikke et mere generelt indtryk af områdets vinlandskaber.
Samtlige Valtellina og Alto Piemonte vine smagt på turen (bortset fra Sfursat) havde alkoholprocenter på 13-13,5%, der som tidligere nævnt er 1-1 1/2 procentpoint lavere end det almindelige for Barolo/Barbaresco. Det giver selvfølgelig lettere vine.
De vine jeg smagte fra begge områder havde yderligere det tilfælles, at tanninerne var finere og mindre markerede end hvad man almindeligvis finder i Barolo/Barbaresco. Altsammen egenskaber der er med til at give mulighed for elegance.
Letheden forekom mig mest udtalt i Valtellina-vinene, bortset selvfølgelig fra Sfursat-vinene, som er et kapitel for sig (og som lå mellem 15 og 16% alkohol).
Jeg smagte i modsætning til i Alto Piemonte ingen Valtellina-vine, som var i nærheden af at være "store". Forklaringen både på min oplevelse af størst lethed og manglen på store vine i Valtellina kan være, at jeg som nævnt som enkeltperson blev forment adgang til at smage hos Valtellina's to topproducenter, mens to af mine tre smagninger i Alto Piemonte netop var hos topproducenter. Så mit smagegrundlag er ikke tilstrækkeligt til at jeg kan præstere en mere valid analyse.
Udover at smage Valtellina hos Nino Negri og Fay smagte jeg en del forskellige (næsten alle Superiore) på restauranter og vinbarer ved Comosøen, som jo er nabo til Valtellina, og som lige som denne befinder sig i Lombardiet. Vinene bekom mig vel og var relativt lette og behagelige at drikke.
Nu skal der så smages på de hjembragte vine, og tiden vil vise, om Valtellina vil finde en plads på mit vinrepertoire.
De fem Sfursat'er, jeg smagte, var på alle måder meget forskellige.
Fra den "letteste", der smagte overraskende meget som "almindelig rødvin" (og altså ikke som en passito-vin) til i den anden ende en meget fyldig vin med masser af det hele i fin balance, tangerende dessertvinstoner og med klar og kraftfuld Nebbiolo-struktur.
Afhængigt af stil vil vinen være en god ledsager til bøf, vildt, juleanden og lagrede oste eller kunne fungere uden mad som "meditationsvin".
Den flotteste af typen, som jeg smagte var No 1, der dog ikke var en Sfursat di Valtellina, men Alpi Retiche IGT, men den var ligesom Sfursat lavet af tørrede Nebbiolodruer fra Valtellina. Producenten var Plozza, årgangen 2015. Meget lækker vin. 57 € for en flaske på enoteket.
Jeg er umiddelbart mest optimistisk m.h.t. vinene fra Alto Piemonte. Men igen: her havde jeg i modsætning til i Valtellina adgang til at smage hos topproducenter.
Jeg mener også i Italiensk hemmelige vine at få indtryk af, at Alto Piemonte er mere interessant end Valtellina, idet forfatteren har beskrevet 16 producenter fra Alto Piemonte og klassificeret fem af dem som topproducenter, mens kun syv producenter er medtaget fra Valtellina, hvoraf blot to er bedømt som topproducenter.
Vi er jo både i Valtellina og Alto Piemonte i Nebbiolo-land. Og det bærer restauranternes vinkort ultrastærkt præg af. Så vi var udfordret på vinfronten, da Helle som nævnt ikke bryder sig om Nebbiolo.
Vores stamrestaurant i Gattinara: Trattoria del Soggiorno
På én restaurant lykkedes det tjeneren at fremfinde en super Barbera, som ikke var på kortet, og som Helle kunne købe glasvis. På en anden restaurant, hvor vi spiste bøf, var alle rødvinene på Nebbiolo, og man kunne ikke få hverken hvid- eller rosévin på glas. Den eneste ikke-rødvin, de kunne byde på glasvis, var Prosecco! På en tredje restaurant havde de vine fra det meste af Italien, så her afstod jeg fra at smage lokal vin, og vi delte en flaske velkendt toscansk vin.
Vi valgte logi især ud fra at der skulle være noget by at kigge på for Helle, mens jeg var ude at smage på vin. Her var Sondrio i Valtellina og Gattinara i Alto Piemonte glimrende valg. Byerne ligger desuden centralt i forhold til producent-besøg.
Juli 2019
