Der er lige pludselig kommet gang i Valtellina.
I foråret udkom Steen Asmussens bog Italiens hemmelige vine, hvor Valtellina var et af områderne til behandling.
Vi havde forinden modtagelse af bogen planlagt, at vi skulle til Comosøen på sommerferie. Vi fandt ved at læse bogen ud af, at Valtellina lå lige øst for Comosøen, og så var der jo ingen vej udenom lige at kigge lidt på distriktet og smage på dets vine.
Og nu har der så lige været afholdt en stor smagning af Valtellina-vine i København med det formål at promovere distriktets vine i Danmark. Det er os bekendt første gang, det sker.
For et år siden var Valtellina nærmest ukendt for os - og dermed nok også for mange andre her i landet. Det har både Steen Asmussen, vi (i det små) og nu også Valtellina-producenterne selv i årets løb gjort en indsats for at ændre.
Ved både masterclass'en og den efterfølgende gå-rundt-smagning mærkede man høj entusiasme fra producenternes side. De er tydeligvis oprigtigt interesserede i at få foden indenfor på det danske marked, hvor man skal lede ganske grundigt for at finde en forhandler, der sælger Valtellina-vin.
Der er fire appellationer i Valtellina:
De tre DOC(G)'er fremstilles af mindst 90% Nebbiolo. Af de øvrige tilladte druesorter er de mest anvendte de lokale Rossola Nera, Pignola og Brugnola.
Det er klart at Sforzato-vinene byder på noget, som ingen andre vine gør: Valtellina er os bekendt alene om at fremstille en Nebbiolo-vin på samme måde som en Amarone. Det, at den er fremstillet af Nebbiolo, kan give en voldsom tannin-struktur, som man jo ikke møder i Amarone. Så alene af den grund er der tale om et usædvanligt udtryk.
Sforzato-vinene udgør aktuelt (2018) kun 10% af områdets produktion, så det er ikke denne vintype, der tegner det store billede. Det gør - med god grund - Valtellina Superiore, som i 2018 tegnede sig for 52% af produktionen.
Da vi besøgte området nogle dage i vores sommerferie (2019), besluttede jeg (Preben, der er alene om at værdsætte Nebbiolo) efter et par glas ikke at bruge tid på Rosso di Valtellina, som jeg - for de få vine jeg smagte - fandt for spinkle og intetsigende.
Sådan behøver det dog ikke at være. Mere om det senere.
Der kan næppe være tvivl om, at det mest nyttige i Valtellina findes indenfor Valtellina Superiore, som kommer fra distriktets særligt gode områder. Den er ikke enkel og hverdagsagtig som rosso'en, og den er heller ikke som Sforzatoen svær at finde anvendelse for.
Noget under halvdelen af Valtellina Superiore vinene kommer fra en af områdets fem subzoner (fra vest mod øst): Maroggia, Sassella, Grumello, Inferno og Valgella, hvilket vil fremgå af etiketten. Det er dog givetvis forbeholdt yderligtgående Valtellina-specialister at kloge sig på, hvordan disse zoners karakteristika adskiller sig fra hinanden.
Selv Thomas Ilkjær, som stod for masterclass'en, og som nok er en af de personer i Danmark der ved mest om og har flest erfaringer med italiensk vin, opfordrede med et ironisk smil publikum til, hvis de kunne, at berige ham med beskrivelser af forskellene. Han betonede, at højdeforskellene mellem markernes beliggenhed nok i højere grad er afgørende for vinenes udtryk. Her kan man skelne mellem tre niveauer: 1) vinmarkerne under 400 m giver elegante, rødfrugtede og saftige vine, 2) markerne mellem 400 og 500 m giver de mest tætte, mørke og brede vine, 3) markerne over 500 m giver de mest syrlige og tannin-barske vine.
Jeg vil tilføje, at jeg tror, at også de forskellige producenters produktionsfilosofi vil spille en mere afgørende rolle, end hvilken subzoner druerne stammer fra.
Nå, hvad kan en god Valtellina Superiore så? Og kan den noget som Barolo/Barbaresco - som er de vine vi almindeligvis forbinder med Nebbiolo - ikke kan?
På baggrund af hvad jeg har smagt, synes jeg sådan set kun det giver ringe mening at sammenligne Valtellina med Barolo/Barbaresco. Stilen er markant anderledes. Valtellina har sin helt egen karakter.
Når jeg imidlertid så skal prøve at anskueliggøre, hvad Valtellina handler om, kan jeg alligevel ikke lade være med at sammenligne, fordi Barolo/Barbaresco uomgængeligt er referencerammen for Nebbiolo-vin, og det som folk kender og kan forholde sig til.
Her er nogle karakteristika for Valtellina Superiore, når vi sammenligner med Barolo/Barbaresco:
Til samtlige italienske vinsmagninger, som jeg har deltaget i, og hvor konsortier eller vinguider byder sig til, er der typisk tale om et et-times seminar med et par håndfulde vine og en efterfølgende gå-rundt-smagning på max tre timer. Her var der afsat to timer til seminaret, hvor der blev serveret 18 vine, og den efterfølgende gå-rundt-smagning var berammet til fem timer.
De 18 repræsenterede producenter, der havde insisteret på hver at få en vin med, havde tydeligvis mast på for at komme til orde. Som det ses på billedet ovenfor stod de i kø for én efter én at fortælle om deres ejendom og deres vine. Helt usædvanligt.
Det samme engagement kunne jeg iagttage ved smagebordene til gå-rundt-smagningen. Hvis der sad en vinimportør og snakkede med en producent, og jeg moderat anmassende stillede mig op i håb om at blive budt på en smagsprøve, var der så høj koncentration på samtalen med den potentielle importør, at den udskænkende producent ikke ænsede mig, før samtalen var færdig. Høj og fokuseret energi. De vil det her!
Foruden seminarets 18 vine, bød hver af de 18 producenter ved den efterfølgende gå-rundt-smagning på tre vine.
Følgende producenter var repræsenteret ved smagningen: Alberto Marsetti, Aldo Rainoldi, Arpepe, Caven Camuna, Dirupi, F.lli Bettini, La Perla, La Spia, Le Strie, Luca Faccinelli, Mamete Prevostini, Menegola Walter, Nino Negri, Nobili Nicola, Plozza Vini Tirano, Sandro Fay, Tenuta Scerscé og Triacca.
Jeg må tilstå, at jeg fandt, at der var lidt langt mellem snapsene. Og at der var langt fra bund til top. Så skal man som importør binde an med Valtellina, er min vurdering, at man skal gøre sit forarbejde grundigt.
Den første producent, som gjorde indtryk, var Luca Faccinelli, hvis hustru Giovanna (billedet nedenfor) præsenterede vinene. Deres Valtellina Superiore Grumello, Ortensio Lando, 2016 er lagret 16 måneder på brugte barriques. Dejlig vin med passende fadpræg, fin friskhed og god balance.
Også deres Valtellina Superiore Riserva, Grumello, 2016 var god - men jeg kunne lige så godt lide førnævnte, der var lidt mindre sød. Riserva'en er lagret 24 måneder på tonneaux af fransk eg.
Under mit besøg i Valtellina-området valgte jeg som tidligere nævnt efter et par smagsprøver at gå uden om Rosso di Valtellina, som jeg fandt for spinkle. Men konfronteret med ovennævnte to gode vine, valgte jeg lige at give producentens rosso en chance. Og den var glimrende. Hvor det almindelige er blot at lagre en rosso på stål, havde denne fået et kærtegn af træ fra 6-8 måneders barrique-lagring.
Min favorit på dagen var Dirupi's Valtellina Superiore Riserva, Grumello, 2016 (billedet øverst på siden), som var
Davide Fasolini, Dirupi
meget velsmagende med både frugt og fad, sødme og friskhed. Den er lagret to år på 2000 liters fade af Allier eg.
Også her valgte jeg at "stige nedad" og smage på producentens Rosso di Valtellina, som var glimrende, havde pæn fylde. Enkel men ikke ligegyldig.
Også Aldo Rainoldi laver rigtig god vin. Stilen har ganske bred appel. Ved smagningen syntes jeg bedst om deres Valtellina Superiore Prugnolo, 2016. Nogle af Rainoldis vine forhandles af Supermarco og Viniversa (Sforzato).
En Valtellina 2008 fra Le Strie demonstrerede, at vintypen kan have høj holdbarhed. Den gode vin var frisk og helt vital med fine tanniner. Ifølge Thomas Ilkjær kan vinene uden problemer holde sig i 10-15 år.
Som nævnt er Sforzato/Sfursat helt speciel: en passito-vin, d.v.s. en vin fremstillede af tørrede druer. Altså en Nebbiolo-vin fremstillet som en Amarone! Med Nebbiolos høje tannin- og syreniveau kan man ikke regne med, at hvis man kan lide Amarone, så kan man også lide Sforzato; de to vines udtryk er meget forskellige.
Jeg har ikke tilstrækkeligt med erfaringer med Sforzato til at kunne sige, om den vil blive en del af mit "repertoire". Endnu har jeg ikke smagt en flaske sammen med mad - og jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg skal parre den med.
Den flotteste vin, jeg har smagt i genren, smagte jeg første gang på en vinbar ved Comosøen, og
den var vores månedens vin i august. Vinen var også med til masterclassen, hvor jeg ikke fandt den udkonkurreret af andre sammenlignelige vine: No 1, Alpi Retiche (IGT), Plozza, 2015. Den hedder godt nok ikke Sforzato, men den er lavet på samme måde og i samme område. Producenten fortalte, at de havde foretaget dette valg af appellation for at udskille vinen fra deres traditionelt fremstillede Sforzato Blackedition, som er lagret otte måneder på barriques og 2 1/2 og på botti. No 1 er en mere moderne vin, som er lagret to år på barriques. 16,5% alkohol, meget kraftig, masser af tannin og en fin fornemmelse af sødme. Superflot.
Det er muligt, at jeg, hvad Sforzato angår, er mere til den mere moderne barriquerede stil, som jeg dog endnu ikke ved hvordan går sammen med mad. Men som meditationsvin er den særdeles velegnet.
Mamete Prevostini bød på en Sforzato di Valtellina, Corte di Cama, 2016, som var lagret 18 måneder på barriques, hvorfra den havde fået dufte og smage af kaffe- og chokolade, som passede godt ind i helheden.
14 af de 18 producenter, som var repræsenteret ved arrangementet, søger en dansk importør. Det er mit håb - både for de ivrige producenter, for de danske vinelskere og for mig selv - at de bedste producenter vil lykkes med at finde en god dansk importør.
(De producenter, der ikke søger importør er: Arpepe, Mamete Prevostini, Nino Negri og Sandro Fay.)
December 2019
