Billedet ovenfor er typisk Chianti Classico (klik for stor størrelse). Blidt bakket med cypresser, vinmarker og karakteristiske huse og en unik farvetone.
Chianti Classico området, der ligger mellem Toscanas største byer Firenze og Siena, står vores hjerter meget nært, både grundet vinene, som hører til blandt vores absolutte favoritter, men også fordi der er så ufatteligt smukt.
Hvis man skal købe noget vin med hjem, er der jo ingen let vej uden om at tage bilen hele vejen. Skal det gå hurtigere, og er man ligeglad med at købe vin, er det lettest at starte i Firenze (som vi har skrevet om her), hvortil man kan flyve. Når den lejede bil er hentet, og har man ingen GPS, kører man ud af byen østover ad vejen Lungarno del Tempio langs Arno-flodens nordlige bred (følg den blå pil på dette kort) i retning mod Pontassieve. Målet er Chiantigiana-vejen SS 222, der skærer lige igennem Chianti Classico distriktet fra nord til syd.
Det er en god ide på forhånd at spørge om en brugbar rute inde fra byen, idet mange veje er ensrettede, og store områder i Firenze er kun beregnet til begrænset trafik.
Ca. 2,5 km fra broen Ponte G. da Verrazzano (se igen kortet) drejes til højre, hvor der er skilt mod Greve og Siena. Og så er det ellers bare at følge skiltene mod SS 222 (der, når man kommer ud på den, kommer til at hedde SR 222), hvilket man gør ved at holde retningen mod Greve, Siena eller Grassina.
En halv times tid efter at man på denne måde har forladt Firenze, er man i Chianti Classico. Og så kan man godt begynde at spærre øjnene op. For os begynder det rigtig her ved Vicchiomaggio (billedet), hvor både de smukke skrånende vinmarker, cypresserne og de karakteristiske, gyldne huse har indfundet sig.
Hver gang vi kører forbi her, standser vi lige bilen, og går ud for at fornemme hvor vi er. GPS-koordinater (Garmin): N43°36.941' E011°17.964'
Når vi kører længere sydpå ad SS 222, kommer vi på et
tidspunkt til Greve med den karakteristiske trekantede plads.
Der er lidt forretninger, en bar og flere restauranter. Hvis vi er med fly, plejer vi at spise frokost her på tilbagevejen, før vi tager ud og afleverer den lejede bil i lufthavnen.
For os falder et af de visuelle højdepunkter i Chianti Classico sammen med det område, hvor noget af områdets bedste vin fremstilles: omkring Panzano.
Klik for stor størrelse
F.eks. hvor man lige før Panzano passerer Vignamaggio (billedet). Området, når man kører ud af Panzano videre sydover mod Castellina, er ligeledes vidunderligt smukt, hjertet i og essensen af Chianti Classico.
Man kan fra Panzano centrum også følge den vej, hvor der vises af til producenten Cennatoio. Udsigten fra denne bulede grusvej er storslået.
Chianti Classico er spækket med højkvalitetsproducenter. Hvis man vil ud og smage på varerne hos producenterne, er et kort over hvor de ligger nærmest uundværligt. Læs om kort her. En forholdsvis ny version af en guide, f.eks. Vini d'Italia/Italian Wines (bedre kendt som Gambero Rosso læs vores beskrivelse her) eller Veronelli kan være et hjælpemiddel til at foretage sin udvælgelse.
Vi vil i det følgende omtale nogle producenter, som vi har haft fornøjelse af at besøge, og som vi har udvalgt efter at deres vine havde fanget vores interesse. Lad os begynde i det nordvestlige hjørne af Chianti Classico og derefter bevæge os sydpå.
Vi har i flere omgange haft stor glæde af vinene fra Poggiopiano, både deres Chianti Classico normale, som vi ville ønske kunne være en fast bestanddel på vores vinhylde. Så dem har vi været nede og købe ind hos et par gange.
Også deres Chianti Classico La Tradizione er en flot vin i mellemlejet, og deres Rosso di Sera (marken på billedet nedenfor) er en stor og bredskuldret vin.
Poggiopiano holder til lidt udenfor San Casciano Val di Pesa, hvor vi har fundet en dejlig restaurant, Cantinetta del Nonno, som vi har skrevet lidt om på vores side om restauranter i Chianti Classico.
Poggiopiano's GPS-koordinater (Garmin): N43°40.635' E011°09.957'
Ønolog: Attilio Pagli.
Læs flere detaljer om producenten i forbindelse med vores besøg i 2011 hos Poggiopiano.
Når man bevæger sig sydpå af tidligere nævnte SS 222 passerer man automatisk
Fontodi, der ligger lige syd for Panzano. Præcis 2 km
Klik for stor størrelse
fra den lille centrale plads i Panzano er der et ydmygt og vanskeligt synligt skilt på et træ ved en allé der fører skråt op til venstre.
Nogle af de første rigtig store vinoplevelser vi havde i Toscana i midten af 90'erne var fra Fontodi. Deres supertoscaner Flaccianello della Pieve slog benene helt væk under os. Vi har ikke fulgt den så tæt de senere år, dels fordi vi er kommet forbi den i nogle lidt mere "hårdpumpede" årgange end tidligere, hvor den var kendetegnet ved stor elegance, og fordi der siden er mange vine, der har taget konkurrencen op med succes. Også Fontodi's Chianti Classico Riserva Vigna del Sorbo har i årenes løb forsynet os med mange oplevelser af høj klasse. De laver desuden noget for Toscana så udsædvanligt som en vin på Pinot Nero (= Pinot Noir) og en Syrah.
GPS-koordinater (Garmin): N43°31.909' E011°18.364'
Ønolog: Franco Bernabei.
Endnu lidt længere sydpå af SS 222 passerer man Fonterutoli, der udover at være navnet på en anden af Chianti Classico's topproducenter også er navnet på noget der knapt kan kaldes en landsby, et meget lille og stille sted.
Når man svinger ind i "byen" fra SS 222 vejen, kommer man let til at passere den lige så ydmyge indgang til vinproducentens enotek.
Klik for stor størrelse
Her har man indført en ny stil: Som det eneste sted vi er stødt på i Toscana - på nær amerikanske Banfi - skal man nu betale for at smage vin med mindre man køber noget. Til gengæld er smagefaciliteterne også unike: Vinene bliver tappet af haner på samme måde som en cola, så ikke noget med daggamle og afdankede flasker her.
Stilen er moderne og international, hvilket skyldes den Bordeaux-inspirerede ønolog Carlo Ferrini's umiskendelige og relativt genkendelige fingeraftryk.
Følgende rødvine kan smages: Poggio alla Badiolo), Fonterutoli Chianti Classico (2. vin), Castello di Fonterutoli Chianti Classico (1. vin), Siepi (Merlot-Sangiovese) og tre relativt nye vine fra Morellino di Scansano området, Tenuta Belguardo.
Ønolog: Carlo Ferrini og Luca Biffi.
Vil man besøge Rocca di Montegrossi, skal man en tand længere sydpå, lidt syd for byen Gaiole.
Klik for stor størrelse
Her har vi haft gode oplevelser både med Chianti Classico normale og den store Riserva Vigneto San Marcelino. Begge har lang holdbarhed, især selvfølgelig San Marcelino, som vi altid er nervøse for at komme til at drikke for ung. Klassiske vine, der oser af kvalitet.
De laver også en IGT-vin, Geremia, fremstillet af Merlot og Cabernet Sauvignon. Den har vi ikke smagt. Vores altdominerende præference, når vi er i Toscana, er de Sangiovese-baserede vine.
Læs flere detaljer om producenten i forbindelse med vores besøg i 2012 hos Rocca di Montegrossi.
GPS-koordinaterne (Garmin): N43°24.170' E011°25.000'. Producentens angiver selv koordinaterne på denne måde: 43° 24' 17" N - 11° 25' 00" E
Ønolog: Attilio Pagli.
Hvis man vil smage noget af det ypperste Sangiovese-vin, som Toscana byder på, er den store Percarlo fra producenten San Giusto a Rentennano svær at komme uden om. Også producentens andre vine er bemærkelsesværdige. Vi har haft meget stor glæde af deres Chianti Classico Riserva La Baröncole.
Her er vi endnu en smule længere sydpå i forhold til Rocca di Montegrossi, syd for Gaiolo og nordvest for Castelnuovo Berardenga. GPS-koordinater (Garmin): N43°22.221' E011°25.308' Klik for stor størrelse
San Giusto a Rentennano har 1,5 ha Merlot til vinen La Ricolma, 1,5 ha Malvasia og Trebbiano til Vin Santo, mens resten er Sangiovese og en smule Canaiolo. Der er dyrket økologisk siden 2001.
Læs flere detaljer om producenten i forbindelse med vores besøg i 2012 hos San Giusto a Rentennano.
Ønolog: Attilio Pagli.
I den sydligste del af Chianti Classico, ikke langt fra byen Castelnuovo Berardenga, har vi producenten San Felice,
Klik for stor størrelse
hvis vine mange sikkert kender fra Dansk Supermarkeds forretninger. Værd at holde øje med er især Chianti Classico Riserva Poggio Rosso (som vinmageren Leonardo Bellaccini serverer en fadprøve af på billedet). Men også producentens IGT-vin, Vigorello, hvis druesammensætning har varieret meget over årene, kan være interessant. Seneste version, som vi har kendskab til, var fremstillet af Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot. Trods de franske druer er smagen bemærkelsesværdigt toscansk.
Chianti Classico normale er en mindre vin til god daglig-brug.
Stedets fremtoning er noget atypisk i forhold til flertallet af andre producenter: Det er ligesom at træde ind i mindre by, når man besøger San Felice, idet der også bydes på luksus-logi, og der hører også en restaurant til stedet. Vi har dog indtil videre kun prøvet deres vin.
GPS-koordinater (Garmin) til San Felices p-plads: N43°23.351' E011°27.462'
Ønolog: Leonardo Bellaccini.
Læs flere detaljer om producenten i forbindelse med vores besøg i 2012 hos San Felice.
Den sydligste Chianti Classico producent, vi vil byde på, er Fèlsina, som ligger lige nord for Castelnuovo Berardenga. Der er også tale om en "gammel" og klassisk producent, hvis Chianti Classico Riserva Rancia og supertoscaner Fontalloro vi har fulgt i mange år. Klassiske vine angiveligt med stort lagringspotentiale. Vi foretrækker dem dog unge. Og der er altid risiko for at de kommer ind i en lukket periode, der kan vare mange år, hvorefter vi typisk mister interessen, når de kommer forvandlede ud på den anden side.
Ønolog: Franco Bernabei.
Der er nok af producenter at vælge mellem i Chianti Classico. Dem vi har skrevet om er som sagt nogle af dem som vi finder mest centrale, og hvis vine vi finder størst glæde ved at drikke.
Det du har læst om Chianti Classico indtil videre har primært handlet om vin.
Du kan læse om at spise på restaurant i Chianti Classico her.
Endelig kan vi varmt anbefale en pragtfuld gåtur lidt nordvest for Castelnuovo Berardenga.
April 2014