2023 - hurra! Det første år siden 2020, hvor vi kunne leve normalt uden covid-19-skyggen hængende over hovedet.
Den manglende trussel gjorde det muligt igen at rejse, gå ud at spise og alt andet i den stil uden at skulle bekymre sig.
At de færreste synes at have lært noget af det, vi alle har været igennem, er en anden sag. Alle giver hånd og krammer på livet løs. Der hostes og nyses igen lige ud i luften; eller i hånden, hvorefter man går hen og tager på alle mulige ting, som andre skal røre ved. Og de fleste forretninger har fjernet håndspritten. Og i skrivende stund ligger angiveligt 20% af befolkningen under dynen med influenza, covid og alt muligt andet.
Vi tog i februar nogle dage til Bologna. Fuld solskin og af med vinterfrakken! En dejligt overskuelig by til nogle dages ophold. Det kan anbefales!
Når vi er ude at rejse, nyder vi altid at spise ude både til frokost og aften. Og som altid videregiver vi vores erfaringer.
Her kan du se vores omtale og vurdering af syv restauranter i Bologna.
En af attraktionerne i Bologna er, at man kan komme op på toppen af det høje tårn, Asinelli tårnet, til højre på billedet. 97,2 meter højt er det.
Det hælder ikke så meget som det skæve tårn i Pisa. Men det hælder. Og det er tyndt.
Selv om det har stået der siden 1100-tallet og nok ikke vælter, lige når vi går op i det, var det ubehageligt at forestille sig at stå så højt oppe og i den ene side af udsigtspunktet nærmest kun at have luft under fødderne. Så selv om vi er meget glade for tårne med storslåede udsigter, blev det nej tak i denne omgang.
I øvrigt er tårnet i skrivende stund lukket grundet "vedligeholdelse i området"...
Bologna var så hvad det blev til af udenlandsrejser sammen, idet der i foråret tilstødte Helle nogle helbredsmæssige uheld - ikke alvorlige men fysisk voldsomt og langvarigt hæmmende - som i resten af året gjorde hende ude af stand til at foretage længere rejser.
Jeg (Preben) var i den tid, hvor Helle ikke kunne rejse, så privilegeret at blive inviteret til Norditalien på tre såkaldte presseture, hvor en gruppe vinskribenter fra flere lande bliver udsat for diverse oplevelser med hovedvægt på besøg hos vinproducenter, hvilket man derefter selvfølgelig forventer, at vi skriver noget om. Skønne ture, hvor jeg klart værdsætter dem, hvor der bydes på andre oplevelser end at se på ståltanke og barriques for derefter at smage en serie vine.
Som på turen til det ukendte distrikt Colli Berici (mellem Verona og Venedig), hvor et af programpunkterne var en el-cykeltur (for de friske) i vindistriktet - i høj sol og 37° varme! Fornøjeligt - bortset fra at jeg aldrig før i mit liv har savnet en flaske vand eller en kold øl så voldsomt.
Artiklen om Colli Berici kan ses her
Cykelvennerne Anders Halskov Jensen (skribent m.m.), Giovanni Ponchia (marketingdirektør i Colli Berici-konsortiet), Elina Kantelinen Brandt og Lena Särnholm (svenske skribenter)
En anden af presseturene gik til Verona. Her var programmet mere afvekslende end normalt, idet turisme m.m. også var en del af programmet.
Hvor en rejse normalt resulterer i, at jeg skriver en enkelt side, kom der hele fire sider ud af denne rejse. Jeg vil helt sikkert tage Helle med til Verona en dag - vi har aldrig været der - så selv om vindistrikterne omkring Verona var interessante, vælger jeg her at linke til siden om Verona (hvorfra der er adgang til de andre sider fra Verona-turen).
Den sidste pressetur gik til Gardasøen og omhandlede Lugana DOC og Garda DOC.
Fin tur. Men med paraplyerne konstant slået op. Det eneste jeg fik set til Gardasøen var, da jeg, efter at hele programmet var klaret, gik en tur fra hotellet (med paraplyen slået op) ned til søen. Billedet nedenfor illustrerer glimrende turens vejrmæssige grundtone.
Vi lærte under Corona, at der er masser af gode oplevelser at hente ved at tage mindre ture rundt i vores eget land. Hvor vi de foregående år har haft fornøjelse af ture til Jylland, var det i 2023 især Fyn, vi besøgte.
Vores "stamrestaurant", når vi passerer Fyn, er fiskerestauranten Rudolf Mathis, som vi besøgte for fjerde gang.
Det medførte en tredje opdatering af vores anmeldelse af restauranten, idet der er udsving i den høje kvalitet fra gang til gang.
I 2023 spiste vi en del mere ude, end vi plejer. Ud over den luksuøse Rudolf Mathis har vi haft flere andre gode oplevelser, hvor vi her vil fremhæve (link til anmeldelser af restauranterne) Magasingaarden i Faaborg, Bouillon på Frederiksberg (når det skal være billigt), Toto på Amager (perfekt inden en koncert i DR Koncerthuset). Alle tre besøger vi gerne igen.
Vinen til højre kunne vi sådan set godt have valgt som årets eller en af årets vine. Men vi vil i stedet udpege, hvad der for os har været Årets vinproducent: Il Poggione fra Montalcino.
Når vi i 2023 skulle være sikre på en god vinoplevelse lørdag aften, er valget ofte faldet på Il Poggione's Brunello di Montalcino 2018.
Vi har siden 2020 været begejstrede for samme vin i årgangene 2013, 2015 og 2016, så vores oplevelse er, at vi har at gøre med en ekstremt stabil producent.
Også producentens Rosso di Montalcino er vi meget glade for. I 2 1/2 år havde vi enorm glæde af årgang 2018, som nu er udsolgt. Vi har senere smagt årgang 2019, 2020 og 2021, som vi også har været og er glade for.
På presseturen til Colli Berici, valgte en af producenterne at gå lidt udover hvad det var meningen, at turen skulle promovere. Stefano Inama, ejer af Inama, satte en flaske Soave på bordet: Soave Classico, I Palchi Foscarino, Grande Cuvée, 2021.
Her blev alle de fordomme, jeg må tilstå, at jeg havde, om at man hverken kunne lave interessant vin i Soave eller på druesorten Garganega, gjort til skamme.
I Palchi var ganske enkelt fantastisk! Soave. Garganega. Verdensklasse. Så lærte jeg det!
Vi har ikke kunnet finde vinen i Danmark men købte den i Tyskland (dog i årgang 2020) for 388 kr., hvilket gjorde den til vores dyreste vinkøb i 2023.
Min interesse for whisky, som blev seriøs for et par år siden, har bidt sig fast.
For et års tid siden ville jeg sige som jeg altid har sagt: Jeg bryder mig ikke om røget whisky. Men det har forandret sig i løbet af 2023, og i en grad at jeg endte med at være lige så glad for de røgede whiskyer som de ikke-røgede.
Billedet ovenfor viser de to røgede whiskyer, som har været de bedste jeg har har smagt indtil videre: Longrow, Springbank og Port Charlotte, 10 år, Bruichladdich. Skønne whiskyer, hvor røgen ikke bare er groft lejrbål for fuld udblæsning men delikat røg, der ikke smadrer og undertrykker alt andet.
Mine oplevelser med røget whisky viser, at smag kan ændre sig - markant endda - man skal aldrig sige aldrig!
Det er skønt, at ens smagshorisont kan blive ved med at udvide sig, og der dermed er mere man kan have fornøjelse af.
På den omtalte tur til Colli Berici blev horisonten udvidet med Tai Rosso vinene. Og tænk at en Soave skulle gå hen og blive en af de skønneste hvidvine smagt i årets løb.
Mindre overraskende end at det var muligt at blive fan af røget whisky, og at Soave kan være interessant, var at de for os nye byer Bologna og Verona bød på dejlige oplevelser. De hører dermed uvægerligt også med til årets "landvindinger".
Hvad mon 2024 vil byde på?
