Cantina Pegoraro - en af Colli Berici's gode producenter
En indledende betragtning før vi kommer til de gode vine fra Colli Berici:
Kan man forestille sig at Cabernet Sauvignon et sted i verden kunne hedde Shulabello? Eller at Merlot kunne hedde Octaviana Crisca? Nej, vel?
Men hvorfor har de gode folk i Colli Berici så valgt at kalde en af deres vinmæssige hovedattraktioner Tai Rosso - når Tai Rosso er genetisk identisk med Grenache?
Men ok, på Sardien hedder druesorten Cannonau, i Spanien Garnacha, og der er også mange andre navne for druen. Så konklusionen er nok, at der er tale om et kært barn, der som bekendt har mange navne. - Og for at det ikke skal være løgn, så hed Tai Rosso indtil 2007 Tocai Rosso...
Efter en voldsomt øjenåbnende - eller måske rettere smagsåbnende - pressetur til det ukendte distrikt Colli Berici i Veneto er jeg egentlig godt tilfreds med, at der står Tai Rosso på etiketterne. For hvis der havde stået Grenache, havde jeg troet, jeg skulle ud i en sammenligning med fx Côtes du Rhône eller Châteauneuf-du-Pape. Og det skulle jeg slet, slet ikke!
Mere om Tai Rosso senere.
Tai Rosso druer
Hverken jeg (Preben) eller de andre seks skandinaviske vinskribenter, som deltog i presseturen til Colli Berici havde (som jeg husker det) hørt om appellationen eller været i området før. Consorzio Tutela Vini DOC Colli Berici e Vicenza og Studio Cru havde arrangeret turen.
Vi er i Veneto. Syd for Vicenza. Så vi befinder os mellem Verona og Venedig dvs. øst for Valpolicella og Soave.
Colli Berici (udtales Kålli 'Bæritsji) er en DOC for både rød-, hvidvin og spumante. Af konsortiets nyeste opgørelse over, hvor store arealer, der er beplantet med de 14 tilladte druesorter, fremgår, som det ses af diagrammet nedenfor, at Cabernet Sauvignon og Merlot er de mest plantede, mens Tai Rosso, som er den sort, flest synes enige om at fremhæve - og med rette var min oplevelse - kun tegner sig for 11% af arealet.
Det er svært at forestille sig en bedre måde at indlede bekendtskabet med Tai Rosso på end med et koldt glas rosé spumante fremstillet af druesorten og serveret i en vinmark med udsigt til masser af Tai Rosso druer. Og 35° i skyggen! Spumanten var særdeles indbydende med fin frugt, god tørhed og friskhed.
Enrico Pegoraro, Cantina Pegoraro
Men nu drejer Tai Rosso sig primært om rødvin. I den forbindelse var vi på besøg hos Cantina Pegoraro, som ifølge konsortiets direktør, Giovanni Ponchia, er en af områdets producenter med størst fokus på Tai Rosso.
Pegoraro ligger i den subzone, som er markeret i midten af kortet længere oppe på siden. Tai Rosso vinene derfra har lov til at kalde sig Barbarano navngivet efter byen Barbarano Vicentino, men det er der aktuelt kun to producenter, der benytter sig af, og Pegoraro er ikke en af dem.
Som nævnt er Tai Rosso det lokale navn for Grenache. Men heldigvis har den tilpasning, som druen har gennemgået siden den ankom til området sandsynligvis i 1300-tallet, resulteret i, at druerne indeholder mindre sukker og mere syre, så druen her udtrykker sig markant lettere og friskere, end jeg umiddelbart ville forvente af Grenache.
Pegoraro var leveringsdygtig i fine og attraktive repræsentanter for typen. Om den første af de serverede rødvine, Tai Rosso 2022, (den midterst på billedet nedenfor) sagde Enrico Pegoraro - nok med en smule overdrivelse for at fremme forståelsen - at vinen er god både når man står op om morgenen, som aperitif til frokost, til en pastaret til frokost, til et glas om eftermiddagen, til fisk og til salami. Vel at mærke serveret ved 14° for at holde på vinens friskhed.
Udsagnet giver et glimrende billede af vinens alsidighed med dens lyse frugt, lethed, friskhed, og i og med parringen med fisk også, at man ikke mærker tanniner, når man drikker den. Vinen er lagret på stål.
Vi smagte også samme vin i årgang 2020, altså to år ældre, hvilket gav mig indtryk af, at vinen er sjovest som ung.
Også Pegoraro's anden Tai Rosso, Rovea 2019, som er lagret et år på let brugte barriques, havde dejlig frugt. Den var lidt kraftigere og mørkere end den første rødvin, og man mærkede en smule tannin.
Pegoraro er så heldig, at de kan afsætte alt lokalt, så de eksporterer intet!
Det gør til gengæld den følgende producent, og hvis jeg var importør, ville jeg tjekke dem ud for et samarbejde.
Et andet sted, hvor man leverede Tai Rosso-varen var Cavazza, som jeg fandt var et vidunderligt sted i enhver henseende. Her var der sjæl, liv og glade dage - jeg var i sjælden grad opløftet, da jeg forlod stedet.
Cavazza ejes af kusine-fætrene Elisa, Stefano, Andrea og Mattia Cavazza. De producerer en lang række vine fra flere forskellige områder. Fokus under vores besøg var selvfølgelig på Colli Berici vinene.
Vi lagde ud med to Tai Rosso vine. Den første var årgang 2022 lagret på stål. En superfrisk og endda læskende vin med en ren smag af friske bær og et ganske let strejf tannin, der var lidt landlig på den gode måde. En let, uhøjtidelig og meget dejlig vin, som blev serveret afkølet, som sådan en skal. Dejligt lave 12,5% alkohol.
Cavazza's anden Tai Rosso, Corallo, som vi smagte i årgang 2020, er lagret seks måneder på brugte franske barriques. Den havde mørkere farve, større fylde, mindre frugt, mere tannin og 14% alkohol.
Jeg var klart gladest for den første vin, som kan købes på ejendommen for 5€! Ufattelig godt køb.
Den sidste Cavazza-vin, jeg vil fremhæve, er Merlot 2018 fra deres Cicogna-ejendom,
hvor man producerer mere luksusprægede rødvine. Vinen lagres først 12 måneder i barriques og derefter seks måneder i beton.
Vinen er meget fint balanceret, stilen er ganske seriøs med passende tannin og god friskhed. Dejlig vin!
Den kunne erhverves for 16 € på ejendommen.
Cavazza's Merlot og deres "lille" Tai Rosso ville være meget velkomne på min vinhylde!
Cavazza lod os også smage deres Cabernet Sauvignon fra Cicogna-serien. Men hverken den eller andre af de mere "ambitiøse" Cabernet vine, som vi smagte på turen, ramte mig.
Vinmager Mattia Cavazza foran Cabernet Sauvignon marken ved Cicogna ejendommen
Som nævnt var jeg stærkt opløftet, da jeg forlod Cavazza.
Elisa Cavazza
Alt spillede: stærkt opmuntrende vine,
omhyggelig servering med passende afkøling, høj professionalisme parret med fantastisk god stemning. Den femretters frokost var i særklasse med mange smage, jeg ikke før i mit liv er stødt på.
Udover at en af ejerne, Elisa Cavazza, var entusiastisk omkring sine vine, observerede jeg, at hun på et tidspunkt under frokosten var dybt optaget af at gå rundt med mobilen og fremvise vigtige familiebegivenheder; det var som pludselig at være midt i et meget familiært og menneskevarmt selskab.
Hvis jeg var importør, ville jeg som allerede nævnt have dem i kikkerten.
Som nævnt indledningsvis er Cabernet Sauvignon og Merlot de mest plantede druesorter i Colli Berici. Her fandt jeg entydigt - godt nok på baggrund af ikke så mange sammenligninger - at når konkurrencen stod mellem Cabernet Sauvignon og Merlot, var Merlot den klare vinder.
Den eneste Cabernet-vin jeg med glæde ville have sagt ja tak til at medbringe i kufferten på hjemrejsen var en uprætentiøs vin, som gav den helt indlysende drikkeglæde, som de fleste af de mere ambitiøse vine efter min mening ikke bød på.
Den stod producenten Fattoria Le Vegre for. En uhøjtidelig og let sag på 13% fremstillet af 80% Cabernet Franc og 20% Cabernet Sauvignon. Kun tre dages maceration. På mine smagsløg udkonkurrerede denne vin andre af producentens mere vægtige (og dyrere) vine i drikkeglæde - som jo trods alt har en vis betydning, når man drikker vin! 6,50 € hos producenten.
Hermed lagde vinen sig i forlængelse af mine oplevelser med Tai Rosso vinene: Jeg var gladest for de enkle og lette vine.
Fattoria Le Vegre: udsigt og ejeren Domenico Chiesa
Le Vegre er i øvrigt også en agriturismo, der ligger lige syd for Vicenza, hvortil der er et kvarters kørsel.
En producent, hvis rødvine jeg til gengæld næppe havde sagt ja tak til at hjembringe i kufferten, var Inama. Og det til trods for (eller måske fordi?) at man siden 2017 har allieret sig med en fransk konsulent, Stéphane Derenoncourt (der bl.a. arbejder for en del Bordeaux-slotte), der skulle katapultere vinenes niveau til nye højder, hvor man i forvejen arbejdede meget kvalitetsorienteret.
Stefano Inama
Stefano Inama, ejer af Inama, havde tydeligvis en ganske anden tilgang til vin end de andre producenter, vi besøgte. Tai Rosso bryder han sig ikke om. Han er derimod stor fan af Bordeaux. På egne breddegrader er han først og fremmest til Carmenère men bruger også Cabernet Sauvignon og Merlot. Og så er han i gang med at plante Cabernet Franc (faderen til Carmenère), idet den franske konsulent mener, at de bedste betingelser for Cabernet Franc i hele Italien sandsynligvis findes i Inama's jordbund.
Som jeg fornemmede stemningen i rummet, hvor vi skribenter smagte sammen, var jeg relativt alene om ikke at blive begejstret for de smagte rødvine.
Ingen tvivl: Vinene var ekstremt professionelt vellavede. Der var intet der stak en millimeter ud til den forkerte side. Teknisk set var vinene perfekte og velslebne til mindste detalje.
Men jeg blev ikke det mindste glad ved at drikke dem. Og fraværet af glæde, når jeg drikker vin - det går altså ikke!
Som en stor og positiv overraskelse blev det til gengæld helt vildt for mig, da jeg smagte to af Inama's hvidvine. Hold da helt op, hvor var de gode! Deres Soave Classico, I Palchi, Foscarino, Grande Cuvée, 2021 var fantastisk.
Idemanden bag vinen er Stefano's søn Matteo, og vinen er siden videreudviklet sammen med Stefano og resten af Inama-teamet.
Vinen er fremstillet af 100% Garganega, hvilket var endnu en overraskelse - kan man virkelig lave stor vin af Garganega? Der foretages tre forskellige typer presninger af druerne, og hver af disse lagrer på tre forskellige typer beholdere: store fade, lidt barriques og lidt stål. Det giver ni vine, som blandes med henblik på det optimale resultat. Sådan skal den skæres!
Vinen koster 48 € hos producenten.
Også Inama's Vulcaia, Fumé, Sauvignon del Veneto, 2021 var fremragende. En del større fylde og modenhed end man er vant til fra Frankrig. Og 15% alkohol - som ikke mærkedes.
Den koster 36 €.
Der er (indtil videre) ingen fransk vinkonsulent inde over hvidvinene. Lad det bare blive ved med at være sådan...
Nogle af Inama's vine - men desværre ikke de nævnte - forhandles af Løgismose.
Selv om det var promovering af vinene fra Colli Berici, der var turens formål, fik vi også mulighed for at smage på nogle af naboområdernes vine. Soave er allerede nævnt.
På restauranten den første aften valgte Colli Berici konsortiets direktør sammen med Studio Cru's leder entusiastisk mousserende vine på druesorten Durella, vine der kom fra DOC Lessini Durello (og ja: druen hedder Durella, vinen Durello), som er nabo til Colli Berici mod nordvest. På en anden af aftenrestauranterne blev der også serveret Durello. Desuden smagte vi en god Durello-spumante under besøget hos Dal Maso, hvis vine Vin til tiden i skrivende stund forhandler en del af. Også wineboutique forhandler nogle.
At man på sådan en tur vælger at servere spumante Durello fremfor Colli Berici, må sige noget om, hvor man lokalt mener at finde de bedste spumanter.
Hos Dal Maso fik vi serveret, hvad der må have været turens dyreste vin: en Vin Santo 2007 fra DOC Gambellara (lige vest for Colli Berici). Den koster herhjemme i skrivende stund 2995 kr. for 1/2 liter. Hos producenten kan den erhverves for 150 €.
Med et sukkerindhold på 500 g pr. liter var denne tyktflydende sag selvfølgelig sød og havde smage af sirup, men den var superflot og havde nogen friskhed. Lækker og på trods af det halve kilo sukker var den faktisk balanceret.
September 2023
