Vinmarker hos Perla del Garda
Under en masterclass om Lugana- og Garda-vinene blev vi mødt med udsagnet om, at for appellationerne omkring Gardasøen er klimaet en ven. Set ud fra et landbrugssynspunkt - og vindyrkning er jo et landbrug - er regn en del af venskabet. Og det var den form for klimamæssige venskabelighed vi, der deltog i en pressetur til området, blev mødt med i rigt mål. Faktisk var der under vores ophold kun et par minutter, hvor noget, der lignede solstråler, pletvis nåede jorden. Det unikke øjeblik er indfanget på billedet ovenfor.
Turen var arrangeret af konsortierne Consorzio Tutela Lugana DOC og Consorzio Garda DOC samt AVIVE - Verona Wine Association. Preben deltog sammen med et par håndfulde andre danske og tyske vinskribenter.
Jeg har før deltaget i et webinar tilrettelagt af de samme organisationer og med det samme formål: at give fokus til DOC'erne Lugana og Garda. Det gav anledning til en artikel, på baggrund af 12 smagte vine fra de to appellationer.
Nogle fakta-ting vil derfor være gentagelser.
Både Lugana- og Garda-vinene fremstilles omkring Gardasøen. Appellationerne har det til fælles, at én del ligger i Lombardiet, den anden del i Veneto.
På kortet nedenfor ses afgrænsningen af DOC Lugana. Den stiplede linje, der bedst ses midt ude i Gardasøen, viser hvor skellet mellem de to regioner går.
Umiddelbart kunne man få indtryk af, at turen havde en del større fokus på Lugana end på Garda. Dette indtryk skyldtes nok især, at Lugana er en hvidvin fremstillet af en enkelt druesort, Turbiana, mens Garda, som kan være både rød, hvid og rosé, kan fremstilles af 17 forskellige sorter. Der var dermed uundgåeligt større genrespredning på Gardavinene. Faktuelt smagte vi 32 Lugana-vine og 27 Garda-vine.
Vi besøgte og smagte vine hos følgende producenter:
Lugana er som nævnt en hvidvin, der fremstilles af druesorten Turbiana plus evt. max 10% andre grønne sorter i et område syd for Gardasøen (se kortet ovenfor).
Der har været og er fremdeles en del roderi - som er det rette ord - omkring Turbianas identitet og synonymer for sorten. Jeg vil her koge det ned til, hvad der for mig ser ud til at være konklusivt: Turbiana er i Lugana det lokale navn for Trebbiano di Lugana, der ikke, som nogle mener eller har ment, er den samme sort som Verdicchio, der angiveligt har ganske andre fysiske egenskaber.
Lugana fremstilles udover som "almindelig" Lugana også med tilføjelserne Superiore, Riserva, Vendemmia Tardiva og som Spumante. Men 90% af produktionen er slet og ret Lugana.
Blandt de 23 smagte hvide og tørre Lugana-hvidvine, var jeg gladest for dem jeg smagte hos Cascina Maddalena, hvor vi blev præsenteret for to forskellige vine i forskellige årgange, hvilket var særdeles lærerigt.
Cascina Maddalena er et lille og sympatisk familieforetagende med blot fire ha vinmarker, der kan levere druer til 35.000 flasker. Så man supplerer indtægterne fra vinen med agriturismo og arrangementer såsom picnic i vinmarken, vinsmagning og mulighed for at spise deres hjemmelavede mad på stedet.
Elisa Zordan tager sig af agriturismoen, besøg på ejendommen og vinsalg. Broderen, Mattia er vinmageren, moderen står i køkkenet, faderen sørger for butikken og hjælper til i vinmarken.
Søskendeparret Elisa og Mattia Zordan
Vi smagte producentens to Lugana'er Capotesta og Clay, der begge udelukkende lagres på ståltanke.
Capo betyder chef, testa betyder hoved. Capotesta er altså en vin efter Mattias hoved, sådan som han synes en Lugana skal skæres.
Capotesta 2021 var en fin repræsentant for typen, let blomstrende, lidt urtet, velsmagende, med fin friskhed og heldigvis ingen bitterhed. En umiddelbar og meget drikbar vin.
Vi smagte også vinen i 2020 og 2016. Sidstnævnte havde en fyldig og karakterfuld duft, mens smagen bød på god mineralitet og middel frugtintensitet. Den demonstrerede, at en vellavet Lugana ikke behøver tage skade af lidt alder, måske endda tværtimod.
Navnet på producentens anden hvidvin, Clay, afspejler den høje forekomst af kalk i jorden. Vinen fremstilles kun i de bedste år og som den eneste af producentens seks vine med naturgær. Og i disse tider med højere temperaturer, hvor nogle høster allerede i begyndelsen af august, er druerne til Clay først færdighøstede i slutningen af oktober!
Vi smagte vinen i årgangene 2020 og 2018. Og sikke en forskel, som umiddelbart var klart til 2018'erens fordel, hvor 2020'eren aktuelt forekom temmelig lukket. 2018 havde en ekstremt flot og vinøs duft. Også smagen var flot, frisk og ganske karakterfuld.
Mattia tilstræber en stilforskel mellem de forskellige årgange, dels afhængigt af hvad der bydes på i vinmarken, men, som jeg forstod det, også grundet hans personlige skift i stilpræferencer. I 2018 var vægten således på fylde, hvor det var elegancen der blev tilstræbt i 2020. En holdning der er meget langt fra industriel tilgang, hvor man ofte går efter ensartethed, på trods af hvad de forskelle års druemateriale lægger op til.
Jeg spurgte om, hvorfor en vin af denne kaliber hverken var Superiore eller Riserva. En af grundene er, at Cascina Maddalena insisterer på at bruge skruelåg, hvor reglerne tilsiger korkpropper. Men Mattia går ikke op i etikette-hieraki men vil lave vin, sådan som han synes den skal laves. Og hos Cascina Maddalena mener man, at skruelåget er fremtiden.
I forhold til de på turen smagte Lugana'er, synes jeg, at de to nævnte fra Cascina Maddalena giver et indblik i, hvad man kan opnå dernede: Den meget flotte Clay 2018 var et højdepunkt, men det skal i nøgternhedens interesse siges, at stilen var atypisk; her er producentens Capotesta tættere på den mere umiddelbare og "lette" stil, som jeg mødte i de fleste af de smagte Lugana-vine.
Capotesta koster for private kunder 15 € på ejendommen, mens Clay koster 30 €.
I Danmark forhandles Capotesta 2020 til 185 kr. og Clay 2018 til 355 kr. hos Otto Suenson.
Af de andre smagte Lugana-vine, vil jeg fremhæve:
Gennemgående for mange af vinene var en urte- eller græsagtig tone, relativt diskret frugt med hvide blomster eller hvide ferskner. Nogle af folkene dernede talte også om mandler, hvilket ikke var noget jeg bemærkede. Vinene havde typisk pæn friskhed, middel tyngde og en alkoholprocent på 13% eller 13,5%.
Mammas frokost - der er spist op med stort velbehag
Hvor Lugana er en geografisk relativt lille og meget specifik DOC - hvidvin lavet på Turbiana indenfor et meget begrænset område syd for Garda-søen - er Garda en stor DOC beliggende såvel vest, syd som øst for Gardasøen, og indenfor sin udstrækning rummer den fx Valpolicella, Bardolino og Custoza. Appellationen strækker sig over alle de brunfarvede områder på kortet nedenfor.
Meningen med Garda DOC'en, som er fra 1996, er at give opmærksomhed til "fremmede" druesorter, såsom Chardonnay, Cabernet og Merlot, som ikke kunne rummes af de i området i forvejen eksisterende appellationer.
Man har indenfor DOC Garda lov til at bruge hele 17 forskellige druesorter, såvel blå som grønne, hvoraf ca. halvdelen er indfødte italienske sorter til hvid-, rosé-, rød- og passitovin samt spumante. Så der er om ikke frit slag så dog mulighed for store slag i bolledejen.
Et godt eksempel på en Garda-producent er Cantina Gozzi. Karakteristisk for de fleste Garda producenter er, at de også producerer vine indenfor de mere lokale appellationer, som de befinder sig i. Således laver Gozzi også vin fra DOC'en Garda Colli Mantovani, indenfor hvilken de bor, og fra Alto Mincio IGT.
Gozzi bød på to røde Garda-vine, en Merlot- og en Cabernet-vin, hvor jeg fandt, at flere ting gik op i en højere enhed på trods af vinenes bemærkelsesværdigt lave pris: 6 € for privatkunder ved køb på ejendommen!
Merlot 2022 var velsmagende, behagelig, balanceret og vellavet med pæn syre, milde tanniner og god tørhed. Pleasende på den gode måde parret med et mål af karakter, så man også som vinentusiast kan værdsætte den, hvilket er ekstremt godt gået af en ståltankslagret vin til den pris!
Emmanuel Gozzi
Cabernet 2021 er i samme stil som ovennævnte Merlot med lidt mere solbær, lidt større fylde og lidt mere sødme. Ligesom Merlot'en er vinen vellavet, balanceret og med god friskhed. Også den er udelukkende lagret på stål.
Hvor jeg normalt synes, at det i Italien er vine på de indfødte druesorter, der giver de gode resultater, må jeg sige, at Merlot og Cabernet her gav mening. Så Garda-DOC'en har bestemt sin berettigelse!
Vi smagte hos Gozzi også andre og dyrere rødvine, men faktisk var jeg gladest for deres helt basale og enkle rødvine.
Cantina Gozzi kan andet end at lave rødvin: De laver også hvid- og rosévin samt frizzante og spumante. Alle tre smagte boblevine var på deres niveau gode. Især blev jeg glad ved mødet med spumanten Metodo Classico 2019, fremstillet af 60% Pinot Nero og 40% Chardonnay, for mig en af turens bedste spumanter.
Den har ligget tre år på gæren. Den har fine bobler, og smager som om den kunne have ligget på træ, men det har den ikke. Alting er passende balanceret - vinen er en fornøjelse at drikke: man fristes til hele tiden lige at skulle have en slurk eller et glas mere.
Pudsigt nok har den ingen oprindelsesbetegnelse, er altså hverken en DOC eller en IGT. Men skidt være med det, det er trods alt indholdet i flasken, der tæller!
Den koster 15 € hos producenten.
Sympatiske og kyndige Giovanna Prandini ejer La Perla del Garda og er samtidig vinmageren på stedet. Hun har ikke tidligere generationers erfaringer at bygge på, men har efter at have været i finanssektoren, kastet sig over vinproduktion og har fået bygget et moderne vineri, hvor jorden dyrkes økologisk, og Perla del Garda er certificeret som bæredygtigt vineri.
Giovanna Prandini
Størstedelen af Perla del Garda's produktion er mousserende Garda og hvid Lugana, men jeg vil fokusere på den rødvin, hun serverede til den fine middag, vi fik på ejendommen på turens sidste aften. En vin, som Giovanna Prandini tydeligvis også selv er stolt af.
Under en fjerdel af de vine, vi smagte på turen var røde, hvilket ikke rækker til et solidt grundlag for at bedømme, hvad man under Garda DOC evner rødvinsmæssigt. Men Prandini mente, at rødvin har et potentiale i området.
Perla del Garda producerer fire forskellige Garda-rødvine, alle fremstillet af Merlot. Den ene, Leonatus, var en af de to rødvine, jeg sidste år fremhævede i min artikel efter webinar-smagningen af Lugana og Garda. Så hun kan åbenbart et eller andet med rødvin!
Den vin, vi smagte til middagen, var hendes top-rødvin: filo rosso, som stammer fra ejendommens ældste vinmark, og som lagres ca. 12 måneder på barriques og tonneaux. Vi smagte årgang 2015.
Vinen har en fin, ganske kompleks og karakterfuld duft, og i munden er den balanceret og velsmagende med en smule sødme. En vin, der klart skilte sig ud i forhold til de andre rødvine, vi smagte på turen.
Den er nok ikke lige til at få fat i, da der årligt kun produceres færre end 2000 flasker. Prisniveauet er 35-38 €.
Men den - og førnævnte Leonatus - demonstrerer (sammen med tidligere nævnte vine fra Gozzi), at der kan laves god rødvin i området.
Når jeg google-tjekker for vinene fra de producenter vi besøgte på turen, ser det sløjt ud med tilgængeligheden af Lugana- og Garda-vinene i Danmark på nær for en enkelt producents vedkommende. Især Garda ser det ud til at stå slemt til med - jeg har ikke kunnet finde én eneste Garda enkeltsortsvin, som er dem, der her er til behandling. Så det er forståeligt, at man dernedefra gør et stort og godt stykke promoveringsarbejde.
Med angivelse af DOC og producent er billedet i skrivende stund således:
Lugana, Cascina Maddalena kan købes hos: Otto Suenson.
Lugana Ca'Maiol kan købes hos: Stavtrup Vine.
Lugana, Zenato kan købes hos: Bottle Hero, Espergærde Vinhandel, Haugaard Vin, Hillerød Vinkompagni, Kjær & Sommerfeldt, vildmedvin og Vinreolen.
Maj 2023
