Vi har spist seks gange på fiskerestauranten Rudolf Mathis i Kerteminde. Den har i årevis fungeret som en art stamrestaurant, når vi var på de kanter. Da det var bedst, var der fem stjerner over hele linjen.
Over de seneste år har der dog for os tegnet sig et klart billede af en stabilt nedadgående kvalitet på stort set alle parametre. Og efter vores sidste besøg er vi nået til, at vi fremover vil kigge efter alternativer. Trist!

Vinkortet er stort og med hovedvægt på de europæiske klassikere.
Der er mulighed for at vælge vinmenu eller "à la carte" samt at vælge enkeltglas fra vinmenuen.
Vinpriserne er ganske favorable efter danske forhold. Otte stikprøver viser en faktor 2,2 i forhold til detailpris.
Vinbetjeningen nåede under vores sidste besøg et lavpunkt: Vi fik vejledning, der var ubrugelig.
Vi ønskede en klassisk hvid Bourgogne, men det første forsøg ramte helt ved siden af; vi kunne overhovedet ikke smage noget som helst, der gav os mindelser til Bourgogne, og vinen smagte ikke godt.
I erkendelse af, at vi måtte være selvhjulpne, valgte vi herefter en vin fra en producent, som vi kendte - heldigvis var det muligt at få byttet den første vin, selv om den ikke var fejlbehæftet.

Rudolf Mathis har igennem alle årene kørt med det faste koncept: tre eller fem retter.
Før de egentlige serveringer får man en appetitvækker med tre små hapsere, som altid har stor-fornøjet os.
De var denne gang mindre spændende end tidligere og var derudover skrumpet markant.
Forret og hovedret var nogenlunde på vanligt Rudolf Mathis niveau.
Desserten, der altid har været helt i top, og som kunne indeholdende flere mangeartede og kontrasterende dele, var denne gang - restaurantens niveau taget i betragtning - en simpel og kedelig servering, hvor en af ingredienserne var noget besynderlig - godt nok hjemmelavet - vingummi, og isen var godt i gang med at smelte.
Så vi kommer helt ned på tre stjerner for maden set i forhold til det niveau, vi mener vi kan forvente af en treretters menu til 695 kr.
Tjenernes opmærksomhedsniveau, der tidligere har været fra glimrende til verdensklasse, var denne gang som på en almindelig mellemklasserestaurant.
Tjenerne var søde og venlige. Men igen: når et besøg med aperitif, treretters menu og en flaske vin for to personer løber op i 2800 kr., bør også betjeningen skille sig positivt ud fra hoben.
Juni 2026