Jeg (Preben) smagte over en uge fire forskellige årgange af Barolo Riserva, Cannubi, Fratelli Serio & Battista Borgogno, som Piemonte Vine venligt havde stillet til rådighed. Det drejede sig om årgangene 1999, 2001, 2003 og 2004.
Alle vine blev smagt på samme måde som vi altid smager vin: Før, under og efter aftensmåltidet. Og da vinene var en ordentlig mundfuld, var der heldigvis også noget tilbage til næste dag, som muliggjorde at indsamle yderligere "data".
Vinene er fremstillet efter traditionelle metoder, dvs. lang macération og (som producenten skriver på sin hjemmeside) tålmodig lagring i 40-50 hl fade, 2 år for at være mere præcis.
Det betyder, at vinen er i centrum; der er ikke nogen barriquelagring til at iblande lækre, moderne smage.
På den baggrund havde jeg regnet med risikoen for - især i de yngre udgaver - at møde strenge og utilnærmelige vine, men det skulle vise sig slet ikke at være tilfældet. Tværtimod appellerede alle vine til den basale
nydelse, nogle mere end andre naturligvis.
Det generelle billede er vine med relativt fredelige tanniner, meget balancerede og helstøbte vine med ganske høj syre, der vil medvirke til at gøre vinene holdbare.
Jeg fik også indtryk af holdbarheden ved at smage alle vinene dagen eller dagene efter åbning, og ingen af vinene udviklede på noget tidspunkt oxiderede smage men beholdt i høj grad deres oprindelige udtryk.
Vinene var alle karakteriseret ved at være drøje i brug: Man hælder ikke lige sådan en hel falske ned uden at møde modstand her. Vinene var desuden ekstremt rene og transparente. Vine, som det er en fornøjelse i ro og mag at indstille sig på og "lytte" til, da de ikke buldrer frem og "larmer".
Jeg oplevede, at vinene var kendetegnet ved mildhed og elegance. Nogle af dem kunne bide lidt, men da slet ikke noget taget i betragtning af, at vi har med Barolo at gøre.
(Det forekommer i øvrigt at have kendetegnet en hel del af de vine, som vi har smagt fra forhandleren, Piemonte Vine, at de ofte klart er til den relativt feminine og blide side.)
Uden at jeg kan prale af et indgående kendskab til traditionelt fremstillet Barolo, vil jeg vove den påstand, at Serio & Battista Borgogno's er atypisk milde, hvilket nogle temperamenter og smagsorienteringer givetvis vil fortolke som en fordel, andre som en ulempe.
Jeg er personligt altid glad for, når vine byder på nydelse frem for kun at tale til mit intellektuelle analyseapparats vurdering af hvornår vinen (måske) bliver drikbar.
Jeg har ovenfor prøvet af uddrage fællestrækkene ved de fire årgange for at prøve at indkredse, hvad det er for en vin vi har med at gøre her.
Men der er da klare - og lidt mindre klare - forskelle mellem årgangene. Her tænker jeg ikke kun på de indlysende forskelle, som skyldes, at vinene har forskellig alder; disse forskelle opleves egentlig ikke som så signifikante.
Nogle gange, når jeg smager en vin, ser jeg for mig et menneske med bestemte karakteristika. (Det kræver nok at vinen har det, som jeg - uden at kunne definere det præcist - vil kalde sjæl.) I de tilfælde synes jeg, det giver mening at sammenligne en vin med en personlighedstype, så det vil jeg gøre i det følgende, hvor jeg prøver at indkredse "personligheden" af de fire årgange af denne vin.
I anmeldelsen af 1999'eren (kan læses her) har jeg beskrevet vinen som ganske maskulin, men også med forfinede og elegante træk, og det muskuløse og elegante spiller meget harmonisk sammen. Markant på en venlig måde.
Jeg oplever 1999 som den mest maskuline af de fire årgange, mest rank, "bestemt" og markant, men samtidig
venlig. Klassisk.
Hvis det var en person, ville det være en mand, som man havde naturlig respekt for grundet hans veldefinerede personlighed og integriteten på plads, og samtidig en mand som man ville have tillid til altid ville forsøge at møde sine medmennesker venligt, oprigtigt og indfølende. Altså et veludviklet og nuanceret menneske med mange facetter i helstøbt og god balance.
2001 (anmeldelse kan læses her) fremstår meget mere elegant end 1999, og det tror jeg er årgangens udtryk frem for at være noget der skyldes den anderledes fremtoning, som vinen naturligt vil have grundet dens yngre alder. (Det burde jo også være omvendt: at elegancen udvikler sig med alderen og strengheden aftager).
2001 oplevede jeg som den mest elegante af de fire årgange. 1999 har elegancen som supplement til den grundlæggende maskulinitet, mens elegancen for 2001 er helt fundamental.
I forbindelse med denne årgang er billedet af en person snarere en kvinde, mild, charmerende, kultiveret, indtagende, men aldrig en der ville råbe op, ej heller bide fra sig, hvis hun blev fornærmet eller trådt på. Måske lidt forsigtig og tilbageholdende.
Lukningen, som er beskrevet i anmeldelsen af vinen, gik delvis over, så vinen smagt dag 3 blot må betegnes som lettere reserveret.
2004 (anmeldelse
kan læses her) ligner 2001 noget ved at være meget indtagende
og lækker. Den har også elegance, men denne er i nogen grad pakket ind i lidt større fylde og krop.
Denne vin lukkede i
modsætning til 2001 aldrig på noget tidspunkt men blev tværtimod mere og mere
indtagende med luftning. Dag 2 var den forførende lækker på en stilfærdig og
kultiveret måde.
Igen for at tegne et menneskeportræt, som vinen kan sammenlignes med: Den er ligesom 2001 klart en kvinde. Blid og sød. Hun har lidt mere kød på kroppen end 2001'eren. Kultiveret ja, men mere munter og slagfærdig end 2001. Let at snakke med og være sammen med. Åben og direkte. Tager livsgladt og ubekymret for sig af livets nydelser, hvilket bidrager med de ekstra - men stadig smukke - par kilo på kroppen. Kort sagt: Mere ekstrovert.
Denne årgang var min favorit blandt de fire smagte.
2003 (anmeldelse kan læses her) er lidt outsideren i forhold til de tre andre årgange på trods af de tydelige forskelle mellem de tre. For hvor de "mennesker", som jeg har sammenlignet 1999, 2001 og 2004 med, er modne, harmoniske og på hver sin måde indtagende mennesker grundet positiv stimulans gennem store dele af livet, så får jeg i forbindelse med vinen i årgang 2003 et billede af en ikke helt harmonisk person, hvor energien ikke flyder så frit, en reserveret person, der grundet modstand på sin vej, eller måske især pga et fra fødslen vanskeligt og ikke helt harmonisk sind, ikke står så stærkt. Lidt alvorlig og ikke så livsnydende og derfor lidt for mager og med en udstråling af lidt stækket livsglæde.
Det er måske nok et lidt dystert billede at sammenligne
vinen med, men jeg havde svært ved at finde så klare lyspunkter som hos de
andre årgange.
Kun på dag 3 spurgte jeg mig selv, om jeg kunne have været for streng ved i min
anmeldelse kun at give tre stjerner. Her udviste vinen en pæn harmoni, og der
kom også lidt sødme som var afvæbnende i forhold til den generelt strenge
indtryk. Tiden må vise, om den har et potentiale til mere harmoni og godhed.
Indtil videre står jeg ved de tre stjerner.
Det var for mig både spændende og noget af en luksus over en uge at smage fire flasker Barolo Riserva i "fuld længde" og over tid, sådan som jeg godt kan lide at møde vin.
Inden jeg smagte vinene havde jeg som tidligere nævnt den frygt, at det at smage traditionelt fremstillet Barolo kunne indbyde til lidelse (det tror jeg stadig på, at det kan ind imellem), men i tilfældet med Serio & Battista Borgogno's Baroli blev det på afgørende vis demonstreret af oplevelserne med disse (mestendels) dejlige flasker, at det også kan være dejligt og fornøjeligt.
December 2008
