Verona - vin og turisme

- del 4: Besøg hos vinproducenter i Soave og Custoza (hvidvin)
Barrique-hallen hos Anselmi, hvor det bortset fra de grønne flasker er vinen, der giver de forskellige farver i de liggende flasker.

Soave eller ikke Soave

I Soave-området besøgte vi:

  • Pieropan
    som producerer Soave
  • Anselmi
    som har meldt sig ud af DOC Soave for at kunne lave vine efter eget hoved

Hvidvinen Soave skal være fremstillet af mindst 70% Garganega, højst 30% Chardonnay/Trebbiano di Soave og højst 5% andre grønne druesorter.

Pieropan

Pieropan har som omtalt i denne series første artikel vundet priser for deres vineri i Great Wine Capitals' konkurrencer i Arkitektur og landskab-kategorien. Og det var en unik og imponerende bygning, som spiller usædvanligt harmonisk sammen med det omgivende landskab. Indvendig var den monumental og imponerende.

Jeg har kendt Pieropan-navnet i årtier og ved, at det altid har raget frem som toppen af poppen, når vi snakker Soave. Og Helle og jeg havde stor glæde af en Pieropan-vin, da Helle for nogle år siden fejrede rund fødselsdag på en italiensk restaurant.

Andrea Pieropan, der er ejer sammen med broderen Dario (vinmager) og moderen Teresita

Jeg var derfor spændt på at smage nogle flere af Pieropan's vine; tre blev det til. Det er sådan en smagning, hvor man grundet producentens tårnhøje ry håber på noget, der for alvor begejstrer. Men jeg må tilstå, at jeg fandt smagningen mindre interessant end bygningen.
Soave Classico 2022, 85% Garganega, 15% Trebbiano di Soave lagret i glasbeklædt beton 3-8 måneder, var sådan set rimelig, men også ret neutral; kedelig vil jeg sige.
Calvarino 2021 70% Garganega, 30% Trebbiano di Soave, 12-15 måneder i glasbeklædt beton, havde mere duft og større fylde, men var også i den neutrale genre.
Bedst fandt jeg La Rocca 2021, 100% Garganega, lagret i tonneaux eller store fade i 12 måneder. Her var der en del mere duft, fin smag med både mild frugt og velintegreret fadpræg.

Oplysning om forhandlere kan fås ved at kontakte Adriat Vinimport.

Anselmi

Anselmi ligger i fugleflugtslinje mindre end tre kilometer fra Pieropan. Afstanden mellem de to producenters tilgang til vinproduktion er noget større.

Anselmi blev grundlagt i 1948 af Almerino Anselmi, hvis søn Roberto er den nuværende ejer. Roberto Anselmi har skabt producentens nuværende profil, hvor man satser på topkvalitet produceret af egne druer, hvor faderen solgte enorme mængder vin produceret f.eks. i Chianti og Syditalien.
Roberto forlod desuden Soave-DOC'en, fordi han ønskede frihed til at lave vin, som han syntes den skulle laves, hvilket især betyder, at han også ville kunne bruge druer som Sauvignon Blanc, Goldtraminer, Incrocio Manzoni og Piwi. Så alle Anselmis vine er IGT Veneto.

Der er tydelig stilforskel mellem Pieropans og Anselmis vine og ifølge mine smagsløg til Anselmis fordel. Anselmi-vinene er karakterfulde, de smager af noget, og de smager godt, hvilket ikke udelukkende kan skyldes Roberto Anselmis ståen uden for Soave DOC, idet druesammensætningen i to af de tre smagte vine ligger indenfor Soaves regelsæt (hvilket dog ikke nødvendigvis gælder alle årgange). Under alle omstændigheder er Anselmi øjensynligt mere åben over for og tilbøjelig til at anvende "fremmede" sorter i blandingen, hvor Pieropan holder sig til de oprindelige og lokale druesorter.

Anselmi anvender udelukkende naturgær og bruger nitrogen til at skabe et iltfrit miljø i alle led af produktionsprocessen.

Smagning

Alle tre smagte vine var 2022. Først San Vincenzo fremstillet af 60% Garganega og 40% Sauvignon Blanc/Chardonnay/Goldtraminer/Incrocio Manzoni lagret på stål. En glimrende entry-level vin, der kan købes hos producenten for 9 €.

Capitel Foscarino var min favorit blandt de smagte vine. 80% Garganega og 20% Chardonnay lagret på stål. Lækker, karakterfuld og på alle måder balanceret. 13 € på stedet.

Capitel Croce var ren Garganega, som er lagret et par måneder i barriques. Trods det at den var den dyreste blandt de smagte vine - 15 € på stedet - foretrak jeg de to første vine. Om det skyldes, at der var andre druer end Garganega i disse vine, eller om det skyldes den rene stålstil eller noget helt tredje, skal jeg ikke kunne sige.

Anselmi's vine forhandles blandt andet af Kjær & Sommerfeldt

Custoza

I hvidvinen Custoza skal Garganega, Trebbiano Toscano, Tocai Friulano (lokalt kaldet Trebbianello) og Cortese (lokalt kaldet Bianca Fernanda) tilsammen udgøre 70% af blandingen; ingen af disse sorter må dog indgå med mere end 45%.
Derudover må sorterne Malvasia, Riesling (Renano/Italico), Pinot Bianco, Chardonnay og Incrocio Manzoni 6.0.13 udgøre op til 30%.

I Custoza-området besøgte vi:

Et generelt hjertesuk

Et uheldigt fænomen, som jeg kender fra andre lignende rejser, og som også indfandt sig på denne tur et par gange under producentbesøgene, er at der bruges så megen tid på at fortælle og fremvise udstyret i kælderen og fortælle alle mulige anekdoter, at smagningen af stedets vine skal hastes igennem, lige før eller når den afsatte tid er udløbet.
Jeg har efterhånden set min andel af ståltanke og barriques og ville foretrække at have tid til at smage på producenternes vine, fordi det er dér jeg for alvor synes jeg lærer stedet at kende.

Monte del Frà

Hos Custoza-producenten Monte del Frà var der afsat masser af tid til at sidde ved bordet med seks af producentens vine i glasset. Vores værtinde valgte dog at bruge al tiden på nær de sidste par minutter på en blindsmagnings-quiz, hvor vi mestendels udelukkende skulle bruge lugtesansen uden at smage på vinene for at finde svarene. I og for sig en glimrende ide - hvis vi havde haft hele dagen, hvad vi ikke havde. Bogstaveligt talt på vej ud af døren, nåede jeg kun i al hast at smage på quizens seks vine med etiketterne synlige. Og jeg fik kun nedgriflet nogle få ord om tre af de seks vine: "ret enkel, smager ok", "dejlig", "smager godt". Det kan hverken jeg selv eller I læsere bruge til noget seriøst! - Druesammensætninger? Lagring? Aner det ikke...
Ærgerligt, specielt i lyset af, at jeg tror, at Monte del Frà er en af de bedste Custoza-producenter. I et webinar, hvor bl.a. Custoza var på programmet, var deres Superiore, Ca' del Magro 2020 i hvert fald den ene af to vine ud af seks smagte, som jeg valgte at fremhæve.

Nogle af Monte del Frà's vine kan købes hos 2100Happiness og Propperiet.

Afslutning og sidste vin

Vi sluttede turen med en middag på Ristorante alla Borsa i byen Valeggio sul Mincio, som befinder sig i den sydlige udkant af Custoza-distriktet.
Jeg var overrasket over, at der ikke, som det er normalt, var en kødret til middagen; der var i stedet to pastaretter, hvilket gav god mening, for de lavede fremragende pasta.

Der blev sat den ene flaske Custoza på bordet efter den anden. Jeg holdt mig mestendels til den fra Cavalchina, fordi jeg i forbindelse med ovennævnte webinar, hvor Custoza var på programmet, var helt vild med producentens Superiore Amedeo, den uden konkurrence bedste italiensk hvidvin jeg nogensinde har smagt. Og det valg var jeg godt tilfreds med, også selv om denne ikke-superiore naturligvis var en enklere vin.
Denne vin kan købes på Vivino.

Lidt Custoza-turistinfo

Hvis du skulle være på de kanter - altså i den sydlige udkant af Custoza-distriktet - vil jeg anbefale en slentretur gennem den kønne lille by Valeggio sul Mincio, som passende kan afsluttes med en middag på ovennævnte Ristorante La Borsa, der ligger nogle minutters køretur udenfor byen.

Juli 2023

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.