Hvis man er i bil og ønsker at nyde både Verona og vinområderne omkring byen, er afstandene små, som det ses på kortet nedenfor. Gardasøen, som ses til venstre på kortet, er også tæt på.
Jeg var selv overrasket over afstandene, da vi blev kørt rundt i området. Vi boede i Verona, og blev derfra en dag først kørt til besøg i Soave-området. Derefter besøgte vi og fik frokost hos en producent i Valpolicella. Til sidst gik turen til Custoza, hvor vi besøgte en producent og afsluttede dagen med at spise i området.
I Valpolicella (hvor man jo også laver Ripasso og Amarone) besøgte vi:
Valpolicella-producenten Farina vandt i år Handelskammeret i Verona's pris i kategorien Kunst og kultur "for at have fremmet dialogen mellem kunst og vinkultur ved at organisere udstillinger af værker af internationalt anerkendte samtidskunstnere i vingårdens lokaler." (Se mere om konkurrencen her.)
Vi i vinskribentgruppen havde lejlighed til at besøge Farina, som har sit navn efter den familie, der i fire generationer har ejet ejendommen.
Udover at lave rigtig god vin byder man også besøgende på muligheden for rundvisning i vinmarkerne og vineriet samt efterfølgende vinsmagning med mulighed for tilvalg af frokost. Man kan også vælge at inkludere et guidet besøg i deres aktuelle kunstudstilling.
Silvia Coati, Hospitality Manager, og Claudio Farina, der er ejer sammen med kusinen Elena og faderen Alessandro
Farina er et dejligt sted, både hvad stemning og vin angår, svært ikke at holde af. Det er renoveret for få år siden og fremstår som topmoderne og indbydende. Og så er de, som det vil fremgå nedenfor, helt fremme i skoene m.h.t. at finde nye veje indenfor vinproduktion.
Det var super-engagerede Silvia Coati, det viste rundt, informerede grundigt, og som serverede og fortalte om Farinas vine.
Der eksperimenteres i disse år - i hvert fald i de områder jeg på det sidste har besøgt i Norditalien - med andre former for lagringsbeholdere end de velkendte træfade. Således ses f.eks. amforaer flere steder.
Under rundvisningen i Farinas kældre viste Silvia os de typer lagringsbeholdere, som de nu bruger på ejendommen, og hvor man siden 2017 har haft gang i et projekt i samarbejde med universitet i Verona med henblik på at undersøge, hvordan vin udvikles i forskellige slags beholdere - alle fremstillet af naturmaterialer - bl.a. med formålet at kunne mindske tilsætningen af svovl. Silvia fortalte os i hvilken grad vinen iltes i forskellige typer beholdere.
For mig var det nyt, at der overhovedet kan slippe ilt igennem en betontank, som jeg troede gjorde det samme ved vinen som en ståltank.
Ovenfor ses Farinas første lagringskælder med traditionelle og 30 år gamle træfade af slavonsk eg, fade som stadig er i brug.
Silvia fortalte, at sammenlignet med andre lagringsmedier sker der i træfade den største mikrooxidation, hvor der i den anden ende af skalaen - på ståltanke - ingen sker.
Når vi bevæger os over i det store og nye lagringsrum, er det første, der møder os, keramik-beholdere, som dem på billedet ovenfor. Her er mikrooxidationen mindst.
Jeg kunne på en af beholderne se, at deres Amarone Classico 2018 (i hvert fald delvis) lagres på keramik. Det kunne være spændende at følge, hvordan det går i forhold til den traditionelle lagring på træ!
I de store moderne tulipanformede beton-beholdere ovenfor er mikrooxidationen fire gange større end i keramik-beholderne men stadig mindre end i træfade.
Bemærk i øvrigt ansigts-projektionen (der var animeret) på beholderen til højre.
Vi smagte to vine, som Silvia havde valgt til lejligheden, udfra hvilke hun selv bedst kunne lide.
Den første var Valpolicella Superiore, Alessandro, 2020, som er lagret et år på store fade og seks måneder i beton.
Den var meget velsmagende med passende fadpræg og fin friskhed. Den koster 16 € på stedet.
Amarone della Valpolicella Classico, Famiglia Farina, 2017 var dejlig og for mig turens bedste rødvin. Den er lagret to år i store fade og et år i beton. Stilen er ikke hvad mange måske vil forvente af en Amarone såsom tørret frugt, sødme og kæmpe krop. Nej, denne var vinøs, elegant af en Amarone at være, flot balanceret med smukke velour-tanniner, og trods sine 16% alkohol var den hverken tung eller alkoholisk.
Den koster 36 €.
Nogle af Farinas vine importeres af Special Wine Company, dog ingen af de to smagte.
Den Amarone della Valpolicella, Conte Gastone, 2018 vi smagte hos Massimago (og som skænkes på billedet øverst på siden) var også dejlig og havde, ligesom den smagte Amarone fra Farina, heller ikke de lidt tunge tørret-frugt-noter, og også den var vinøs, havde pæn friskhed samt god dybde og fylde. Der var en lille chokolade-sødme, og vinen fremstod lidt sødere end Farina-Amaronen. Lækker vin. 16% alkohol. 36 € hos producenten.
Vi smagte også producentens Valpolicella Ripasso, Marchesa MariaBella, 2020, som var velsmagende, helt blød, og ligesom Amaronen var den lidt sød. To år i store fade.
Nogle af Massimago's vine importeres af Distinto, dog ikke de to smagte.
Vi spiste en dejlig frokost hos producenten, der også driver restaurant på stedet, og her matchede ovennævnte Ripasso perfekt risottoen, som var lavet med producentens Garganega-hvidvin og krydret med en original sammensætning af rosmarin, ingefær og et strøg lakrids! Waugh, hvor var det godt!
Massimago fungerer også som agriturismo, hvor der er syv værelser, to lejligheder, swimmingpool og spa.
Massimago styres af Camilla Rossi Chauvenet, som også er vinmageren med hjælp fra en konsulterende ønolog. Hun har ikke en vinøs familiebaggrund at læne sig op af, idet man i hendes familie mestendels er jurister og dommere.
Så da hun begyndte sit projekt i 2003, var det from scratch. Massimago blev økologisk certificeret i 2014.
Camilla Rossi Chauvenet betoner meget det med at være kvinde i branchen, og hun er tydeligvis - med rette - stolt over og glad for at være nået til, hvor hun er i dag, hvor man for 20 år siden, da hun begyndte på sit projekt, grinede lidt af den søde unge pige, og spurgte hende, hvornår hun skulle have et rigtigt arbejde.
Camilla forsynede mig med overraskende ny viden, som dog kolliderede markant med mine personlige erfaringer. Hun erklærede, at det i husholdningerne er kvinderne der køber vinen, at de er mere nysgerrige og læser om vin for at blive klogere, hvor mænd kun går op i prestigefulde etiketter og høje points og altid køber det samme.
Jeg gad vide, om en mandlig vinmager i selskab med en flok journalister af begge køn kunne have fået den slags stereotyper over sine læber. Jeg slog lige op: jo, ordet kvindechauvinisme eksisterer. Ellers havde jeg opfundet det...
Amarone laves - som nok bekendt - af druer, der i nogle måneder har gennemgået en tørringsproces, så sukkerindholdet (og dermed potentielt alkoholprocenten) øges, og smagsstoffer koncentreres.
Hos Masi så vi deres tørreluft, hvor denne proces foregår.
Som det ses på det nederste billede, sker det hos Masi på bambus.
Juli 2023
Del 1 i serien Verona - vin og turisme:
Konkurrencer i vinturisme
Del 2:
Ikke-vinrelaterede højdepunktsoplevelser i Verona
Del 4:
Besøg hos vinproducenter Soave og Custoza
