AVIVE - Verona Wines Association stod for et webinar, hvortil konsortierne Consorzio Tutela Vino Custoza DOC og Consorzio di Tutela Chiaretto e Bardolino havde udvalgt 12 vine: seks Custoza (hvide), tre Chiaretto di Bardolino (rosé) og tre Bardolino (røde), alle DOC.
Deltagerne var danske vinskribenter, så man havde klogeligt valgt Thomas Ilkjær som den, der indførte os i detaljerne om appellationerne, og som guidede gennem smagningen af de 12 vine, som forinden var fremsendt til deltagerne.
Jeg (Preben) deltog og står for denne artikels indhold.
Custoza og Bardolino befinder sig (se kortet nedenfor) henh. sydøst og øst for Gardasøen og er dermed naboer til de nok mere kendte appellationer Valpolicella og Soave. Og ligesom Soave kan opfattes som en art hvidvins-"søskendeappellation" til Valpolicella, kan Custoza opfattes som Bardolinos hvide søskendeappellation.
Én egenskab havde de smagte vine til fælles, uanset om farven var hvid, rosé eller rød: den lave alkoholprocent. Ret befriende i tider, hvor det efterhånden er svært at finde en vin med mindre end 14% alkohol. De 12 smagte vine lå mellem 12% og 13% med to undtagelser på 13,5%.
Hvidvinen Custoza (som tidligere hed Bianco di Custoza) er en blanding af flere druesorter, hvor de vigtigste er Garganega, Trebbiano Toscano, Tocai Friulano (lokalt kaldet Trebbianello) og Cortese (lokalt kaldet Bianca Fernanda), som sammen skal udgøre 70% af blandingen; ingen af disse sorter må dog indgå med mere end 45%.
Derudover må sorterne Malvasia, Riesling (Renano/Italico), Pinot Bianco, Chardonnay og Incrocio Manzoni 6.0.13 udgøre op til 30%.
Mulighederne for at blande er dermed ekstremt mangfoldige, og netop valget af blanding er afgørende for vinens stil, idet behandlingen i kældrene ikke har samme variationsbredde. Fx er fadlagring næsten ikke-eksisterende, og man undgår typisk malolaktisk gæring.
Custoza kan udover som "almindelig" version fremstilles som Superiore (krav om lidt lavere udbytte), Riserva (krav om lidt længere lagring), Passito og Spumante, men disse har i årevis tilsammen udgjort max 5% af produktionen. Fremstilling af Superiore nærmer sig dog i den seneste årgang 10%.
Omvendt kunne mange, der ikke kalder sig Superiore, tappes som sådanne, så ifølge Thomas Ilkjær er distinktionen i praksis mindre vigtig.
Der var imidlertid, som jeg smagte de tilsendte vine, klasseforskel mellem på den ene side de fire ikke-superiore og de to superiore vine, hvilket selvsagt ikke kan danne grundlag for en generalisering.
De smagte vine var:
En vis bitterhed hører til i en Custoza-vin grundet nogle af druesorternes karakter.
Bitterhed kan i bedste fald give dybde, hvilket naturligvis er et plus. Så er der den type bitterhed, som bare er der uden at tilføre noget positivt, men som ikke er kraftig nok til at genere. En kraftig og grov bitterhed kan dog være misklædende.
Den subjektive oplevelsen af bitterhed kan variere meget fra person til person. Mit gæt er, at jeg, hvad bitter-følsomhed angår, befinder mig i midterfeltet. For mig er det afgørende, hvordan min oplevelse af bitterheden i en vin er.
Bitterheden var kraftigere - fra lille og ikke generende til efter min smag misklædende - i de smagte ikke-superiore vine. Nogle af disse vine var selvfølgelig bedre end andre, men jeg fandt, at de var fælles om at være i den smagsmæssigt ret neutrale afdeling og være uden nævneværdig karakter. Alle havde pæn friskhed og middel fylde, og i bedste fald var de behagelige at drikke. Men vi skal til de to smagte superiore-vine, før jeg syntes det blev interessant.
Her fandt jeg, at vi rykkede op i en anden klasse. Især Custoza Superiore, Amedeo, Cavalchina, 2020 gjorde indtryk. Vinen, der er fremstillet af de for DOC'en "klassiske" sorter Garganega, Cortese, Tocai Friulano og Trebbiano Toscano, var karakterfuld, super velsmagende med god smagsfylde, delikat frugt med en smule blomst og en herlig citrus-grapeagtig friskhed. Bitterheden var smagfuld, velafstemt og gav dybde. Der var også en duft og smag, som jeg gættede på stammede fra fad, men da vinen ikke har set træ, kunne forklaringen på denne oplevelse ifølge Thomas Ilkjær være en meget reduktiv behandling af især Garganega.
Fremragende vin: fem stjerner efter den skala, som vi anvender. Og dermed en af de absolut bedste italienske hvidvine, jeg har smagt!
Når man læser producentens beskrivelse af vinifikationen, hvoraf fremgår, at de forskellige druesorter vinificeres på vidt forskellig manér, forstår man, at der her er nogen, der har gjort sig umage, afprøvet en masse og ad åre er kommet frem til noget, der virkelig virker!
Cavalchina er da også en i Custoza-sammenhæng historisk producent, idet de angiveligt var de første til i 1962 at aftappe en vin med navnet Custoza små 10 år før DOC'en blev skabt.
Den anden superiore-vin, Custoza Superiore, Cà del Magro, Monte del Frà, 2020 var også dejlig med en mild smag af lys, gul fersken og lidt hvid blomst, på samme tid diskret og elegant og med god smagsfylde samt blid friskhed. Ganske lille og ikke generende bitterhed.
Denne vin forhandles i Danmark billigst hos 2100Happiness, hvor den koster 100 kr. (Medlemsskab påkrævet - det er gratis.)
DOC Bardolino, som får navn fra byen Bardolino, findes som rosé- og rødvin plus en smule rosé spumante.
Bardolino fremstilles af druesorter, som vi også kender fra nabo-appellationen Valpolicella. Forholdet mellem dem skal i Bardolino være 40-95% Corvina (20% kan erstattes af Corvinone) og 5-40% Rondinella. Der må anvendes max 20% andre druesorter, hvoraf ingen enkelt sort må udgøre mere end 10% undtagen Molinara, som må udgøre 15%.
I praksis er sagen lidt mere enkel, idet det typiske er, at drueblandingen består af 70-90 Corvina/Corvinone, næsten resten er Molinara og så kun en lille del "andre sorter".
Rosévinen i Bardolino hedder Chiaretto di Bardolino. Fra 2014 har man dernede talt om en rosé-revolution, som indebærer, at man begyndte at lægge en stilistisk linje, skabe en identitet, hvor man ønsker at lave en tør og bleg rosé modsat tidligere, hvor vinen kunne være mørkere som en mellemting mellem rosé- og rødvin. Denne nye stil er også anderledes end flere andre steder i Italien, hvor man byder på mere farve og struktur, en stil som italienerne selv er vant til.
De smagte vine demonstrerede, i den udstrækning de var repræsentative, at man er lykkedes fint med det tilsigtede.
De smagte Chiaretto-vine var:
Den klare favorit blandt de smagte roséer var den økologiske Chiaretto di Bardolino, gorgo, 2022. Helt lys og klar farve, men smagen var alt andet end bleg og intetsigende. Vinen havde god frugt; den smagte virkelig af noget (hvilket man ikke altid kan sige om en rosévin). Og det den smagte af var dejligt, appetitvækkende og indbydende - den ene mundfuld kaldte fristende på den næste. Det samme gjorde friskheden og letheden. Den bitterhed, der ofte findes i eftersmagen i rosévine alle steder fra, var mini-minimal, hvilket øgede den umiddelbare drikbarhed.
Vinen forhandles herhjemme hos Lahvino til 100 kr.
Chiaretto di Bardolino, Poggio delle Grazie, 2021 var glimrende. Mere diskret, lettere og lidt mindre frisk end ovennævnte og med lidt mere bitterhed, der dog gav dybde og ikke skæmmede. Også økologisk.
Rødvinen findes udover som DOC Bardolino også som DOCG Bardolino Superiore med større fokus på fadlagring, men denne vin er ifølge Thomas Ilkjær aldrig blevet nogen succes.
Den seneste rødvins-fokus - fra årgang 2018 - handler om en opdeling i subzonerne Montebaldo, La Rocca og Sommacampagna, som fremgår af kortet til højre.
Zonerne er veldokumenterede fra slutningen af 1800-tallet, men vi har til gode at erfare, hvordan vinene fra de tre zoner karaktermæssigt adskiller sig fra hinanden i glasset, efter at zonerne for få år siden er blevet inkoopereret i de nyeste retningslinjer for rød Bardolino.
Rød Bardolino er typisk kendetegnet ved en duft og smag af røde bær, ingen fadlagring og lav alkoholprocent, dvs. op til 13%. Vi møder her druerne Corvina, Corvinone og Rondinella i "umaskeret" form i modsætning til i Valpolicella, hvor tørring af druerne, fadlagring og høj alkoholprocent ikke er en sjældenhed.
I "gamle dage" (for 35 års tid siden) drak jeg ind imellem rød Bardolino, når jeg havde lyst til noget let og lyst. Jeg kan ikke komme i tanke om en rødvin, som det kunne være så nærliggende at forveksle med rosé, som Bardolino. Af samme grund er det længe siden, jeg sidst har drukket vinen: enten vil jeg have rosé, der er rosé, eller også vil jeg have "rigtig" rødvin.
Tre smagte vine, alle fra subzonen Montebaldo, kan selvfølgelig ikke bruges som generaliseringsgrundlag, men jeg kan i hvert fald sige, at de vine, som Bardolino-konsortiet havde valgt at præsentere, slog andre og mere rødvins-substantielle toner an, end de vine, jeg stiftede bekendtskab med i sin tid.
De smagte vine var:
Min klare favorit blandt rødvinene var Montebaldo Bardolino, morlongo anniversario, Vigneti Villabella, 2020, som er fremstillet overvejende af Corvina, Rondinella og Corvinone.
Den kan så ikke i nævneværdig grad bruges til at udsige noget om en generel stilforandring i området, idet den ganske atypisk er fadlagret, godt nok i store og gamle fade af slavonsk eg, men alligevel.
Vinen er lækker og karakterfuld med masser af friske bær i næsen, især ribs med stilke, og fadet er ikke noget man smager. Den røde frugt går igen i smagen men her mere i retning af jordbær. Der bydes også på en del blomsterparfume. Frugten er mellemlys men på ingen måde letbenet, og der er et tilskud af dybde fra en velafstemt tanninbitterhed; tanninerne mere smages end mærkes. Rigtig dejlig vin.
Vinen forhandles af Nemogaarden for 129 kr.
Jeg finder også, at Montebaldo Bardolino, Delara, Guerrieri Rizzardi, 2021 fortjener at blive omtalt. Den er fremstillet af 95% Corvina og 5% Molinara, og den har gennemgået malolaktisk gæring.
Mundfylden fornemmedes større end i de to andre rødvine nok bl.a. grundet en alkoholprocent, der med sine 13,5% sneg sig op over det typiske og ganske befriende niveau på 12-13%. Men måske også grundet den glathed, som den malolaktiske gæring har bidraget med.
Vinen var velsmagende med udmærket frugt med især sure kirsebær og en lækker jordbærtone. En vellykket vin med fin balance mellem smagsfylde, syre og ganske let tannin. Personligt kunne jeg godt bruge en anelse mere frisk- og slankhed og en anelse mindre alkohol. Men velsmagen og vellavetheden er ikke til at komme uden om.
Det er på baggrund af de smagte tre røde Bardolino'er tæt på umuligt at sige noget klogt om de generelle tilstande i dagens røde Bardolino-landskab, især når to af de tre smagsprøver forekommer at være relativt atypiske.
Min personlige nysgerrighed er dog vakt, da vinene umiskendeligt byder på andet og mere interessant end mine gamle rosé-agtige Bardolino'er.
April 2023
