Vi har gang på gang grebet os selv i at have forestillinger om at byer, der leverer navne til berømte vine, er noget særligt. Det er de for det meste overhovedet ikke. De er bare byer og ikke sjældent kedelige byer. Som f.eks. Barbaresco. Magen til død by skal man lede længe efter. Billedet viser hovedgaden næsten i sin fulde længde fra man kommer ind i byen og op til enden af byen med det karakteristiske tårn. Lige ude til højre for det synsfelt som billedet dækker er en bar, som nok er der hvor der umiddelbart er mest liv. Oppe på første sal over postkassen til højre ligger Ristorante Antinè, som vi roste meget efter vores første besøg for fire år siden. Vores oplevelse denne gang var dog at kvaliteten i enhver henseende var faldet, og at det var som om teamet havde mistet gnisten. Går man 10 meter længere op af gaden holder Gaja til inde til højre i den røde bygning. Det kan (ikke synligt på billedet) iagttages ved navnet på gavlen og en stor lukket port. Nå, man skal jo lige, når man er på de kanter, se den berømte by...
Efter at vi for første gang på en restaurant i Piemonte
for fire år siden smagte
Matteo Correggia's Barbera d'Alba Marun har den været en af vores
absolutte Barbera-favoritter. På det venstre billede ses, hvor Marun ligger og
lagrer, til højre ses Ornella Correggia, Matteo Corregia's enke. Hun står i dag
i spidsen for ejendommen, der holder til i Roero-distriktet i nærhed af byen
Canale lidt nord for Alba.
Vi smagte bl.a. den nyeste årgang af Marun, 2007, som angiveligt er et superår
for Barbera. Om det var vores tidlig-formiddag-smagsløg, der var skævt
kalibreret, eller om vinen i denne årgang vitterligt er
noget sødere og mere syrefattig end normal vil vi vente med at afgøre til vi får
smagt en flaske ved middagsbordet. Under alle omstændigheder bliver Marun altid bedre af et par år
på langs. En alder på ca. 5 år synes vi er passende.
Matteo Correggia producerer udover nævnte Marun en række andre vine, herunder
den fine, harmoniske og ganske bløde Roero Riserva, Ròche d'Ampsèj fremstillet
af Nebbiolo. Stilen i Correggia's vine er gennemgående elegant og relativt blød.
Marun forhandles herhjemme af
Enoteca-Vin og
DoréDelicato og
Havnens Vin & Tobakhus. Marun koster ca. 250
kr. herhjemme og 19 € hos producenten.
Vores besøg hos
Giovanni Corino skyldtes at vi på Restaurant
Sletten i Humlebæk havde smagt en virkelig dejlig Barbera d'Alba fra
Corino: Ciabot dù Re 2007. Vi bruger
normalt ikke nævneværdigt krudt på at slæbe vin, som kan købes i Danmark, med hjem.
Dels er det sjovere at hente noget hjem, som ikke kan købes herhjemme, dels er
besparelserne ind imellem moderate. I sjældne tilfælde kan priserne endda være lavere i
Danmark end dernede. Men i dette tilfælde, hvor vi puttede en sixpack af Ciabot dù Re i bagagerummet, sparede vi da 725 kr., så det tager vi
med.
Hvad Barolo angår er Corino udpræget modernist, dvs. lagrer udelukkende sine vine
på barriques. Det tiltalte mig (Preben, der drikker Barolo alene) ved denne lejlighed ikke, hvor jeg fandt vinene
for søde. Men Barbera Ciabot dù Re er super! 249 kr. hos
Domaine Brandis. 17 € hos
producenten, hvilket er 2 millimeter fra halv pris.
Den eneste by, som vi - isoleret set som by og uden at skele til det vinmæssige -
finder værd at besøge i Piemontes centrale vinområde, er Alba. Den er ganske
hyggelig. Der er en gågade, forretninger og caféer.
Barolo er også et kort kig værd. (Se billede herfra samt
beskrivelse på vores
Piemonte-side fra 2006.)
Asti ligger lidt nordligere og er en anden by af en vis størrelse, men ifølge Helle, der tilbragte en eftermiddag
der, er der ikke rigtig noget at komme efter.
Som tidligere beskrevet valgte vi denne gang udelukkende at besøge producenter hvis
produkter vi i en eller anden udstrækning havde førstehåndserfaringer med
forinden. Ingen opslag i guider o.lign. Således også med
Oddero, hvor det var en
smagsprøve af Barbaresco Gallina 2006 ved
Barolo Event 2009 i København der
havde vakt min (Preben, der smager Nebbiolo alene) nysgerrighed.
Cristina Oddero tog imod og serverede udover smagsprøver på "min" Gallina
i årgangene 2006
og 2007 også bl.a. et par Barolo. Ligesom ved Barolo Event var det helt klart Oddero's
Barbaresco der gik mest ind hos mig med deres indlysende godhjertethed. Jeg
må have til gode at komme ind på livet af Barolo'erne. Kataloget indeholder seks
forskellige Barolo men kun en Barbaresco.
Oddero's vine importeres af dand.dk.
Vi tager afsked med Piemonte for denne gang på restauranten
La Rosa dei Vini i
Serralunga tæt ved
Ettore Germano,
hvor vi som tidligere nævnt boede. Her er maden rigtig god, solid og der er
rigeligt af den, og servicen er fin. Og så er der jo områdets typiske og
vidunderlige udsigt, som dog ikke
lige optog Helle mens forretten var på bordet. Det er byen Castiglione Faletto man ser forrest,
mens La Morra kan skimtes i disen helt ude i baggrunden.
Vi har ved flere lejligheder fremhævet det skønne ved at man sydpå kan gå ud og
spise godt og lade maden ledsage af en virkelig god flaske vin uden at føle sig flået. Prisen på
maden kan man ikke klage over, og prisen på vinen kan man ofte decideret glæde sig over,
især når man sammenligner med danske forhold. Vi betalte således her 66 €, dvs.
500 kr. for to forretter,
to hovedretter, to store flasker vand, en flaske virkelig god Barbera og en
kaffe. Det kunne på en restaurant i Danmark snildt være prisen for pågældende
vin alene. Vi betalte 15 € (113 kr.) for Barbera d'Asti, Tre Vigne, Vietti, som herhjemme koster 145
kr. en detail (hos Niche Vine).
Gang med 3,5 (ikke usædvanligt på en dansk restaurant) og vupti, så er de 500 kr. hjemme.
Efter Piemonte gik turen til Provence, hvorfra du også kan læse "historier" og se billeder.
