Efter vores besøg i Piemonte skifter vi i høj grad stil. Hvor maden og
vinen i høj grad er en tiltrækningsfaktor i Piemonte, så er det andre ting, der primært trækker os til Provence: Der er tryk på farver
- både i natur og kultur, dufte og
højrøstede insekt-kor på en måde som vi ikke finder andre steder. Vejret
har aldrig svigtet os. Og så
har vi fundet nogle steder, der bidrager mere end gennemsnitligt til hvile og
sjælefred. Men vi vil selvfølgelig også gerne i Provence
have noget ordentligt at spise og drikke.
Billedet er fra fødevaremarked i Coustellet ved Luberon-bjergene. For det meste
lader vi andre om at lave maden, når vi rejser, men denne dag havde vi besluttet
at spise "hjemme".
38 graders varme på de kanter er simpelthen ensbetydende med rosévin. Og det lykkedes os faktisk her ved denne tilfældige bod, hvor
kooperativet Cave de Lumières i Goult udskænkede, at finde en rosévin,
der var så god, at vi tog lidt med hjem til Danmark af den: Domaine Terrus,
Ventoux, 2009
til 5 € flasken. En hel del bedre end et par dyrere flasker fra en
virkelig god vinforretning
i nærliggende Apt, der udelukkende sælger ikke-kooperativ vin. Så man behøver
ikke pr. definition at kimse af kooperativerne.
Som nævnt så kan provencalerne altså et eller andet med farver. Sikkert inspireret af
naturen med f.eks. marker med rød jord, gule solsikker, lilla lavendler og grønne
blade. Det er så
skønt at have øjne dernede.
På Restaurant le
Tilleul i den specielle - og meget turistede - by Saint Paul de Vence (10
km vest for Nice) er maden en fryd for smagssansen, men så sandelig også for
synssansen. Her er to hovedretter, en med bøf og svampe, en med and, figner og
lilla kartoffelmos. Smukt og velsmagende. Siddende udenfor i godt vejr med god
mad, god vin, god udsigt og god betjening er Le Tilleul et godt sted at tilbringe
en aften.
En vinproducent anbefalede os engang at købe den nyeste
aftapning af en given årgang af hans vin, som han fandt langt bedre end de
tidligere aftapninger. Stor var vores undren. Vi troede indtil denne dag at en
given vin i en given
årgang skulle være et bestemt produkt med bestemte egenskaber. Siden har vores
viden om, at sådan er virkeligheden ikke nødvendigvis, været en kilde til en
forklaringsmulighed, når to eksemplarer af en vin opfører sig så forskelligt, at
man ikke kan tro det er samme vin.
Denne utilregnelighed har vi oplevet med
Domaine de
Fontenille's Côtes du
Luberon fra to forskellige forhandlere, der har importeret samme
vine med nogle års mellemrum (Oxholm Vine og Vine.dk. Udover at vinene
fremstod væsensforskellige, så propperne på de sidst importerede fuldstændig
friske ud, hvilket stærkt nærede formodningen om at vi her havde at gøre med
forskellige aftapninger af samme vin.
Så da vi besøgte Fontenille – fordi vinene når de er gode er
blandt mine (Prebens) favorit-dagligvine – spurgte vi naturligvis om deres
aftapningspolitik. Svaret var, at de tapper hver årgang 3-4 gange. Og de vidste
godt at vinene opførte sig forskelligt afhængigt af aftapningstidspunkt. Men de
betragtede det tilsyneladende ikke som et problem.
På baggrund af de oplevelser jeg har haft med forskellige aftapninger, er mit
indtryk at ejendommens tidligere aftapninger er bedre end de senere. Min oplevelse er, at vinen skifter karakter og
taber markant i kvalitet af at ligge i de store glasforede cementbeholdere i
forhold til når de lagres i flasker. Men som sagt, når det går godt på
Fontenille, så går det rigtig godt. Jeg kender ingen andre vine, som så markant
og så smukt har givet mig fornemmelsen af at have et sugerør direkte i den vilde
natur.
På billedet ses Xavier Leveque, som driver ejendommen sammen med sin bror,
Pierre, der står for selve vinfremstillingen.
Efter Provence gik turen til Beaujolais og Mâcon-distriktet, hvorfra du også kan læse "historier" og se billeder.
Du kan se mere om Provence på vores side om besøg i området i 2006.
