Hvis man tager til Provence for vinens skyld, så anbefaler
vi Bandol-distriktet,
som vi besøgte for 10 år siden (men ikke siden er vendt tilbage til).
Når vi tager til Provence er det mere for at se lavendel- end vinmarker. Eller
sagt på en anden måde: I Provence søger vi skønne farver, dufte, dejlig mad og vin, fred og
ro, kort sagt: enkel og basal livsnydelse.
Til frokost tager jeg (Preben) altid en lille karaffel af husets rosé (Helle foretrækker vand der midt på dagen). Sådan en vin gør det den skal klart bedre end alskens fornem vin på flaske. Måltidet på billedet er femstjernet og minder en om det, som mad og vin også handler om: at nyde det helt basale, som vi møder hver dag.
Alle de gange vi har været i
Provence, har vi købt vin hos en enkelt Côtes du Luberon producent:
Château de l'Isolette. De har en dagligvin, som vi synes er kedelig, en dyr vin ("Aquarelle"), som har
fået alt for meget træ og derfor tørrer hurtigt ud. Men så har de en dejlig mellemvare, hvor vi synes de lykkes bedst:
Deres Cuvée Prestige, Vieilles Vignes, et ret sikkert hit hos os (på nær den kiksede 2004'er).
Côtes du Luberon er generelt et område med adskillige gode mellemklasse-vine
men - os bekendt - ingen store vine.
Efter vores besøg i 2010 vil teksten blive opdateret, da
den ikke længere helt holder.
I Frankrig - aktuelt her i Provence - vælger vi såvidt muligt at bo på et såkaldt chambre d'hôte ("værts-værelse"). Det svarer vel nogenlunde til det vi på dansk kalder Bed and breakfast. Det er, synes vi, svært at finde hoteller der kan matche denne type oplevelse: at bo der hvor det provencalske liv leves, i vores tilfælde her omgivet af lavendelmarker og Luberon bjergene.