Rejse til Islay - øen for røget whisky

Del 4: De destillerier som jeg ikke besøgte
Bowmore destilleri

Som det er fremgået af de tidligere dele af denne artikel, havde jeg under mit ophold på Islay valgt at besøge de efter min smag klart bedste og mest interessante destillerier: Bruichladdich, Kilchoman og Ardnahoe. Et kig ind hos Bunnahabhain blev det også til.

Det indebar, at nedenstående destillerier ikke var på besøgsprogrammet.

Stikord om de destillerier jeg valgte ikke at besøge

  • Caol Ila: Islay's største destilleri, mellemvægts-stil; størstedelen af produktionen går til blends.
  • Bowmore: Islay's ældste destilleri, mestendels relativt let stil, moderat røget.
  • Ardbeg: kraftigt røgede whiskyer og hypede særudgivelser.
  • Lagavulin: meget kendt, især for sin 16 års.
  • Laphroaig: den mest solgte Islay single malt whisky.
Kort over Islay's destillerier

Mit forhold til "restgruppen"

De relativt få kernesortiment-whiskyer, som jeg inden turen til Islay havde smagt fra de destillerier, som ikke var på mit besøgsprogram, havde ikke fyret op under min lyst til at smage mere fra dem.
Men som det vil fremgå, fik de endnu en chance på turen - på barerne.

På baggrund af hvad jeg inden turen havde smagt, havde jeg dannet mig nedenstående opfattelser af destillerierne:

Caol Ila

En flaske 12 års, jeg smagte fra Caol Ila, beskriver jeg i min anmeldelse af whiskyen med ordene: "der er lidt rigeligt middel over det hele". Middelmådig er en anden måde at sige det på. Jeg endte med at bruge den til fortynding af en cask strength whisky, som var alt for alkoholisk.

Bowmore

Bowmore 12 års, som jeg både har smagt på en restaurant i Edinburgh og en flaske herhjemme - med lidt forskellige resultater - er sådan set glimrende. Men 40% er en lav alkoholprocent.
Baseret både på min personlige smag og det faktum, at det ikke er nødvendigt at kølefiltrere whisky på mindst 46%, er jeg nået frem til, at en kvalitetswhisky helst ikke skal gå lavere end 46%. Selv Bowmore's 15 og 18 års holder sig på 43%. Så Bowmore er en letvægter i en efter mine begreber lavere liga end de andre Islay whiskyer.

Ardbeg

Ardbeg 10 års er en klassiker, som mange fremhæver positivt. Også jeg synes den er glimrende, om end jeg foretrækker en mere elegant røg.
Jeg havde inden min Islay-rejse også smagt Wee Beastie og An Oa, som heller ikke gjorde mig til Ardbeg fan.
Ardbeg går meget op i dyre særudgivelser, der nok mest appellerer til dem, der dyrker Ardbeg som kult.

Laphroaig

Laphroaig 10 års har en stor fanskare. Med sine 40% alkohol rammer den givetvis også et bredere publikum end whisky-nørderne. Alligevel har jeg hørt en del whisky-aficionados omtale den med stor begejstring.
Jeg har smagt en 5 cl sample af den for fire år siden, hvor jeg endnu ikke var kommet til at holde af røget whisky, og der brød jeg mig ikke om den, simpelthen fordi den var for røget til min daværende smagsobservans.
Det kan sagtens have ændret sig, men med de vægtigere og meget overbevisende whiskyer, jeg har lært at kende siden, tvivler jeg på, at den har en reel chance hos mig.

Lagavulin

Lagavulin 16 års er endnu en greatest hits whisky blandt røg-fans. Der er en udbredt opfattelse af den som en Islay-klassiker. Sidst jeg smagte den for et halvt års tid siden på en bar, bekom den mig fint. Men ligesom Laphroaig 10 års er alkoholprocenten (43%) under de seriøse 46%.
Lagavulin 8 års synes jeg er glimrende - og på gode 48% alkohol - men jeg oplever den ikke som konkurrencedygtig i forhold til så meget andet.

På bar: mulighed for revurderinger?

Da jeg under min rejse-research havde fundet ud af, at der i byerne Bowmore og Port Charlotte var nogle særdeles velassorterede barer (se artiklens del 5 om barer), der givetvis ville byde på mangfoldige muligheder for at smage alt muligt, som jeg muligvis ikke ville kunne smage andre steder, tænkte jeg: Kunne der her være en chance for at give de "frasorterede" destillerier en chance mere og måske få mig til at opdage noget nyt og overraskende?

Bowmore Hotel's bar

Jeg smagte på denne måde og med denne indstilling samlet syv whiskyer fra Laphroaig, Lagavulin, Ardbeg og Bowmore. De var dyrere end destilleriernes normale kernesortiments-whiskyer: gennemsnitsflaskeprisen var ca. 1150 kr.
Efter den runde er jeg nået dertil, at jeg synes, at jeg har brugt nok af tid, kræfter og penge på Laphroaig, Lagavulin og Ardbeg. Jeg kan konstatere, at især Laphroaig og Ardbeg ikke er min stil, og at Lagavulin kan være ok, men der er så meget anden røg­whisky - også udenfor Islay - som jeg synes er bedre og mere interessant.

Den positive overraskelse: Bowmore

Bowmore whisky

Det, jeg smagte på Bowmore Hotel's bar fra Bowmore destil­leriet, overras­kede mig positivt. Især deres Feis Ile, 2014 syntes jeg godt om, men ikke nok til at jeg ville købe en flaske (den kan i øvrigt mig bekendt ikke købes herhjemme, og markedspriserne er omkring 1400 kr. for en flaske - og så interessant er den heller ikke).

Jeg syntes dog, at det var værd at bide mærke i, at Bowmore godt kan lave whisky med over 43% alkohol. Bare de dog så ville gøre det i deres kernesortiment i stedet for kun i specialudgivelserne.

Den indlysende tanke er, at de nok foretrækker primært at henvende sig til det brede publikum. Whisky-entusiasterne tilgodeser de så en gang imellem med specialudgivelser og lader derudover andre destillerier om at tage sig af det kundesegment. Fair nok.
Men i modsætning til hvad jeg troede, så kan de altså godt lave hvad jeg vil kalde seriøs whisky.

Et kig ind hos Bowmore destilleriet

Jeg boede i Bowmore ét minuts gang fra Bowmore destilleriet. En formiddag havde jeg lige en halv time til at stikke hovedet indenfor i deres Visitor Centre, før jeg skulle nå bussen ud til en af mine aftaler.
De har en flot bar med smuk udsigt over bugten, men de må først udskænke alkohol kl. 11, og på det tidspunkt var jeg over alle bjerge, og jeg kom først "hjem" efter deres lukketid.
Men hvis jeg en anden gang kommer til Islay, vil jeg helt sikkert bruge nogen tid i deres bar og måske booke en af deres ture.

November 2025

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.