I hjertet af Bruichladdich destilleriets "maskinrum"
Der er ni destillerier på Islay, som aktuelt producerer noget, der kommer ud på forhandlernes hylder. Fra nord til syd:
I marts 2024 genåbnede det renoverede Port Ellen destilleri, der har været lukket siden 1983.
Destilleriet har næppe interesse for "almindelige mennesker", dels fordi det først vil kunne have en whisky produceret i de nye faciliteter på markedet i 2027 (whisky skal fadlagres i mindst tre år), dels fordi whiskyer fra det oprindelige destilleri typisk sælges for et femcifret antal kroner.
Besøg på destilleriet koster 250 £ (ca. 2150 kr.) - laaangt over niveau i forhold til de andre destillerier - hvilket nok også kan virke afkølende på almen indteresse. Det skyder i hvert fald forbi noget, jeg føler mig fristet af.
Jeg havde valgt at besøge de tre destillerier, som klart udkonkurrerede det, jeg havde smagt fra øens andre destillerier: i prioriteret rækkefølge: Bruichladdich (fantastisk), Kilchoman (forholdsvis nyt, spændende) og Ardnahoe (meget nyt, lovende).
Jeg havde inden opholdet på Islay smagt i alt 22 forskellige whiskyer fra de ni leveringsdygtige destillerier.
Bruichladdich og Kilchoman tegnede sig for tilsammen halvdelen af de smagte whiskyer!
Min beslutning om at besøge Bruichladdich og Kilchoman skyldtes ikke det relativt høje antal forskellige whiskyer, jeg havde smagt fra dem - det var lige omvendt: Hver af de smagte whiskyer fra dem gav mig lyst til at smage flere og mere.
Port Ban krigsmindet ved bugten Loch Indaal
I de tilfælde, hvor jeg kun havde smagt en eller få whiskyer fra et givet destilleri, skyldtes det, at det smagte ikke havde givet mig appetit på mere.
Undtaget herfra er Ardnahoe, som er så ny, at jeg før turen til Islay kun havde smagt deres førsteudgivelse, som til gengæld var fremragende i en grad, at de var selvskrevne til at komme med på besøgslisten.
Jeg anfører før omtalen af oplevelserne på de tre besøgte destillerier mine begrundelser for at besøge dem.
Destillerierne har visitor centres, som man vederlagsfrit kan besøge uden forudgående aftale. Det er stærkt varierende, hvad de byder på. Men mon ikke de fleste har en dram eller to, som man kan smage enten gratis eller mod at lægge nogle £?
Alle 10 destillerier tilbyder forskellige typer besøg mod betaling. Det kan være enten rundvisninger, smagninger eller en kombination af disse. Besøgene kan være mere eller mindre luksuøse, hvilket priserne selvfølgelig afspejler.
Når jeg her snakker om mine besøg på destillerierne, mener jeg en eller anden form for booket og betalt arrangement og altså ikke blot et kig ind i et visitor centre.
På de tre destillerier, jeg besøgte, var det kun hos Kilchoman, man kunne købe frokost, og den var i øvrigt fremragende!
Hos Ardnahoe havde de en café med god kaffe og gode kager. Og hos Bruichladdich kunne man snuppe sig et papkrus kaffe.
Det er mit indtryk, at dette giver et repræsentativt indtryk af de meget forskellige muligheder rundt omkring, hvad spise- og drikkemuligheder angår.
Hvis man vil besøge Islay, vil jeg klart anbefale, at man planlægger sit madindtag i løbet af dagene. Man skal på Islay i den grad ikke forvente at støde på en café eller en burgerbar, hvor man kan få stillet sin sult - jeg så intet i den stil, mens jeg var der.
Efter at jeg havde booket besøg på de tre tidligere nævnte destillerier, kom jeg forbi ranking af Islay-destillerierne fra fire YouTubere: GWhisky, Whisky Whereabouts, Whisky on the West Coast og Glencairn Gamer.
Deres gennemsnitlige placeringer af destillerierne fra en første- til en ottendeplads (Ardnahoe er ikke med, da flere ikke havde vurderet dette unge destilleri) var:
1,5 Bruichladdich
2,3 Bunnahabhain
4,0 Ardbeg
4,0 Kilchoman
4,0 Laphroaig
5,5 Lagavulin
7,3 Bowmore
7,8 Caol Ila
Én placering kom helt bag på mig: Bunnahabhain's soleklare andenplads.
Jeg havde før rejsen kun smagt en enkelt af Bunnahabhain's whiskyer, deres 12 års, som indledningsvis imponerede mig, men som hen ad vejen kørte mig træt med dens markante sherry-fadpræg.
Jeg havde læst, at udsigten oppe fra Bunnahabhain skulle være meget smuk, så jeg havde planlagt at tage derop forbi og kigge, før jeg skulle besøge Ardnahoe, som ligger 2,7 km fra Bunnahabhain.
YouTubernes høje ranking af Bunnahabhain - og at jeg også mindedes at have set nogen, der havde valgt destilleriet som hvis-jeg-resten-af-mit-liv-kun-må-få-whisky-fra-ét-destilleri - fik mig til at beslutte ikke bare at nyde naturen deroppe men også at kigge indenfor i destilleriets visitor centre.
Hvorfor: Ardnahoe frigav deres første whisky, Inaugural Release, 5 years, i 2023. Min nysgerrighed bød mig at købe en flaske trods den relativt høje pris for en 5 års. Den var fremragende og seriøs - og langt bedre end noget jeg havde smagt fra de gamle Islay-destillerier. Sådan et brag af en debut affødte hos mig spørgsmålet: Hvad er det, de har gang i?
Ardnahoe er Islay's yngste destilleri. Det er grundlagt i 2016 af Stewart Laing og hans to sønner Andrew og Scott, som står bag whisky-firmaet Hunter Laing & Co.
Den fra Bruichladdich pensionerede Master Distiller Jim McEwan blev hyret til at designe Ardnahoe's "maskinpark", oplære de ansatte og igangsætte produktionen. Den første spiritus løb fra destillationsapparaterne i 2018.
Det var først efter at jeg havde booket mine destilleri-ture, at jeg læste, at ovennævnte Jim McEwan var hovedansvarlig for, hvordan Ardnahoe arbejder. Så gav det jo god mening, at jeg trods det, at jeg kun havde smagt en enkelt whisky fra destilleriet, havde lagt billet - og en dyr en af slagsen - ind på Ardnahoe's store pakke: Ultimate Ardnahoe Experience ~ tour & warehouse tasting (60 £).
Jeg er top-begejstret for Bruichladdich's røgede Port Charlotte whiskyer, som Jim McEwan var ansvarlig for, i de udgaver jeg har smagt. Så han kan altså et eller andet, som går rent ind hos mig.
Jeg vil anbefale at man giver Jim McEwan selv ordet i denne video, hvor han fortæller om sin rolle hos Ardnahoe, og hvor man får et meget klart indtryk af hvem og hvad vi har at gøre med her!
Vores guide var fremragende både til rundvisningen og warehouse-smagningen. Hun havde i den grad Ardnahoe inde under huden og vidste alt, hvad der var værd at vide om destilleriets historie, produktionsmetoder og whiskyerne. Og hun formidlede med stor entusiasme.
Warehouse-smagningen bestod af whisky hentet op af fire udvalgte fade og dermed cask strength (i disse tilfælde mellem 59% og 61%).
Det ene var et "historisk" fad, som var det første, der blev smagt, tre år og én dag efter at de havde påfyldt fadet deres første spiritus, altså den første dag (i 2021), hvor Ardnahoe havde lov til at kalde deres spiritus for whisky. Suveræn spiritus!
Alt hvad vi smagte var supergodt! Bourbon-, oloroso- eller PX-fade. Ligemeget. Det smagte bare enormt godt!
Fantastisk smagning!
Vi fik udleveret fire tomme sampleglas, som vi kunne fylde med fadprøverne, enten hvis man skulle køre bil, eller hvis man ikke havde lyst til at drikke det hele af de pænt generøse opskænkninger i vores glas. Fin detalje i tilrettelæggelsen.
Siden jeg for et år siden smagte Ardnahoe's første udgivelse, Inaugural Release, er kernesortimentet udvidet med yderligere fem whiskyer, som jeg havde regnet med at have tid til at smage i destilleriets café, før jeg skulle gå derfra for at nå bussen - dagens sidste - tilbage til Bowmore. Men det glippede. Jeg burde have tænkt på at købe et smagesæt til medbringelse.
Jeg har dog efter besøget også tænkt, at man måske kunne have budt på et par kernesortimets-smagsprøver under rundvisningen...
Ardnahoe's café byder på - udover deres whiskyer - god kaffe, gode kager og smuk udsigt. Ingen mulighed for frokost.
Caféens whiskykort byder på mange muligheder for at smage ikke blot destilleriets egne whiskyer men adskilligt andet, herunder gamle whiskyer fra øens andre destillerier. Hvad med fx 25 ml Caol Ila 32 års til 49 £?
Hvorfor: Den første whisky, jeg smagte fra dette Islay's næstyngste destilleri, var en Small Batch lagret på Str-, Bourbon- og Oloroso Sherry fade. Den afspejlede destilleriets eksperimenterende tilgang til whisky-fremstilling, var fremragende og bød - modsat flere af de gamle Islay-destillerier - på smagfuld og veldoseret røg. Efterfølgende smagning af fem andre af destilleriets whiskyer overbeviste mig om, at det måtte være værd at lære det nærmere at kende.
Kilchoman er Islay's næstyngste destilleri og var ved grundlæggelsen det første nye destilleri på Islay i 124 år. Det er grundlagt i 2005 af Anthony Wills, der kom fra Bristol. Han har en fortid i vinbranchen og som uafhængig aftapper af whisky.
Kilchoman kalder sig Islay's farm distillery.
Kilchoman er det eneste Islay-destilleri, der dyrker deres egen byg, og som malter, destillerer, modner og aftapper på stedet.
Vi fik her på maltningsgulvet serveret en smagsprøve på den nyeste "årgang" af destilleriets 100 % Islay, som er 15th Edition, der netop er fremstillet af deres egen byg og maltet på gulvet, som ses på billedet.
Når jeg nu herhjemme sidder med et glas fra min flaske 13th Edition af denne whisky, tilføjer det lige et ekstra lag til oplevelsen, at jeg ved hvor og hvordan den er lavet.
Det er en virkelig dejlig whisky!
Kilchoman prøver hvert år at få nye marker til eksperimenter med forskellige bygsorter for at finde frem til dem, der giver den bedste smag.
På billedet herunder ses en af destilleriets marker, Smiddy field.
Aktuelt producerer Kilchoman byg til 20-30% af deres produktion. Resten af deres malt kommer fra hovedlandet.
Karakteren og modningsgraden af den byg, de høster
og forarbejder hos sig selv, varierer med vejret.
Også temperaturen i gulvmalteriet påvirker smagen, hvilket gør, at den årlige udgivelse af deres 100% Islay varierer i udtryk - ligesom god vin varierer med årgangene.
Dertil kommer, at whiskyen lagres på forskellige fadsammensætninger fra år til år.
Den malt, som Kilchoman "importerer" fra hovedlandet, fremstilles mere industrielt og ensartet under temperaturkontrol. Det giver et ensartet udtryk i whiskyerne, hvilket især kommer kernesortimentet til gode.
Der eksperimenteres ikke alene med bygsorter. Kilchoman har i tidens løb udgivet mange small batches med vidt forskellige sammensætninger af meget forskellige fadtyper. Så det er ikke for meget at sige, at Kilchoman er et meget eksperimenterende destilleri.
Kilchoman tilbyder fire forskellige ture. Jeg valgte Limited Edition Tasting and Tour (40 £).
Jeg havde forestillet mig, at hovedvægten ville ligge på smagningen. Men vores guide brugte de to timer, der var afsat til hele arrangementet, til at fortælle og vise rundt. Hvorefter smagningen af fire whiskyer blev klaret på
Kilchoman's røgovn med et stykke tørv
et kvarter, hvilket ikke gav mulighed for nogen form for fordybelse eller dvælen ved detaljer. Skuffende.
Der var ikke - som hos Ardnahoe - tomme sampleglas, man kunne fylde med det, som man ikke drak. Så jeg tog mine rester med ind i caféen til den frokost, jeg havde booket.
Da jeg ville foretrække at tage whisky-resterne med mig, efterspurgte jeg tomme sampleglas. Hvorefter jeg fik fyldte glas med de smagte whiskyer. Tilfredsstillende løsning.
Der er to sider af den mønt, der hedder at eksperimentere. Når man prøver sig så meget frem, som Kilchoman gør, må det nogle gange gå bedre end andre.
Alle de seks whiskyer, jeg derhjemme havde smagt fra dem inden besøget har været fra meget gode til fremragende.
Af de fire whiskyer, som smagningen bød på, var jeg gladest for 13 years old.
De andre lagret på henholdsvis Sauternes-, portvins- og oloroso-fade var jeg mindre begejstret for.
Summa summarum: Jeg var glad for at se stedet og omgivelserne, men selve den whiskyrelaterede del af besøget levede ikke op til mine forhåbninger.
Kilchoman skal have stor ros for at have en café, der kan servere andet end kaffe. Og den frokost jeg fik der var fremragende.
Da jeg næste dag skulle besøge Bruichladdich, hvor man ikke kan købe noget at spise, ville jeg hos købmanden i Port Charlotte have købt en sandwich el.lign. til at tage med, men han var på ferie, og så var der kun Bowmore's Coop tilbage - 17 km hver vej. Heldigvis kunne jeg tage et par skiver brød med fra hotellets morgenmadsbord.
Så tak for mad, Kilchoman!
Hvorfor: Fordi de laver de i særklasse bedste røgede whiskyer, jeg har smagt. Fra deres Port Charlotte serie har jeg smagt 1) 10 års, 2) Islay Barley, 2013, 8 års, 3) SC: 01, 2012, 9 års og 4) PMC: 01, 2013, 9 års, som alle er vidunderlige og et niveau over al anden røget whisky, jeg har smagt! - bortset fra Springbank's Longrow, som er af samme kaliber.
Bruichladdich blev grundlagt i 1881 men måtte lukke i (bl.a.) 1994, hvor de dog havde to mænd ansat til at gå og passe de gamle fade. Det genåbnede i 2001, hvilket var starten på den epoke, vi nu befinder os i.
Tidligere nævnte Jim McEwan var Master Blender fra 2001 til 2016, hvor han gik på pension. Adam Hannett overtog.
Bruichladdich fremstiller tre linjer af whisky:
Jeg havde meldt mig til både Guided Distillery Tour (25 £) og Warehouse Tasting Experience (50 £).
Guided Distillery Tour var en rundvisning på destilleriet og i et warehouse.
Det skulle vise sig, at rundvisningen også bød på en smagsprøve på hver af deres tre typer whisky. Og det var ikke bare "basismodellerne", vi fik lov at smage. Fornemt! - og et klasse-niveau højere end det, som Ardnahoe og Kilchoman bød på.
Fra destilleriets ikke-røgede serie, der simpelhen kaldes Bruichladdich, smagte vi Bere Barley, 2023, 10 aged years, som er fremstillet af en gammel bygsort, der kun leverer ca. den halve mængde whisky (ca. 220 liter whisky pr. ton korn) i forhold til de mere udbredte bygsorter til whiskyfremstilling, hvilket naturligvis er med til at forklare den relativt høje pris: 100 £ i destilleriets webshop.
I washback-rummet stod på et af gæringskarene to flasker Port Charlotte og ventede på os. Til min overraskelse ikke "bare" 10 års udgaven (som er top-fremragende) men 18 aged years og PMC: 01, 2013 til henholdsvis 175 og 110 £.
Ingen af Bruichladdich's whiskyer aftappes under 50% - nul leflen for det store brede publikum. Ovennævnte to Port Charlotte er på 51,5% og 54,5%.
Mens vi stod og kunne nyde synet ned til destillationsrummet (billedet øverst på siden), hørte om processerne og så arbejdet med destillationen udfolde sig, kunne vi smage på den helt friske udgivelse, Octomore 16.4, der holder 61,5%.
Med et røgniveau (i malten) på 189,5 ppm kunne man tro, at den smager ekstremt røget, men det er overhovedet ikke tilfældet. (Der er formentlig meget få andre whiskyer i verden end Octomore der ligger på mere end 60 ppm).
Jeg har i min lille whisky-samling en Octomore 15.2 (108,2 ppm), som smager væsentligt mindre røget end mine tre Port Charlotter (40 ppm).
Octomore's milde og diskrete røgudtryk skyldes bl.a. en kombination af destillationsprocessen, herunder et smallere cut, hvor kun den reneste del af destillatet anvendes, højaktive fade, som frigiver mere smag, der kan maskere røgen, samt typen af tørv og hvordan den brændes.
Jeg er ikke blevet fan af Octomore, foretrækker langt de skønne Port Charlotter. Det er min tegnebog glad for, for Octomore er dyr. 16.4'eren koster 175 £. Men så får man den også i en fancy sort flaske...
Ligesom hos Kilchoman fremstilles en del af whiskyerne, aktuelt ca. 52%, af lokalt dyrket byg, dog ikke fra egne marker men fra 20 landmænd i nærheden af destilleriet.
Der er er også hos Bruichladdich gang i eksperimenterne. Der bruges alle mulige fadtyper, fx i deres Port Charlotte Cask Exploration Series, hvor ovennævnte PMC:01 er en af dem (PMC står for Pomerol Cask).
Warehouse smagningen bød ligesom rundvisningen på Bere Barley, Port Charlotte (her i en Islay Barley variant) og Octomore, men nu som fadprøver og selvfølgelig ved cask strength.
Vores guide havde ligesom hos Ardnahoe tydeligvis sit destilleri under huden. Han var engageret og ekstremt vidende og kunne oveni alt det faktuelle levere velplacerede og interessante anekdoter fra Bruichladdich's historie.
Også her var der en pakke med de velkomne tomme sampleglas, så man kunne tage en prøve med sig, hvis man skulle køre bil, eller hvis man af anden grund foretrak ikke at tømme de rigelige opskænkninger.
Warehouse-smagningen var en rigtig god oplevelse. Med den guidede rundvisnings udsøgte mulighed for at smage en whisky fra hver af Bruichladdich's serier - og endda topprodukter til i gennemsnit 1200 kr. pr. flaske - synes jeg ikke, at selve smagningen i warehouset bød på afgørende nyt.
Sjovt nok er det, som jeg er mest glad for at have fået med fra smagningen, vores guides beretning om Jim McEwan's karriere med whisky. Lige fra han som 13-årig skoledreng vaskede gulve på Bowmore destilleriet til hans markante og ekstremt betydningsfulde arbejde på Bruichladdich.
Jeg kendte ikke til ham eller hans eksistens, før jeg var i gang med planlægningen af min rejse.
Det er en herlig udvidelse, når der kommer ansigter og mennesker på det, man holder af at drikke. Og McEwan er min højt værdsatte whisky-helt!
Hvorfor: 1) Fordi destilleriet skulle ligge smukt, og det lå i nærheden af Ardnahoe, som jeg skulle besøge, 2) fordi andre whisky-entusiaster (på nettet) vurderer destilleriet meget højt.
Bunnahabhain er grundlagt i 1881.
Destilleriet adskiller sig fra alle Islay's andre destillerier ved længe at have lagt hovedvægten på ikke-røgede whiskyer. De ændrer dog løbende andelene af ikke-røget og røget whisky, afhængigt af hvad markedet efterspørger.
De er også kendt for deres forkærlighed for lagring på sherry-fade.
Jeg havde ikke booket nogen tour hos Bunnahabhain men kom blot forbi og droppede ind i deres Visitor Centre.
Det var mit første møde med et destilleris Visitor Centre. Og jeg var overvældet over imødekommenheden og servicen.
Jeg blev spurgt, hvad jeg havde lyst til at smage, og så kom der først tre flasker på bordet, der senere blev efterfulgt af endnu tre smagsprøver, altsammen gratis.
Den unge kvinde, der hældte op, var meget vidende og blev suppleret af andre ansatte, der kom forbi og øsede af deres detaljerede viden.
Gad vide om niveauet er lige så højt på andre destilleriers Visitor Centres?
De smagte whiskyer - både røgede og ikke-røgede - var bestemt gode, men de ramte ikke min smag i en grad, at jeg fik lyst til fremover at have dem på min whisky-hylde.
November 2025
