Efter behandlingen af de to stort set ukendte druesorter Nascetta og Pelaverga i den første del af Piemonte 2014 temaet, vil denne del 2 handle om vine fremstillet af de mere udbredte og velkendte sorter som Dolcetto, Barbera, Nebbiolo og Arneis.
Jeg (Preben) besøgte under mit ophold otte meget forskellige producenter, deriblandt nogle der lavede fremragende vine. Nogle af disse forhandles heldigvis herhjemme, om end for de flestes vedkommende aktuelt i andre årgange end dem jeg smagte.
Consorzio I Vini del Piemonte havde skruet et intensivt program sammen til mig. Så et par timer efter at man havde hentet mig i Torino lufthavn ankom jeg til Domenico Clerico's meget personlige og anderledes cantina beliggende ved Monforte d'Alba. Den udstålede pomp, pragt og penge.
Den første brugbare vin fra Clerico's hånd blev produceret i 1976. Den nye cantina er fra 2011.
Jeg hørte fra en anden producent en udtalt beundring af Clerico, der trods tabet af en datter og en alvorlig kræftsygdom i relativt fremskreden alder havde fundet den kompromisløse energi til at lave denne nye og imposante cantina.
Clerico har ønsket at lave noget, der virkelig imponerer, og udgangspunktet for bygningsprojektet er taget i la barricaia, altså barrique-opbevaringsrummet, som vitterlig er meget imponerende.
Alle vine på nær Dolcetto og Barbera macereres i ståltanke med rotofermentorer, og macerationstiden er 20-40 dage afhængigt af hvilken vin, det drejer sig om. Der bruges næsten udelukkende franske barriques til lagringen af Barolo'erne, 70% nye, 30% af anden passage, hvilket er en sænkning af andelen af nyt træ i forhold til tidligere.
Alle vine blev smagt umiddelbart efter åbning, så det er klart at tanninerne ikke fik tid til at bløde lidt ud. Alligevel vover jeg den påstand, at vinene hælder til den ganske tanniske side. De to (af fem) Barolo, der umiddelbart tiltalte mig mest, var vine der fra start havde et mere moderat og balanceret tanninudtryk.
Barolo Ciabot Mentin 2009 var meget balanceret, og her fandt jeg også elegance og "lys" i tanninerne. I stærk kontrast til Barolo Pajana 2009, der var mørk, streng og maskulin og med meget hårde og aggressive tanniner. Der er ingen forskel på, hvordan de to vine produceres. Det er udelukkende belliggenheden, der gør forskellen. Begge marker ligger i Monfortes Ginestra-område, men Ciabot Mentin ligger højere end Pajana.
Flottest (sådan havde jeg det også da jeg smagte Clerico's vine til Barolo & Friends 2014) fandt jeg Barolo Percristina 2005, der havde det hele. Flot, stor og klassisk. Også fyldigere og lidt mere sød end de andre af producentens Baroli. Vinen stammer fra Mosconi-området ved Montforte. Den er ekstrem derved, at den først er lagret tre år på barriques, derefter 2 år på 50 hl fade og endelig mindst 3 år på flaske, før den frigives. Der må i den grad være knald på druematerialet fra vinmarken, hvor de fleste vinstokke er plantet i 1955, når vinen, som macererer i 40 dage, kan tåle denne intensive fadlagring.
Pajana 2009 og Ciabot Mentin 2009 forhandles aktuelt af Vinoman til henh. 475 kr. og 495 kr. Lysgaard Vine sælger Percristina 2005 til 655 kr. Andre vine og årgange forhandles af flere forskellige forhandlere.
Man kan lave alle mulige fine analyser - tannin mig her og syre mig der - og så er der de øjeblikke, hvor smilet bare breder sig hen over ansigtet, når man smager en vin, som bare går rent ind. Den oplevelse havde jeg flere gange i selskab med Nicola Argamante (billede længere nede i denne spalte), vicepræsident for Consorzio I Vini del Piemonte, min chauffør og ledsager på turens første dag.
Argamante, der tidligere levede sit vinliv på vinuniversitet i Torino som bl.a. forsker og underviser og som konsulent for andre vinproducenter (bl.a. ovenfor omtalte Clerico), købte sammen med sin hustru Loredana Addari (billede lidt længere nede på siden), der arbejdede på samme universitet, den lille ejendom Podere Ruggeri Corsini i 1995.
Her er der ingen rotofermentorer og nye barriques, idet Argamante ønsker en mere traditionel tilgang til vinfremstillingen.
Udover at anvende de "sædvanlige" druesorter, fremstiller Ruggeri Corsini en vin på Pinot Nero og en på Albarossa, som er en krydsning mellem Barbera og Nebbiolo.
På parrets ejendom gjorde en ikke-fadlagret Barbera d'Alba 2012 stort indtryk. Især fordi jeg almindeligvis finder Barbera uden fad kedsommelig. Duften i denne dejlige Barbera var fyldig og mere kompleks end normalt for typen. Og meget lækker smag med en fornemt blødgjort syre. Udenfor konkurrence den bedste Barbera base, jeg nogensinde har smagt! Intet under, at denne vin er Argamantes foretrukne til daglig brug.
Smilet og den umiddelbare drikkeglæde holdt sig, da der kom Nebbiolo i glasset. Ikke noget med at spytte ud her. Superlækker Langhe Nebbiolo 2011, floral og med fantastiske tanniner, som på samme tid var karakteristisk præsente og helt fine og elegante. Lagret 18 måneder i store fade.
Barolo S. Pietro 2010 var ung, transparent, vinøs, herlig og med fantastisk duft. Lagret i store fade i 30 måneder. Barolo Bussia 2009 var stor og superflot, et pletskud. Lagret i brugte barriques og tonneaux de første 18 måneder, derefter i store fade.
Det var tankevækkende at komme fra Domenico Clerico's imposante vineri til Argamantes udefra set meget mere beskedne ejendom. Men det er nu en gang indholdet i glasset der tæller.
Nogle af Ruggeri Corsini's vine (dog ikke de smagte årgange) sælges hos Italian Wine Trading (webshop hvor der kun sælges seks flasker ad gangen; man kan dog købe enkeltflasker ved henvendelse hos restauranten La Rocca), Skovgaard Vine, Vera'a Vine, Hagelquist vine og Ubbe's Vinhandel.
Consorzio I Vini del Piemonte ser det som sin opgave at forene vinproducenterne i fælles promoveringsindsatser. Konsortiet arbejder tæt sammen med Strada del Barolo e Grande vini di Langa, der i højere grad er rettet mod turismeaspektet. Trods de få personer, der er ansat de respektive steder, skorter det ikke på præsidenter og vicepræsidenter - eller formænd og næstformænd afhængigt af hvor fornemt man oversætter. Jeg havde den store fornøjelse at have vicepræsidenten/næstformanden for Strada del Barolo, Mauro Daniele, som min ledsager og chauffør det meste af turens anden dag.
Her besøgte vi først den største producent i Novello, San Silvestro, hvor der - som det ses nedenfor - i fysisk forstand var svimlende højt til loftet.
Det overordnede indtryk af vinene fra dette store sted var, at de var i den rimelige mellemafdeling, hvilket stemmer fint i overens med, at flere af vinene i Danmark forhandles i SuperBest og Eurospar.
Bedst - og klart på et højere niveau end de andre vine - fandt jeg Barbera d'Alba, Campo del Gallo 2010, der havde stor og flot duft med en del træ med moccatoner. Også flot smag med træ, sødme og fin friskhed. Vinen er lagret 18 månder på 500 l fade.
Campo del Gallo er faktisk ikke en San Silvestro vin. Familien Sartirano, der ejer San Silvestro, købte i 1988 Costa di Bussia, Tenuta Arnulfo beliggende i Montforte d'Alba (ikke så langt fra Novello), og Barbera'en her stammer fra denne ejendom. Vinen importeres af Fionia Vin og koster 159,00.
På samme måde som dagen i forvejen bevægede vi os nu fra store og lidt pompøse forhold til en lille cantina, også i Novello, nemlig Le Strette, som føromtalte Mauro Daniele driver sammen med broderen Savio. Og ligesom hos Ruggeri Corsini den foregående dag var det bestemt ikke størrelsen men gørelsen der var afgørende for vinoplevelserne. Og denne dag var Le Strette suverænt i førertrøjen.
(Omtale af Le Strette fortsættes øverst i næste spalte.)
Le Strette startede op i 1997 med en produktion af blot 1000 flasker Dolcetto, 1000 flasker Barbera og en lille eksperimentel produktion af 300 flasker Nascetta. Nu produceres ca. 20.000 flasker, hvor også Barolo er med i porteføljen.
Produktionsfilosofien er at gøre et stort arbejde i vinmarken og så lidt som muligt i "kælderen" for i størst muligt omfang at udtrykke terroirets kompleksitet og autencitet.
Le Strette er certificeret eco-sostenibile - altså øko-bæredygtig - hvor man ikke bruger kemiske men kun organiske midler.
Jeg synes der kan være langt mellem snapsene, når der er Dolcetto-prøver i glasset, men Le Strettes Dolcetto d'Alba 2012 var virkelig god. Kraftigt duftende med masser af kirsebærfrugt. Rigtig god smag med ikke for mørk frugt, markante tanniner og fin og afvæbnende sødmefuldhed i tørheden.
Også Barbera d'Alba, Persole, 2012 var fint ramt, lækker med stor friskhed og et fint afstemt fadpræg og et klædeligt lille tanninstrejf. (Vinen er senere anmeldt).
Det var imidlertid da der kom Barolo i glasset, at der virkelig skete noget. Først en vin fra Barolo kommunen, Barolo Bergeisa 2010, der var lækker med fine og smukke tanniner i stor harmoni med resten. Vinen var i det hele taget meget harmonisk og havde en forførende letdrikkelighed uden at mangle seriøsitet. Bravo!
På vejen til aftenens restaurant viste Mauro Daniele mig Bergeisa-marken, som er indrammet på billedet nedenfor.
Barolo Bergera Pezzole 2010, som stammer fra en mark i Novello, var aktuelt stærkest på duftsiden; den havde mere åben og charmerende duft end Bergeisa. I munden var den til gengæld mere stuktureret med høje tanniner og en mindre umiddelbar drikbarhed end Bergeisa. Begge vine var på hver deres måde så herlige, at her skulle der synkes og ikke spyttes ud - for mig det ultimative kriterium, når væsken i smageglasset gør mig rigtig glad.
Begge Baroli macereres i 30-35 dage og lagres først 8-10 måneder i barriques, herefter 20-22 måneder i store fade.
Nogle af Le Strette's vine sælges hos Brd. D's Vinhandel og Piaf Vinhandel, dog ikke alle i de smagte årgange.
Jeg besøgte i Verduno to producenter, Poderi Roset og Castello di Verduno, hvor jeg udover Pelaverga-vinene omtalt på Piemonte 2014 temaside 1 smagte de mere udbredte vintyper med Barolo i centrum.
Silvio Busca har gjort sin passion for vin til sin levevej ved at starte Poderi Roset op i 1992. Der var til at begynde med kun tale om en garage, og Busca arbejdede samtidig for andre cantina'er, hvorfra han hjemtog det han lærte til sin egen produktion.
Hos Poderi Roset var jeg gladest for Barolo'erne; begge smagte vine var årgang 2009. Basisversionen, som Busca kaldte tradizionale var glimrende i lidt "let" stil, givetvis meget drikbar. Meget lidt tannisk.
Bedst fandt jeg Barolo Monvigliero, som var elegant, hvilket er et kendemærke for vinene fra Verduno, der ikke ligger så langt fra La Morra, der også er kendt for meget elegante vine. Monvigliero var lækker og forførende med jordbærtoner og fine tanniner.
Castello di Verduno er udover at være vinproducent også en agriturismo, og der er en restaurant på stedet.
Hvad vinproduktion angår, har de en afdeling i Barbaresco, hvor man har special-tilladelse til at vinificere Barolo uden for Barolo-området, mens lageret befinder sig i Verduno.
Producenten bød på en glimrende Barbera d'Alba, Bricco del Cucule, 2011. Frisk og dejlig med lille fadpræg.
Langt de fleste flasker jeg smagte på turen var nyåbnede, hvilket jeg værdsatte i ekstrem grad. Hos Castello Verduno var et par af vinene åbnet dagen før og derefter "pumpet", d.v.s. luften var suget ud af flasken. Der er delte meninger om, hvilken indflydelse det har på vinen. Jeg er af den klare overbevisning, at det suger noget ud af vinen, som i langt de fleste tilfælde taber kvaliteter ved operationen. Jeg tilskrev min oplevelse af, at to Barbareschi var meget duftsvage, at de havde været pumpet.
Barbaresco Rabaja 2009 ville jeg bestemt nyde at komme forbi en anden gang, ganske lækker og harmonisk.
Barolo, Massara, 2006 (nyåbnet) var flot, klassisk og tannisk, et rigtig godt glas.
Brødrene Alesandro og Alberto Pittatore er ansvarlige for Bric Cenciurio's vine, som spænder fra vine på de traditionelle piemontesiske sorter som den grønne Arneis fra Roero-distriktet over vine på alle de kendte og traditionelle blå sorter. Men der laves også en hvidvin på Riesling - værdsættelsen af de tyske Riesling vine har inspireret.
Cantinaen ligger tæt ved Barolo by, i hvilken der bydes på mulighed for at smage producentens ganske mange vine.
Bric Cenciurio fremstiller to hvidvine på druen Arneis, vine som Alessandro Pittatore betegner som to af deres vigtigste produkter. Og Bric Cenciurio skulle være alene i Barolo om at producere Arneis.
Vine på denne druesort har aldrig rigtig vundet mit hjerte, men blandt Bric Cenciurios to meget forskellige Roero Arneis, fandt jeg den ikke-fadlagrede 2013'er glimrende i den letforståelige genre, mens den fadlagrede tiltalte mig i mindre grad.
Den senthøstede og søde Arneis Sito dei Fossili, Vendemia Tardiva, hvis årgang jeg ikke fik noteret, var skøn med høj sødme og god kompleksitet. Lagret på fad af akacietræ. Smage overvejende i genren tørrede figner.
Barbera d'Alba 2012 fra Roero-området var dejlig og livfuld med både blødhed, friskhed, god lille struktur og god syntese mellem vin- og fadsmag.
Barolo'erne havde jeg det en smule svært med, idet jeg gennemgående fandt dem ganske stramme og reserverede. Men det er ikke nødvendigvis en fair bedømmelse, da vinene blev smagt umiddelbart efter åbning. De vil uomgængeligt have rigtig godt af både tid og luft.
Følgende vine (som jeg ikke har smagt i de nævnte årgange) fra Bric Cenciurio forhandles i skrivende stund af Dalgaard Supermarked i Hørsholm: Barbera d'Alba 2011 (160,00), Langhe Nebbiolo (225,00), Barolo 2009 (325,00) og Barolo Coste di Rose 2009 (399,00).
Terre del Barolo er et kooperativ dannet i 1958 af 13 medlemmer, der siden er vokset til 350. Man produceres ikke bare Barolo men alle de vintyper, som forekommer i området.
Udover min tidligere (på temaside 1) fremhævning af producentens Pelaverga, er jeg desværre ikke i stand til at fremhæve andre vine. Jeg stødte her for anden gang ind i "pumpe-problemet". Det er klart, at det fra værtens side fordyrer en smagning at skulle servere prøver fra nyåbnede eller fra nyligt åbnede flasker. Men når man serverer flasker, der har været åbne nogen tid og som har været pumpet, hvilket var tilfældet med de to smagte Baroli, så risikerer man at spille sig muligheden for rosende omtale af vinene af hænde, hvilket er tilfældet her.
Philipson Wine forhandler mange vine fra kooperativet.
Tredje og sidste del af dette års Piemonte-tema indeholder anbefalinger af to restauranter, som vi ikke kendte i forvejen samt en omtale af den årlige fejring af den sidst frigivne årgang Barolo, Io, Barolo, la nuit.
Juli 2014
