Barolo & Friends har tilsyneladende bidt sig fast i København; det var sjette år i træk at smagningen fandt sted. Det er italienske Consorzio I Vini del Piemonte og Strada del Barolo e Grande vini di Langa, der står bag. Også denne gang var der en session for fagfolk inklusive den attraktive mulighed for at deltage i et seminar samt flere sessioner for det betalende publikum.
Seminaret havde denne gang formålet at komme lidt bredere rundt i Piemonte i stedet for blot at kredse om Nebbiolo. Og især to - meget lidt udbredte - druesorter forekom at have fokus: den grønne Nascetta og den blå Pelaverga. Vicepræsident for Consorzio I Vini del Piemonte, Nicola Argamante (billedet herunder), guidede igennem smagningen. Han har også sin egen vingård, Ruggeri Corsini, er konsulent for andre vinproducenter og har arbejdet på vinuniversitetet i Torino.
Første vin var en Langhe Nascetta, Cantina Terre del Barolo, 2013 fremstillet på ståltank. Druens udstrækning er begrænset til en enkelt landsby, Novello, og der findes blot 8-9 forskellige vine fremstillet af sorten.
Den smagte Nascetta var frisk, tør, ganske let aromatisk og kunne gøre glimrende fyldest til frokost på terrassen eller til en let fiskeret. Skal udpræget serveres kold.
Smagningens anden hvidvin, den mere udbredte og kendte Roero Arneis fra Antica Cascina dei Conti di Roero nåede jeg aldrig at blive rigtig gode venner med i den tid jeg havde den i glasset, både fordi den havde en del bitterhed i eftersmagen, og fordi den havde en anelse sødlig udklang. Her foretrak jeg Nascetta'en grundet den højere syrestand.
Rødvinsrunden blev indledt med to vine fremstillet af Pelaverga, begge fremstillet på stål. Druen er ligesom Nascetta kun knyttet til én landsby: Verduno. Vi blev oplyst om, at der findes to Pelaverga'er, hvor Pelaverga piccolo absolut skulle være den bedste.
Nicola Argamante fortalte, at Pelaverga-vine er meget velegnede som en slags pendant til englændernes five-o'clock-tea: at man ved 17-tiden tager sig et par skiver salami ledsaget af et glas let og kølig (13-14°) Pelaverga.
Første vin var Verduno Pelaverga, Poderi Roset, 2013 med en duft og smag af syrlige kirsebær, derudover lidt krydderi i smagen.
Af de to Palarverga-vine var jeg gladest for nr. 2, Verduno Pelaverga, Cantina del Barolo, 2013, som var meget lys, og hvor duft og smag var ovre i hindbærsaft-genren. Også her lidt krydderi i smagen. Let stil, og en vin som det var meget let at forestille sig italienerne indtage sidst på eftermiddagen - afgjort ikke en bøf-vin.
En Barbera d'Alba Superiore, Rizieri, 2011 var bestemt glimrende, men jeg har smagt sjovere.
Femte druesort på programmet var Ruché, som jeg aldrig havde hørt om. Ruché di Castagnole Monferraro, Crivelli, 2013. Pudsig lyserød bublegum-agtig duft. Smag af søde kirsebær med marmelade-toner. Nej tak.
De to sidste vine var - naturligvis kan man sige - Nebbiolo-vine, nemlig to Barolo. Ærindet var nok at demonstrere stilforskelle mellem den modernistiske og den mere klassiske stil. Den første, Barolo, Bric Cenciurio, 2010 repræsenterede med sit noget mostede udtryk den moderne stil. Transparent med tydelige tanniner i eftersmagen, tanniner der blev meget mildere med luftning. Tydeligvis ung.
Den anden Nebbiolo-vin var Barolo "Arione", Gigi Rosso, 2010, som var mere vinøs og fyldigere end nr. 1. Klassisk, harmonisk og med en vis elegance. Den gav ikke voldsomt meget fra sig, men også den bar jo præg af at være meget ung.
Nicola ArgamentoH fremførte under sin mere generelle fortællen om Barolo en god pointe. Man anser almindeligvis enkeltmarksvin - eller cru'er som nogen kalder dem - som finere og bedre end vine, der er blandet fra forskellige marker. Det med enkeltmark giver mening, når en mark giver vin med så karakteristisk udtryk, at den klart kan udskilles fra f.eks. nabomarken. Men hvis en producent f.eks. har én mark, der giver meget tanniske vine og en anden mark, der giver vine mere rige på duft og smag, så kan blandingen af de to marker vise sig at give den bedste og den mest komplekse vin. Enkeltmarksvinen kan være den bedste - eller den værste - og en kvalificeret blanding af flere marker kan i nogle tilfælde være en producents bedste vin.
Det helt centrale omdrejningspunkt ved Barolo & Friends er naturligvis muligheden for såvel fagfolk som det "almindelige" publikum at gå rundt og få smagsprøver på de adskillige vine, som 38 producenter bød på. Det giver rigtig mange forskellige vine at vælge mellem.
Jeg (Preben) laver altid en plan på forhånd, i erkendelse af at jeg ikke evner at smage på flere hundrede vine på en gang, og et par timer rummer heller ikke tiden til det. Og jeg må sige, at jeg især finder det formålstjenligt at praktisere begrænsningens kunst, når det handler om Nebbiolo, som i ualmindelig høj grad slider på mundens fysik grundet de voldsomme tanniner. Her tilstræbte jeg at smageruten skulle gå fra den elegante til den robuste stil, så begge kunne komme til deres ret.
Jeg vil gå hurtigt hen over min lille før-Nebbiolo-runde, hvor jeg smagte en smule spumante, hvidvin, Grignolino, Dolcetto og Barbera, og koncentrere mig om Nebbiolo-vinene. Her vil jeg begrænse mine beskrivelser til de oplevelser, jeg fandt mest interessante.
Jeg startede hos Bruno Giacosa, hvor udvalget af Nebbiolo-vine var beskåret med 50% i forhold til programmet, så der var to vine til smagning: Barolo, Faletto, 2009 og Barolo, Le Rocche del Faletto, 2009. Førstnævnte var ganske lys i farven, meget blid og harmonisk med rekord-milde og fine tanniner. Den gav aktuelt ikke så megen smag fra sig men skulle kunne gemmes meget længe. Le Rocche del Faletto var mere tannisk men samtidig udpræget elegant. Meget fine og elegante vine af stor klasse. Og de er også dyre. 1400-1600 kr. pr. flaske.
Jeg mødte her et problem - måske mere præcist kaldet dårlig betjening - som jeg fandt flere steder, hvor det var danske forhandlere og ikke producenterne, der stod ved bordene og skænkede op: Forhandlerne kan være - og var i dette tilfælde - så nærige med opskænkningerne, at det var umuligt at aftvinge de pænt store og glimrende glas, der bruges ved smagningen, nogen duft. Så her føler man sig snydt. Måske er formålet, at forhandlerne efterfølgende kan tjene penge på den eller de par flasker, som de på denne måde sparer. Det er, selv om det er dyre vine, efter min mening ikke i orden. Måske samme motiv kunne ligge bag, at kun to af de programsatte fire Nebbiolo-vine fra Giacosa blev udskænket? - to Barbareschi var fraværende.
Ønolog Oscar Arrivabene fra Domenico Clerico
Afgørende for at jeg havde placeret Domenico Clerico til sidst på min smagerute, var, at jeg i Søren Franks bog Barolo - vinene fra Alba havde læst, at Clerico skulle være en af de mest hårdtpumpede blandt andenbølgemodernisterne. Jeg fandt dog personligt ikke vinene specielt "hårdtpumpede". Især da to af vinene var fra den varme årgang 2009, havde jeg på baggrund af nævnte beskrivelse ventet lidt rigeligt af det hele. Men jeg blev mødt af, hvad jeg oplevede som flotte, klassiske og ovenikøbet ganske strenge vine. Ikke noget flæsket, overfyldigt eller pumpet her. Jeg smagte Barolo Pajana 2009, Barolo Ciabot Mentin 2009, Barolo Aeroplanservaj 2008 og endelig Barolo Percristina 2005. Alle flotte, klassiske og lidt strenge i udtrykket. Percristina var ekstrem derved at den først lagres 3 år på barriques (heraf 80% nye), derefter to år på 50 hl fade og endelig flere år på flaske, før den frigives. På trods af den langvarige lagring og alderen fremstod vinen stadig streng og ganske ungdommelig. Et flot glas!
Alle Domenico Clerico vinene kunne være spændende at smage igen med mindre slidte smagsløg. Der findes flere danske forhandlere, og billigste pris, jeg har kunnet finde på nettet, er 475 kr. for Pajana 2008. De andre vine er en del dyrere.
Jeg håber på gensyn med Barolo & Friends til næste år.
Juni 2014
