Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Ovenpå den vidunderlige (femstjernede) årgang 2013 af denne vin, som vi drak for fire måneder siden, er nærværende 2012 en kæmpeskuffelse. I næsen forekommer den ikke blot ældet men decideret gammel på den dårlige måde. Det går lidt bedre i munden, hvor vinen er stort anlagt og ganske massiv, men smagen er stadig ældet og ikke attraktiv. Det hjælper nok så megen luft ikke på.
Det er muligt, at vi har fanget vinen i en overgangsfase, og at den på et senere tidspunkt kan komme ud på den anden side og byde på noget bedre. Men vi kommer ikke til at teste det, da vi aldrig rigtig kommer til at holde af vine, der er indtrådt i det stadium, som denne vin er i.
Glas: Zalto bordeaux.