Karakteristisk landskab fra Chianti Classico med Sangiovese-mark
De toscanske vine, der er fremstillet enten udelukkende eller overvejende af områdets hovedrue, Sangiovese, har efterhånden længe været blandt vores absolutte favoritter.
Chianti-vinene, vinene omkring byerne Montalcino (Rosso og Brunello di Montalcino) og Montepulciano (Rosso og Vino Nobile di Montepulciano) og Morellino di Scansano vinene har trods de ganske forskellige navne en fælles kerne: Sangiovese. Montalcino-vinene skal være fremstillet af 100% Sangiovese, mens vinene fra det kvalitativt vigtigste Chianti-område, Chianti Classico, samt Rosso og Vino Nobile di Montepulciano kan være fremstillet udelukkende af Sangiovese. Men der kan også være - og er det ofte - iblandet op til 20% andre druesorter, herunder "fremmede" druer som Cabernet Sauvignon og Merlot. I Montepulciano-vinene er det endda tilladt at tilsætte 10% grønne druesorter. I Morellino-vinene er 15% andre blå druesorter tilladt.
Sangiovese-druer fraDet er altid svært at rubriceret vine i niveauer, fordi der findes overlap, hvor det kan være svært at afgøre om niveaet er det ene eller det andet. På vores vinreoler har det dog vist sig at være praktisk at inddele vinene i fire niveauer, som handler om oplevet niveau fremfor det "teoretiske" niveau som vinene befinder sig på via deres appellation.
Når vi snakker vinniveau, handler det i virkeligheden om, hvor dyrt og ressourcekrævende det er at fremstille en vin og dermed også hvor nuanceret og kompleks en vin kan være. Hvilket absolut intet har at gøre med, hvad der opleves som bedst at drikke i en given sammenhæng.
De vine, som vi rubricerer som dagligvine, er dem som vi tager frem, når der er f.eks. pizza eller pasta med mere eller mindre stærkt krydret tomatsovs på bordet. Det er typisk billigere vine uden riserva på etiketten. Det kan være en Chianti, en Rosso di Montalcino, Rosso di Montepulciano eller Morellino di Scansano. Man får altid på baggrund af prisen en vis ide om niveauet.
Selv om vi her kan snakke om vine på et lavere niveau, er det vigtigt at understrege, at vi klart foretrækker disse vine, når maden kalder på det. Og helt parallelt dermed, er vi lige så glade for en god pizza som oksemørbrad. Det afhænger ganske enkelt af hvad vi på et givet tidspunkt har lyst til. Så i den forstand er dagligvins-niveauet efter vores opfattelse lige så attraktivt som de "højere" niveauer.
De vine, som hos os ligger på hylden efter dagligvinene, er dem, som vi til intern og praktisk brug rubricerer som lave mellemklasse vine. Det kan sagtens være de samme appellationer, som netop nævnt, men i virkelighedens verden kan man ikke nøjes med at se på appellationen, når man vil skyde sig ind på vinenes niveau. Prisen giver som nævnt et vigtigt fingerpeg, men man må simpelthen smage sig frem.
Vi bruger typisk de vine, som vi rubricerer som lav mellemklasse, til italiensk inspirerede hverdagsretter med lyst kød. En god Chianti Classico vil tit være at finde her, ligesom rosso'erne fra Montalcino og Montepulciano ofte befinder sig i dette leje. De mindre riserva'er fra Chianti Classico passer også ind her.
Selv om en ikke-riserva og en riserva fra Chianti Classico i princippet repræsenterer to forskellige niveauer, så er vores erfaring helt klart, at en normale fra en ambitiøs kvalitetsproducent sagtens kan være på et højere niveau end mangen en riserva fra en mindre ambitiøs producent. Faktisk kan det ind imellem opleves som en ulempe, at mange af "kvalitetsproducenterne" næsten går efter riserva-karakter også i deres normale vine fremfor at lave en lettere drikkelig ikke-riserva vin, som vi faktisk ind imellem oplever er blevet en mangelvare.
Det er også værd at bemærke, at de appellationer og typer, som ofte repræsenterer de "store" vine, ofte ikke viser sig at være det i glasset. Og dermed kan en lille Brunello og en stor Chianti Classico normale i virkelighedens verden befinde sig på samme niveau. Igen giver prisen almindeligvis et udmærket fingerpeg.
Der kan være virkelig skønne oplevelser at hente her på det høje mellemklasseniveau. Og her begynder det mørke kød også at komme på tale som passende mad-match.
Her er vi selvfølgelig ovre i de dyrere vine. Er det Chianti og Morellino, så snakker vi almindeligvis riserva. Og så er der den højt renomerede Brunello di Montalcino - der som nævnt ikke kan forventes at leve op til sit med vores øjne noget opskruede renommé. Der kan være lidt længere mellem snapsene i Vino Nobile di Montepulciano, hvor det dog grundet appellationens lavere prestige er muligt at gøre rigtig gode køb, når vi snakker forholdet mellem kvalitet og pris.
Man får sikkert let det indtryk af at riserva hører sammen med "de store" og at ikke-riserva-betegnelsen knytter an til de mindre vine. Men som vi har beskrevet det tidligere, så er virkeligheden ikke så enkel. Og da der derudover knytter sig forskellige krav til riserva/ikke-riserva for de forskellige appellationers vedkommende, så er denne generalisering slet ikke anvendelig.
Selv om fadlagring ikke altid er et krav i forbindelse med riserva-betegnelsen, så er det i praksis altid sådan, at riserva handler om udvalgte druer og længere fadlagring. Men en Brunello ikke-riserva skal lagres mindst 2 år på fad, og har således allerede indbygget de kvaliteter og karakteristika, som kendetegner f.eks. en Chianti Classico riserva.
Af samme grund, så snakker vi hjemme hos os - for ikke at skulle igennem hele terminologien hver gang vi drikker, gætter på og snakker om en vin - om riserva- og ikke riserva-typer, og anskuet på den måde, så er en Brunello og en Vino Nobile pr. definition allerede "riserva-typer". Men det er selvfølgelig ikke en korrekt måde at snakke på, da der også findes en Brunello og en Vino Nobile riserva med yderligere krav til fadlagring.
For de der måtte ønske helt faktuelle og detaljerede oplysninger om de helt specifikke krav, der gælder for de enkelte appellationer, henviser vi til Politikens bog Italiensk vin, som vi har anmeldt her.
