Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen forekommer først at være enten noget lukket eller primitiv eller begge dele. Den åbner frugtfattigt og noget råt. Denne råhed kan nok forventes grundet Tannat-druens indflydelse, men grundet vores oplevelse med den bløde, rene Tannat 2000 (se anmeldelse her) fra samme producent, overrasker det.
Efter nogle timers luftning begynder det at hjælpe på det, og vinen udtrykker sig mere åbent og sammenhængende. Men den fremstår stadig som mere primitiv i stilen. Mørke bær er den fremherskende smagskomponent. God koncentration.
På et tidspunkt bemærkede vi den samme type duft som kan findes i en lidt sprittet portvin. Pudsigt er at vi fandt samme duft-komponent i en anden Uruguay-producents blanding af de samme druer (Catamayor Merlot-Tannat, se anmeldelse her). Det er naturligvis letsindigt at generalisere på baggrund af to erfaringer, så vi vil nøjes med at fastslå, at de to vine vi har smagt med denne drueblanding har været mindre vellykkede end vine på ren Tannat eller ren Merlot. Sjovt at de har forekommet os mere primitive, når meningen med at blande må formodes at være dels at bløde Tannat'en op og gøre den mere bredt appellerende, dels øge raffinement og kompleksitet.