Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen har en duft af mørke, sødmefulde bær med et bittert touch, måske lidt hen ad tranebær, også et lidt primitivt "sprittet" indslag, selv om alkoholprocenten er moderate 13.
Smagen er i samme stil, mørke modne bær, sødligt-bittert præg med associationer til mørk chokolade. God fylde, pæn friskhed og pænt lang eftersmag. En anderledes type smag end vi er vante til.
Vi havde heldigvis "lyttet" til flaskens bagetiket, der foreslår barbecue og pasta som passende ledsagelse, så uden at slæbe havegrillen ind i efterårs-stuen, havde vi krydret de stegte kyllingefileter med bl.a. rosenpaprika og soyasauce, og grønsagerne inkluderede flåede tomater, lidt chili og hvidløg. Vinen viste sig fra sin bedste side sammen med denne mad, supplerede maden overordentligt glimrende.
Vinen er ren, vellavet og harmonisk, og den giver det som den lover.
Hvis man er ynder af uhøjtidelige haveparties med grillmad (i vintermånederne tacoskaller og tortillas med hvad der nu hører til), er vinen klart anbefalelsesværdig. Så på den måde kunne vinen godt have en bred appel også på vore breddegrader.