Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Næsten ingen duft. Pæn tæthed og koncentration, men vi kunne ikke genkende noget der kunne minde om Sangiovese (som vinen udelukkende er fremstillet af).

Man kan have en vis forståelse for at der eksperimenteres med at tæmme druens tilbøjelighed til et barsk tannin-udtryk - det vil alt andet lige appellere til et bredere publikum. Men her er druen ikke blot tæmmet, den er amputeret i sit udtryk for ikke at bruge de udtryk der er værre.

Er dette amerikanske Castello Banfi's politik? Da vi smagte deres Cum Laude (se vurdering her) oplevede vi også manglende fokusering, hvilket vi tænkte bl.a. kunne skyldes den eksperimetelle blanding af franske og italienske druer og en manglende evne til at lykkes med et sådant eksperiment. Men når samme svage fokus findes i en vin med Toscanas hoveddrue dyrket et af de mest favorable steder for netop denne drue, får vi tanken at det peger mere på producentens "sjæl".

Vi er overraskede, fordi ejendommen har et tårnhøjt ry. Og måske deres Brunello er bedre. Det bliver blot ikke os der lægger pengepung til at løbe risikoen for endnu en skuffelse.