Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Som nævnt i anmeldelsen af den anden Riesling trocken 2012 fra Wagner-Stempel så har producenten - lidt usmart - to forskellige vine med præcis samme etiket. Nærværende vin er den økologiske. Mere om hvordan man ser forskel på de to vine til sidst i anmeldelsen.
Vinen er meget frisk med en levende, vibrerende og pirrende mundfornemmelse. Duft og smag er i den relativt diskrete afdeling, tør og med kun en ganske svag antydning af let sødme. Flot og ganske markant mineralitet, der giver god dybde.
Meget lækker vin, hvor blandingsforholdet mellem lethed, friskhed, grad af tørhed, mineralitet, nerve og skøn mundfornemmelse rammer plet hos mig (Preben).
Da etiketterne på denne økologiske og den ikke-økologiske Riesling trocken som nævnt er identiske, ses forskellen på de to vine bl.a. ved det lille EU-øko-mærke på den økologiske vins bagetiket. Desuden ender stregkodenummeret på den økologiske vin på 371, mens det ender på ender 210 på den ikke-økologiske.