Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Det lader ikke til at vi skal blive helt gode venner med Querciabella vinene. Producenten regnes blandt Chianti Classico's topproducenter, så det er i dette tilfælde smag-behag-aspektet, der er afgørende.
Vi har holdt pause med nærværende Chianti Classico siden årgang 2001 (anmeldt her), som vi fandt for "fransk" i stilen. Her var der 10% Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon i vinen. Andelen af franske druer er i nærværende årgang reduceret til det halve: 5% Cabernet Sauvignon. Og vinen er nu mere toscansk i sit udtryk. Men den er stadig noget poleret og overvenlig i det, synes vi; den mangler noget af den pågåenhed, som vi forbinder med Chianti. Bl.a. fremstår den med en for området og typen noget underspillet syre, der kan virke fremmende på de mere søde smagselementer.
På egne betingelser supervellavet, enormt kontrolleret. Men altså efter vores smag lidt kedelig.