Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Det er vanvittigt spændende at sidde på første række og opleve alt det, der sker i Chianti Classico (og Toscana i det hele taget) i disse år; nogle gange lidt for spændende på grænsen til det foruroligende.

Der eksperimenteres på livet løs. Målet er højere kvalitet, undersøgelser af områdets potentiale - og at tækkes det store verdenspublikum. Disse faktorer prioriteres givetvis meget forskelligt af de forskellige producenter, og stilvariationerne er efterhånden så store, at det snart er svært at sige, hvad en Chianti "er". Nogle gange falder "det nye" i vores smag, andre gange i mindre grad eller ikke.

Når vi - som tilfældet er med denne bløde og ifølge vores smagsløg overvejende fransk besjælede Chianti - er nervøse for om det kulinarisk skal gå galt ved at bruge et enkelt fed hvidløg i maden eller et forsigtigt strøg friskkværnet peber, så bidrager det til førnævnte uro. En Chianti har normalt en robusthed, der gør at man ikke bliver nervøs foran krydderihylden, og vinen bør - synes vi - også først og fremmest få en til at tænke Italien. Det kan næppe være de 10 % Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon + de op til 14 måneders lagring på franske barriques der er hele forklaringen på den lidt sarte, franske orientering, mere en produktionsfilosofi.

Vinen har en duft og smag af friske skovbær, som i en blid sydfransk vin, den er ekstremt harmonisk og vellavet. Barriquelagringen bidrager bl.a. med en diskret glat, let sødlig smag af flødekaramel. Stor elegance, god fylde, åben velsmag og de nu i større Chianti'er efterhånden obligatioriske 13,5 % alkohol.

Vi har tidligere været meget begejstrede for Querciabella's vine. Den - i forhold til vores egen forventning - forholdsvis moderate tildeling af stjerner skyldes ikke vinens tekniske kvalitet, som er i absolut top, men at vinen slet ikke leverer det vi søger i en Chianti.