Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Fremstillet af 85 % Sangiovese, 10 % Cabernet Sauvignon, 5 % Merlot. Lagret 16-18 måneder i franske barriques.
Stort anlagt vin med alle en ung, stor klassisk vins dyder: tæt, mørk farve med violet skær, ædle dufte og smage, markant tannisk struktur.
Duften har tydelig blyantspids - meget Médoc'sk. Smagen er den for ønologen Carlo Ferrini så typiske syntese af Toscana og Bordeaux; vinen er jo fra Toscana, men inspirationen er umiskendelig Bordeaux'sk.
Vinen forandrede sig konstant i løbet af den tid det tog os at indtage den; den er på vej i sin udvikling. Den er aktuelt for ung og har ikke fundet sig selv i den harmoni, som vinen givetvis kan udvikle. Så i forhold til andre - og billigere - vine fra Ferrini's hånd, så er det klart en mere tilfredsstillende oplevelse fx at drikke Vino Nobile di Montepulciano fra Poliziano og fra samme år (se anmeldelse her). Den koster tilmed det halve.
Det kan sagtens tænkes, at Castello di Fonterutoli med tiden bliver en større vin end Vino Nobilen. Vi har smagt den i flere tidligere årgange, og den kan være helt fantastisk. Men vil man prøve kræfter med den, så anbefaler vi klart at man venter i hvert fald et års tid med at smage den. Og den har stof i sig til rigtig mange år. Det er derfor tænkeligt, at vinen smagt på et senere tidspunkt ville have udløst en højere vurdering.
Der er ingen tvivl om at Fonterutoli gør deres yderste for at demonstrere, hvor fantastiske produkter der kan fremstilles inden for Chianti Classico DOCG'en. Vi synes dog i dette tilfælde, at der balanceres lidt vovet på grænsen for hvad Chianti - ifølge vores smag - bør handle om.