Druerne kommer fra den sydvendte del af marken Arborina. Den fremstilles med naturgær, og gæringen sker i rotofermentor for at opnå høj ekstraktion. Den lagres i barriques i to år. Vinen er hverken klaret eller filtreret.
Det er nærliggende, at sammenligne vinen med producentens anden Barolo, la Foia, fra samme årgang og til samme pris.
Arborina's duft er lidt tungere og mere krydret end la Foia's. I munden er vinen lidt strammere og tættere, lidt varmere og tørrere i stilen og med lidt lavere syre. Den er mere pågående og har større fylde.
Bestemt en flot Barolo, og det vil nok være en smagssag, hvilken af de to man foretrækker. Dog fremstår Arborina aktuelt lidt mindre balanceret end La Foia.
Jeg (Preben der nyder Nebbiolo alene) er gladest for la Foia grundet dens større elegance, dens lettere udtryk, dens lidt større friskhed, og at dens tanninudtryk aktuelt fremstår mere velafstemt.
Man taler i Piemonte om den traditionelle versus den moderne stil. Brug af rotofermentatorer og lagring i barriques hører til moderne orientering, som denne Arborina dermed er et udtryk for.
Glas: Zalto bourgogne.