Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Jeg var meget spændt på denne vin, da det var netop den (i årgang 2001), der for nyligt var indledningen til mit spirende venskab med Nebbiolo druen.
Vinen er først og fremmest fantastisk elegant. Jeg har altid undret mig, når jeg er stødt på beskrivelser, der har sammenlignet Nebbiolo vine med Bourgogne vine, fordi det voldsomme garvesyreangreb, som jeg har forbundet med Nebbiolo vin, slet ikke ligner Bourgogne overhovedet. Men med nærværende vin er en sammenligning med Bourgogne fuldstædig indlysende.
Farven er middel mørk-lys med den karakteristiske lyse kant. Superlækker, åben og frisk duft af skovbær, tjære, tovværk, læderværksted. Slank og ekstremt ren smag med blomster, roser, kanel, lidt lakrids, fin sødme. Alt er mildt og helstøbt. Tanninerne er bløde, modne og til at begynde med meget fint afbalancerede, men de næsten forsvinder med luftning, hvilket er med til at gøre, at jeg savner lidt bid og modstand.
Vinen er i en helt anden klasse end de andre Nebbiolo vine, som jeg har anmeldt. Smuk og superelegant vin, der lige mangler det sidste for at nå op på fem stjerner.
Jeg skal ikke kunne sige, hvordan en mere erfaren Nebbiolo-nyder vil vurdere prisen. Men sammenlignet med, hvad jeg ellers er vant til at drikke, så synes jeg, at 268 kr. er dyrt, så dyrt at jeg er på grænsen til at give den en mønt. Jeg lader dog tvivlen og den manglende erfaring komme vurderingen til gode: Så to mønter (som efter 2012 afløst af nye kvalitet-pris-symboler).
Forudsætninger for anmeldelser af Nebbiolo vine: Læs her.