Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen forandrer sig meget i løbet af de timer jeg havde den i glasset, så selv om den sagtens kan drikkes nu med fornøjelse, oplever jeg ikke at den helt er faldet til ro i sit egentlige udtryk.
Vinen lægger ud med en duft af blomme, søde krydderier og lidt lakrids. Smagen åbner lækkert med blomme, lakrids og kanel, og den hænger længe, flot og koncentreret i munden. Vinen er her frisk og transparent, og balancen forekommer ypperlig.
Der viser sig først et diskret fadpræg, og vinen fremstår elegant. Med yderligere luft bliver der tale om egentlig fadsmag - det må være barriques - der på et tidspunkt maskerer selve vinen, så der næsten kunne være tale om en moderne barriquevin fra et hvillet som helst sted i verden.
Til sidst går vinen dog noget i retning af udgangspunktet, og smagen af vin er igen tydelig.
Til at begynde med var jeg oppe på fem stjerner, men med nævnte langvarige faddominans bliver det "kun" til fire stjerner i denne omgang.
Jeg er dog overbevist om, at vinen skal ligge lidt endnu for at finde sig selv i et mere færdigt udtryk.
Forudsætninger for anmeldelser af Nebbiolo vine: Læs her.