Valpolicella, Gino Fasoli, 2004 (95 kr.)

Vinen overraskede ved at have et ganske let men umiskendeligt fadpræg. Fin frugt og friskhed. Let at drikke. Lækker. Jeg testede vinen gang 2 efter at have været hele batteriet igennem, og vinen holdt, var som smagningens nok letteste vin stadig en god oplevelse ovenpå de tungeste og voldsommeste. Godt gået.

Sant'Antimo, San Polino, 2004 (94 kr.)

Rimelig, men i min mund heller ikke mere.

La Rosina, Barbera d'Alba Superiore, Erbaluna, 2005 (95 kr.)

Frisk og enkel med både drue og lidt fad. Mini-demonstration af god, fadlagret Barbera. Glimrende.

Macchiole, Bolgheri, Le Macchiole, 2005 (139 kr.)

Trods det at jeg normalt ikke begejstres af italienske vine domineret af franske druer (vinen er lavet af 50% Merlot, 30% Cabernet Franc og 15% Sangiovese og 5% Syrah), så oplevede jeg at denne vin på sit niveau gav en virkelig god oplevelse. Internationalt styled, men med meget umiddelbar drikkeglæde og velsmag. En vin, som givetvis vil appellere bredt og samtidig glæde "kenderen". Flot struktureret, dejlig, lækker.

Rosso di Montalcino, San Polino, 2004 (155 kr.)

Jeg oplevede, at vinen måske havde en anelse prop, fik åbnet en anden flaske, men den oplevede jeg også som lettere urent smagende. Er der en urenhed i hele partiet, eller smager vinen bare sådan? En oplevelse, der undrede mig meget den fantastiske Brunello fra samme ejendom taget i betragtning. (Se mere om den længere nede på siden.)

Valpolicella, Ripasso, Gino Fasoli, 2004 (135 kr.)

Ret duftfattig med let struktur, sødlig. Slet ikke min smag.

A Sirio, IGT (fra Toscana), Sangervasio, 2001 (155 kr.)

Jeg fornemmede hos de andre smagende, at denne vin var en stor succes. Men i min mund smagte den lettere iltet, og så er jeg stået af.

Rosso Piceno Superiore, Aurora, 2004 (85 kr.)

I min mund noget tyndbenet og ikke så interessant (men det skal retfærdigvis siges, at den nok burde være smagt som en af de første vine).

Langhe Nebbiolo, Erbaluna, 2005 (85 kr.)

Jeg formoder at prut-lugten er et forbigående fænomen. Og der var ingen paralleller hertil i smagen, som var præget af god, stilfærdig frugt, god og typisk med relativt smørende tanniner. God.

Barricadiero, IGT (fra Marche), Aurora, 2004 (155 kr.)

Jeg burde have smagt denne vin før ovennævnte, der trods de "relativt smørende tanniner" alligevel havde en vis mundlammende effekt. God transparent og saftig frugt med god sødme, gode italienske tanniner. Vinen er ifølge Fabio lavet af Montepulciano og Cabernet.

Macchiole, IGT (fra Toscana), Le Macchiole, 2001 (169 kr.)

Flot men lidt vel "fyrnålet" til min smag, også vel tør. Selv om jeg almindeligvis i høj grad er udpræget til Sangiovese, så oplevede jeg, at Le Macchiole's vine med franske druesorter klarede sig bedre i min mund. Og Bolgheri er også det eneste (efter min mening) område hvor man kan lave Cabernet-vine, som der er noget ved.

Primitivo del Salento,  IGT (fra Apulien), Perrini, 2003 (85 kr.)

Varm og lidt bolchet smag. Ikke for tung.

Il Frappato,  IGT (fra Sicilien), Arianna Occhipinti, 2005 (155 kr.)

Jeg oplevede vinen som ikke så lidt af en "særling", når referencerammen er de mere klassiske typer. Så jeg mangler også ord til at beskrive den. Så lad mig nøjes med at citere mine smagenotater ordret: "Pudsig duft, svær at beskrive, gummi og saft, mærkelig." Ifølge Fabio skulle det være svært at finde noget bedre til grillet sværdfisk.

Siccagno, Nero d'Avola, Arianna Occhipinti, 2005 (165 kr.)

Jeg citerer det korte smagenotat: "OK og ikke meget mere."

Tyroldego, Heinrich Mayr, 2003 (165 kr.)

Her var det en lettelse at møde en mere klassisk smag og struktur. Stor fylde og relativ blid struktur. En af de bedre oplevelser.

Chianti Classico, Casina di Cornia, 2004 (92 kr.)

Jeg havde egentlig sprunget vinen over, fordi den, da den var til anmeldelse hos os, ikke begejstrede, men jeg gav den lige en chance mere - godt nok lidt langt henne i forløbet, hvilket selvfølgelig ikke var helt fair. Men indtrykket var, at den var OK, men ikke mere interessant end vi har udtrykt i vores omhyggelige anmeldelse af vinen.

Paleo, IGT (fra Toscana), Le Macchiole, 2002 (285 kr.)

På samme tid flot og en smule vammel, masser af garvesyre og samtidigt lidt spinkel (vinens klasse og pris taget i betragtning).

Paleo, IGT (fra Toscana), Le Macchiole, 2003 (395 kr.)

Tørrere og mere tannisk end årgang 2002 (læs ovenfor). Ikke drikkeklar. Tydeligt større vin end 2002, men 2002 byder på mere drikbarhed her og nu.
Jeg kan gang på gang konstatere, at Paleo er en af de vine, som publikum i den grad efterspørger, når Cibi e Vini deler smagsprøver ud. Den lader til at være en kæmpe publikums-succes. Og der er bestemt også tale om en flot supervin.

Calle, Merlot, Rosso Veronese IGT (fra Veneto), Gino Fasoli, 2005 (355 kr.)

Levende, slank - og udpræget sødlig. Klistret eftersmag. Slet ikke mig.

Amarone della Valpolicella, Gino Fasoli, 2003 (325 kr.)

Bondsk smag af bl.a. rosiner og hø, udpræget sød saft. Slet ikke mig.

Barolo, Vigna Rocche, Erbaluna, 2001 (245 kr.)

Tilgængelig med bl.a. blommer og lidt tobak. Lækker, ikke bidsk og ikke voldsom.

Brunello di Montalcino, San Polino, 2001 (425 kr.)

Vinen er anmeldt til topkarakter i marts 2007. Og jeg stornød den igen. Superflot duft, dog en anelse støvet og tør. Smagen flot og åben med fin "sødme". Skøn vin.

Infernot, Fattoria Cabanon, IGT (fra Lombardiet), 2004 (205 kr.)

Vi har tidligere anmeldt denne vin i årgang 1999, hvor jeg syntes godt om vinen, mens den ikke var Helles smag. Jeg vidste på forhånd, at der var en god portion sødme (flere hundrede gram restsukker) i denne vin, så den skulle smages til sidst. Men det gik ikke rigtig. På samme måde som med den omtalte Amarone, oplevede jeg vinen som sød saft med hø-toner, ikke rigtig noget jeg kunne forliges med.

Konklussion

Som tidligere nævnt er det uomgængeligt farverigt, broget og dermed også noget uforudsigeligt at smage vine hos Cibi e Vini. Ifølge min smag kan det på plussiden medføre nogle meget flotte vinoplevelser med Brunello'en fra San Polino som topscoreren i min mund.
Ved dagens smagning var det dog lidt overraskende mere de lidt "mindre" vine, som jeg nød, f.eks. Valpolicella'en, som jeg egentlig blot troede jeg skulle varme op med, men som stadig smagte godt ovenpå Barolo, Brunello og jeg skal komme efter dig. Men også den mindste af Le Macchiole's vine (Bolgheri'en) oplevede som lidt af et scoop.

På negativsiden - igen naturligvis ifølge mit sanseapparat - kan man "risikere" at møde vine, der er så sære, at de i høj grad falder udenfor normale kategorier. Og det er der i sig selv ikke noget galt i, men i flere tilfælde bryder jeg mig ikke om disse noget ekstreme vine.
Især vinene med en særdeles markant sødme kan jeg ikke have. Men det kan Fabio og en del af hans kundekreds godt, og så er det jo som det skal være.

De sidste to gange, jeg har smagt hos Cibi e Vini, har jeg altid "skyllet efter" med Brunello'en fra San Polino, og så er jeg meget glad i meget lang tid efter.

September 2007