Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
En regulær monster-Brunello. Og det skal, som det ses af stjerneudmålingen, langt overvejende forstås positivt. Utrolig godt skruet sammen - og så er det producentens første Brunello. Det lover sandelig godt!
Stor og fuldt åben duft af flot kirsebærfrugt, fyrreskov og valnød, tydelig fadduft.
I munden er vinen overvældende, stor fylde og tyngde, smagen er af samme type som duften, og er ligeledes fuldt åben. Der kommer mørk chokolade, sødme, kakao og vanilje til, tydeligt fadpræg. Der er et solidt indslag af ædle tanniner, og trods den ganske store fedme er der en pænt frisk bund - vinen efterlader munden renset. Frugt og fad spiller utrolig godt sammen, og de mange forskellige smagsfacetter smelter sammen til en meget flot helhed.
Vinen hænger fantastisk flot og længe i munden og fremtræder majestætisk i blidt udtryk, dvs. tilsyneladende modsætninger er parret fornemt.
Det er som om, at alt, hvad man normalt forventer at finde i en stor toscansk Sangiovese-vin her er doblet op, og vinen går lige til stregen. Det overvældende og "masser af det hele" - bl.a. 14,5% alkohol - gør nemlig at vinen er lige ved at mætte før maden kommer på bordet.
Vinen er fremstillet af økologisk dyrkede druer.