Carlo Merolli havde inviteret til Piemonte-smagning i København. Det var overvejende Barolo, der var på programmet. Preben deltog.
Da jeg havde været der (annekset til Restaurant Kanalen på Christianshavn) et
kvarter, tænkte jeg "sådan her burde alle smagninger være". Der var glas i god
størrelse, brød, der oven i købet var godt, der var vand, og der var spande at
spytte og hælde ud i. Selvfølgelige basisfornødenheder kunne man sige. Men i og med at vi kommer ud for smagninger,
hvor der enten mangler det ene eller det andet i basisafdelingen, må vi konstatere, at det
ikke af alle betragtes som selvfølgeligheder.
Ren luksus i forhold til mange andre smagninger var, at der var borde, så man
kunne sætte sig i ro og mag og skrive sine noter, og som noget helt usædvanligt
var der god tid. Smagningens to dele var på henh. 4 og 3 1/2 time, hvor vi
ellers ser 2 1/2-3 timer. Der var heldigvis heller ingen kødrand af mennesker
man skulle kæmpe sig igennem for at smage på varerne.
Endelig var det en befrielse, at temaet var afgrænset: Der var "kun" 27 vine at
smage på, alle fra Piemonte og som nævnt flest Baroli.
To af vinproducenterne var til stede ved smagningen: Enzo Brezza fra Barolo og Natale Simonetta fra Cascina Baricchi.
Fra venstre: Natale Simonetta, Carlo Merolli og Enzo Brezza
Jeg begyndte smagningen hos Baricchi, der præsenterede vine, som det var bedst at smage inden Barolo'erne forventeligt begyndte at slide på smagsløgene. Natale Simonetta var den eneste ikke-Barolo-mand og den eneste, der bød på andet end Nebbiolo-vine.
Som klassisk Piemonte-smagnings-starter begyndte jeg med Dolcetto d'Alba 2006 (85 kr.), der havde frugtig duft og var frisk og meget enkel. Som næsten sædvanligt med Dolcetto var det ikke noget der vakte min interesse for piemontesernes dagligvin.
Barbera d'Alba 2006 (115 kr.) var dejlig på den indlysende måde, som næsten kun Barbera kan være det. Fint afstemt fad (1/3 nye barriques, 1/3 brugte barriques, 1/3 store fade). Og så havde den tilmed godt bid og god struktur.
Tre vine skilte sig ud fra det typiske Dolcetto-Barbera-Nebbiolo repertoire, når vi
snakker Piemonte vine, nemlig to Pinot Nero og en Syrah.
Shará, Langhe Syrah 2004 (115 kr.) var i min mund noget bærsaftet
med lidt fad, ikke rigtig min stil, mens jeg var meget positivt overrasket over
Brigante, Langhe Pinot Nero (165 kr.) Især 2002, der som årgang
har et ringe ry (også) på de kanter, var en positiv oplevelse med dens flotte og
umiddelbare velduft. Fin sødme og elegance og - ligeledes overraskende - tanniner, som jeg oplevede havende samme karakter som Nebbiolo-tanniner. Bestemt
ikke uden evner.
Samme vin i 2003 forekom mig tørrere og mindre harmonisk.
Baricchi's Barbaresco 2004 gav
stort set ingen duft fra sig, var klassisk og lidt streng med godt garvesyre-riv og med god frugt i
baggrunden.
Ved denne lejlighed var det ikke en vin, der i særlig grad påkaldte sig min
opmærksomhed. Oplevelsen står i stor kontrast til, hvordan jeg oplevede en
flaske for et halvt år siden, og som jeg har
anmeldt
rosende her.
Det bekræfter mig i to ting: 1) Man skal i mere end en forstand spise brød til
ved sammenlignende smagninger, 2) man kan aldrig vide, om man
fanger en vin på det forkerte ben, eller i en periode, hvor den giver mindre fra
sig, og hvor risikoen for en uretfærdig bedømmelse derfor er til stede.
Jeg sluttede hele smagningen med Baricchi's Calissaja, Pinot Nero Chinato, 1999 (295 kr.), en aromatiseret og sød dessertvin som er i en genre for sig med smage hen ad morgenbitter og hostesaft med bark og søde krydderier. Jeg vil tro, at denne vintype deler folk i to lejre: Dem der er vilde med den, og dem der er det modsatte. Jeg hører nok nærmest til blandt de sidste.
Af de 6 smagte vine fra Brezza forhandler Carlo Merolli aktuelt kun en: Barolo 2001, mens han samler ordrer til de øvrige.
Brezza's Baroli fremstilles efter traditionelle metoder med lagring på store fade fremstillet af slavonsk eg.
Barolo 2001 (199 kr.) var som alle Brezza's Baroli ret lys i farven. Til den elegante side med relativt blide tanniner. Lidt saftet med fin lille sødme.
De følgende Brezza vine var alle enkeltmarks-vine:
Barolo, Castellero, 2001 (255 kr.) var kraftigere end basis Barolo'en og havde kraftigere og mere tannisk struktur.
Barolo, Cannubi, 2004 (315 kr.) var harmonisk og velsmagende og typisk tannisk. Aktuelt ikke så givende, næppe drikkeklar.
Barolo, Cannubi, 2003 (315 kr.) var langt mere åben både i næse og mund end samme vin årgang 2004 (ovenfor); den duftede og smagte faktisk af noget, var meget mere moden end 2004. Ikke kogt (2003 var meget varm og vanskelig) men havde en varm og let sødlig tone, som måske var i overkanten i eftersmagen. Ret blide tanniner.
Barolo, Sarmassa, 2004 (315 kr.) gav ligesom Cannubi 2004 ikke så megen nydelse eller drikkeglæde fra sig lige nu, bør gemmes. Klassisk struktur.
Barolo, Bricco Sarmassa, 2004 (355 kr.) var også klassisk og velstruktureret. Tør og harmonisk. Trods den store struktur bestemt ikke uden elegance. Men ligesom de andre 2004'ere fra Brezza en gemmevin.
Fabio Simoncini
Vine fremstillet af økologisk dyrkede druer fra Cibi e Vini
Carlo Merolli forhandler også nogle af Cibi e Vini's (Fabio Simoncini) vine, deriblandt følgende to fra producenten Erbaluna:
I Barolo 2004 (199 kr.) skal man i hvert fald ikke - som i flere af de mere
klassiske og traditionelle typer af samme årgang - lede efter duft og smag. Her er der er fuld blæs på
det hele, og jeg gættede på, at vinen grundet det fremtrædende fadpræg
med tydelig egesødme var lagret på barriques, hvoraf en del måtte være nye.
Forkert, oplyste Fabio. Kun store fade.
På trods af at jeg fandt fadpræget lovlig dominerende, og så dominerende at
Nebbiolo-smagen var noget tilsløret, så var vinen basalt lækker, og der var
masser af stof bagved fadoverfladen inklusive vaskeægte Nebbiolo struktur.
I samme producents enkeltmarks-vin Barolo, Vigna Rocche, 2003 (245 kr.)
kammede tingene over for mig. Blommet vin med - efter min smag - sødme på den
forkerte måde. Og 15% alkohol.
At smag og behag er forskellig blev demonstreret ved, at jeg overhørte en anden
blandt publikum kåre vinen til smagningens klare vinder. Jeg lå i den stikmodsatte
ende af skalaen.
Et stykke henne i smagningen var det tid til at teste smagsløgene med en vin,
jeg kendte i forvejen og har smagt for nyligt, Cascina Cucco's Barolo, Vigna Cerrati, 2004 (165
kr.) (rosende
anmeldt her). Jeg var stadig begejstret. Lækker og meget fint balanceret og
med et "skud" af lidt moderne (barrique), der gør den lettere at drikke end de strengt
traditionelle, hvilket - må jeg tilstå - bestemt ikke generer mig.
Under en meningsudveksling med en anden fra publikum, forstod jeg at vedkommende
ikke lige kunne smage den sidste 100 kr. seddel hist og pist. Jeg kunne godt
sætte mig ind i tankegangen.
I hvert fald må man i forbindelse med Cerrati 2004 sige, at vinen udover at være rigtig, rigtig god også
er et virkelig godt køb. Helt uanset pris var den blandt mine favoritter. 165 kr.
for super Barolo!
Vigna Cerrati 2003 (165 kr.) forekom tørrere og kedeligere end 2004. Dog var den bestemt OK, klassisk og ganske harmonisk.
Vigna Cucco 2003 (165 kr.) var i min mund bedre og havde helt klart mere smag end Vigna Cerrati 2003. Men jeg må sige, at jeg på baggrund af de smagte 2003'ere er glad for mit lille lager af 2001 og 2004 af begge Cascina Cucco's enkeltmarksvine.
Carlo Merolli's favoritter
Via Carlo Merolli's nyhedsbreve har jeg fået indtryk af, at nogle vine i hans
univers stikker næsen frem som specielt fremhævelsesværdige. Den ene er
Barolo Riserva, Tre Nasi,
Gemma, 2000 (290 kr.), som har sin egen sjove historie (der kan
læses på Carlo's hjemmeside).
Jeg smagte for nogle uger siden vinen under normale hjemme-forhold, hvor vinen, selv
om jeg fandt den lækker, ikke udløste en begejstring på Merolli-niveau.
Anmedelsen
kan læses her. Så jeg var lidt spændt på at smage den igen ved en
sammenlignende smagning. Og den var en stor nydelse.
Dejlig og givende næse, stor og åben smagsfylde med fin sødme, ret blød om end
tanninerne selvfølgelig var præsente. Smagenotatet slutter med "Svær at spytte
ud. Ummm!" Så her blev der drukket og ikke spyttet ud.
En vin kan selvfølgelig (hvilket måske har været tilfældet med ovenstående)
variere fra flaske til flaske, specielt når der begynder at komme lidt alder på. Det var nok på spil i en anden af
Carlo-favoritterne, som han kategoriserer som verdensklasse: Barolo
Riserva, Tabui, Gemma, 1999 (355 kr.)
Den første smagsprøve var både i næse og mund tydeligt oxideret og havde tawny-port toner. Lidt for sjovt.
Så en ny flaske blev åbnet. Den var helt anderledes men havde stadig tawny-toner, dog ikke på decideret oxideret manér.
Jeg fandt vinen lidt pudsig med sin blanding af brune tawny smage og masser af
garvesyre.
På baggrund af det smagte er jeg lidt spændt på hvordan vinen vil være, når den
flaske, jeg har liggende, bliver smagt for sig selv i ro og mag. Hvis vinen
stadig forhandles, når jeg får smagt på den, kommer der selvfølgelig en
anmeldelse.
Blandt Schiavenza's vine kunne jeg bedst lide producentens basis Barolo 2004 (215 kr.), som havde lys, saftig frugt. Klassisk, lækker og ligetil. Solid mængde civiliseret garvesyreangreb. Ikke stor men "godhjertet".
Samme vin i 2003 (199 kr.) var enormt forskelligt i næse og mund. Den havde en lidet køn lugt af dyr og brændte bildæk men smagte virkelig godt. Klassisk, god og ligetil. Ganske stor mængde relativt civiliseret garvesyre.
Samme producents Barolo, Vigneto Broglio, 2003 (225 kr.) havde åben duft med bær og dyrepels, meget dyrepels-smagende, lidt sød og med mundfyldende tanniner. Ikke lige mit glas vin.
I Barolo, Vigneto Prapó, 2003 (225 kr.) var der saft og også lidt dyr i smagen og et mængdemæssigt massivt tanninangreb, der dog ligesom de andre Schiavenza vine var af civiliseret observans.
Barolo, Otin Fiorin, Pie Rupestris, Cappellano, 2003 (315 kr.) havde en duft af - ja, jeg beklager - bræk og lakrids, ganske frastødende. Langt bedre i munden, hvor jeg dog ikke har noteret detaljer.
Der var også mulighed for var for at smage og købe ost. Giuseppe Castagna delte ud af herlighederne, som i løbet af en lang smagning kan være et kærkomment supplement til det gode brød.
