En bil er en nødvendighed, hvis man skal rundt og se på et vinområde og besøge dets producenter.
De fleste gange vælger vi at køre i egen bil hele vejen. Det giver den store fordel, at man kan købe pænt store mængder vin med hjem (se under Indførsel og transport af vin). Ulempen er den langvarige transport til og fra bestemmelsesstedet.
Andre gange er vi fløjet til nærmeste lufthavn og har lejet bil der. Fordel: man slipper for de 2-3 dages transport hver vej. Ulempe 1 (den store): Man kan kun købe den mængde vin med hjem, som man tør tage med i kufferten i flyet, da man for tiden i håndbagagen kun må have væske med i beholdere, der kan indeholde højst 1 deciliter. Vi har aldrig vovet at transportere rødvin på denne måde. En smadret flaske i en kuffert vil ikke være kønt. Så i realiteten kommer det let til at hedde nul vin med hjem. Ulempe 2: Man skal på forhånd fastlægge sin hjemrejsedato.
Vi har flere gange med stor fornøjelse købt en fly/bil pakkerejse hos www.rejsefeber.dk. Det kan næppe gøres billigere, og deres hjemmeside fungerer i princippet fremragende. I praksis opfører den sig dog lidt mærkeligt ind imellem og virker ikke altid.
Desuden er det en god ide at tjekke prisen; vi har ved flere lejligheder oplevet at en pakkerejse blev dyrere, end hvis man bestilte de enkelte dele separat, men nævner man det for rejsebureauet, fikser de det.
Kører man selv, og kører man fra Sjælland, kan Rødby - Puttgarden overfarten reserveres her.
Man skal regne med 1100 - 1900 km's kørsel hver vej, når man skal til et vindistrikt i Frankrig eller Italien. (Disse tal hentyder til København som udgangspunkt, Alsace som nærmeste destination, Bandol i Provence som fjerneste.) Vi oplever at 800-900 km pr. dag er grænsen for hvad der er sjovt. Eller rettere: decideret sjovt er disse lange ture ikke, men ved at starte tidligt om morgenen og køre ca. 850 km kan man få en rolig aften og hygge sig i den by hvor man skal overnatte.
Det kan derfor være en fordel at finde frem til nogle rare byer, som man kan vende tilbage til under andre rejser. Vi giver nogle bud under Logi undervejs.
Vi har en GPS navigator, som har vist sig at være en kæmpe hjælp under rejserne i udlandet. Man skal selvfølgelig bruge en med et godt kort over hele Vesteuropa.
Vi har købt en Garmin, og den er bestemt ikke ufejlbarlig. Den har f.eks. et par gange valgt nogle helt vanvittige ruter, men totalt set har den sparet os en masse tid.
Når man besøger mange vinproducenter, bliver det til mange konkrete adresser, der skal opsøges, og vores erfaring er, at der kan gå rigtig meget tid med at lede. Her kan GPS'en tage en lige til døren - i de områder, hvor adressen og maskinens kort er detaljerede nok, hvilket desværre ikke altid er tilfældet i franske og italienske landdistrikter.
Hvis man nogenlunde kender sin første destination og ikke er
så heldig at have en GPS, kan en computergeneret ruteplan være en god hjælp. Vi brugte, før GPS'en ankom, den på www.viamichelin.com.
Ruteplaner er gode til at angive den hurtigste vej, og et langt stykke hen ad vejen kan man følge dens anvisninger uden problemer. På vej gennem eller udenom storbyer kniber det (foruden når der undtagelsesvis optræder regulære fejl), idet man ikke kan regne med at finde skilte, der er i overensstemmelse med ruteplanens retningsanvisninger. At det er en udfordring at passere en storby oplevede vi på vores Loire-tur, da vi skulle forbi Paris. Ruteplanen kunne ikke bruges. Og selv med intens brug af kort og retningssans for vi vild og brugte megen tid på at klare opgaven. Her kunne en GPS have foræret os en halv dags mere ferie!
Som intetanende transitturister har vi på den dyre måde lært, at det er obligatorisk at have en såkaldt vignet i forruden, hvis man kører på motorvej gennem Schweiz og Østrig. En politibetjent tog 120 € for det korte belæringsarbejde 100 meter inde i Schweiz.
Man kan købe vignetten til schweiziske og østrigske motorveje før de respektive grænser. De kan også købes hos FDM. Østrigerne er så humane, at man kan købe en 10 dages-vignet til (2012) 60 kr., hvilket jo er nyttigt, hvis man blot passerer igennem landet. Mens schweizerne kræver betaling for et helt år. Prisen er hos FDM (2012) 250 kr.
Vi anbefaler også, at man sætter sig ind i reglerne for miljøzoner i de større tyske byer.
Sværere er det at overse, at der skal betales for at køre på motorvej i lande, hvor der er en bom nede indtil man har betalt eller trukket en billet til senere afregning. Når der i Frankrig i forbindelse med en motorvej står Péage, betyder det, at man skal betale for at køre på vejen. Italien har et lignende system.
Når målet er at komme så hurtigt fra punkt A til punkt B som muligt, anbefaler vi klart at man benytter betalingsvejene. Det går meget hurtigere, og vi oplever at pengene er godt givet ud.
Især på bestemmelsesstederne er gode vejkort uundværlige, og de forhøjer i høj grad glæden ved at navigere rundt i landskabet. (Med GPS'en mister man lidt fornemmelsen af hvor i landskabet man er.) I Frankrig og Italien er Michelin's kort i målestoksforholdene henh. 1:200.000 og 1:300.000 de bedste vi er stødt på (Vi har dog fra en turistinformation et Toscana-kort, der er lidt nøjagtigere, 1:275.000). For Tyskland anbefaler vi Kümmerly+Frey's Strassenatlas 1:250.000 (inkl. nyttigt Europaoversigtskort 1: 4.500.000).
Motorvejene undtaget så var den mærkværdige skiltningskultur i Frankrig en hyppig kilde til frustration og spild af tid, før GPS'ens indtog. Så hvis man kører uden GPS, er et godt kort og en veludviklet retningssans, hvor man bl.a. kan orientere sig efter hvor solen står på himlen kan medvirke til at gøre pinslerne mindre.
Det specielle ved fransk skiltning er: Sine steder er den 1) mangelfuld, 2) inkonsekvent, 3) kun beregnet på bilister i den ene af de to kørselsretninger, så man i et kryds må vende sig om og kigge bagud for at se om der er et relevant skilt; overser man et sådant skilt koster det tid og kilometer, 4) mærkværdigt placeret, så man f.eks. først kan se det relevante skilt, når man er drejet forkert, hvorefter man så må en tur rundt i en by med ensrettede veje for at komme tilbage.
