For os er der noget særligt ved at indkøbe vin direkte hos producenten. Det at der "kommer billeder" på landskaber og mennesker bag vinen tilføjer en ekstra dimension, når vi senere nyder vinene hjemme ved middagsbordet. Desuden kan en del af de vine, som vi holder rigtig meget af, ikke fås i Danmark. Derfor triller bilen en gang imellem - som i år - på en 5000-6000 km's tur sydpå.
Man skal dog nok være mere end almindeligt interesseret i vin for at begive sig ud i det besvær, som det også er at købe og transportere vin på denne måde. Især kræver det stor omtanke og omhyggelighed at sørge for at vinen ikke bliver udsat for for høje temperaturer i bilen. Herunder hører at alle kasserne skal ind og ud af bilen, hver gang man skifter logi. Og med Piemonte, Toscana, Provence, Bourgogne, Mosel og Rheinhessen, som var på vores program i år, bliver det altså til en del slæberi.
Til gengæld er glæden ved at pakke vinene ud, registrere og lægge på hylder, når man kommer hjem, for ikke at tale om de mange gange over de følgende år, hvor vi ved bordet får glæde af vinene, så absolut alt besværet værd.
Vi foretager herunder, som det næsten er blevet en tradition, igen i år nogle nedslag i hvad vi har oplevet på turen, blandt det som vi mener kunne inspirere andre, der er - eller kunne blive - tændt på køre-selv-vinferie.
Når man vælger at køre i egen bil hele vejen hjemmefra og til en sydlig destination fremfor at flyve og leje en bil i lufthavnen, kan det være nærliggende at betragte Tyskland som en motorvejsstrækning der blot skal overstås. Nogle tager natten i brug og kører direkte til Italien eller Frankrig. Vi vælger en model med et ophold undervejs i Tyskland, hvor vi tilstræber at få en god aften ud af det et rart sted.
En venlig læser gav os en anbefaling, som i enhver henseende er det bedste sted vi har været på vejen nedad, når Italien er første destination: Sommerach i Franken. Vi boede på Hotel Zum Schwan, glimrende i enhver henseende.
Den lille by er hyggelig, og så begynder det med vinen allerede her, idet man efter en kort spadseretur ud af byen, kommer til en udsigt over vinmarker. Maden og mulighederne for et ok glas vin (det er oplagt her i Franken at vælge Silvaner) er også gode på hotellets restaurant.
Den første "rigtige" feriedag, hvor vi var ankommet til Serralunga d'Alba i Piemonte, skulle vi selvfølgelig have et glas bobler inden maden. Trattoria Cascina Schiavenza er et godt sted at lande på, og da vi bad om et glas spumante secco, var det Alta Langa, Contessa Rosa Brut 2007 fra mastodont-producenten Fontanafredda der kom i glasset. Det var et skønt glas. Det smagte af rigtig vin, og enhver duft og smag af Champagne-brød og -gær var lykkeligvis totalt fraværende.
Vi tog siden ud til Fontanafredda og købte et par flasker. Det kan godt være de laver god vin, men det var sørme et koldt og ubehageligt sted at være. Eller måske vi blot var uheldige med en underlig og småubehagelig serveringsdame.
Jeg (Preben) har en svaghed for Pelissero's vine. De vine jeg indkøbte hos dem i 2010 har givet stor glæde de forløbne to år. Så jeg ønskede at genbesøge for at smage de nyeste årgange af især deres Barbareschi. Det var 2008 og 2009 der nu var på bordet. Lidt ligesom jeg oplevede sidst med 2006 og 2007, så var de to nye årgange forskellige med en klassisk og lidt stram 2008'er og en mere charmerende, umiddelbar og tilgængelig 2009'er. Den store (og 43 € dyre) Vanotu var igen i år min favorit. Begge årgange var selvfølgelig stadig for unge: 2008 noget lukket og hård, 2009 aktuelt for sød. Men jeg er ikke i tvivl om at de vil forsyne mig med rigtig gode oplevelser om nogle år.
Piero Busso holder til i Neive, hvor vi sidst besøgte ham i 2006. Vi har haft meget stor glæde af hans Barbera d'Alba, S. Stefanetto, 2004. Almindeligvis foretrækker vi Barbera i ikke alt for gammel alder, men den sidste af vores S. Stefanetto'er drak vi i en alder af syv år, hvor den stadig var virkelig dejlig. Så der var stof i lidt ud over det sædvanlige.
Denne gang havde jeg især fokus på Busso's Barbareschi, hvoraf der fremstilles fire fra hver deres mark: Borgese, Gallino, San Stunet - S. Stefanetto og Mondino. Til smagning var Borgese og San Stunet - S. Stefanetto 2008. Borgese 2008, som udelukkende er lagret på store fade, var harmonisk men meget lukket, så den var svær at få indtryk af. San Stunet - S. Stefanetto 2008, hvor 30% er barriquelagret var meget flot. Og det var den der hovedsagelig røg i min indkøbskurv denne gang.
Busso tilstræber i alle led en så naturlig produktion som muligt: Ingen kemisk ukrudtsbekæmpelse, kun naturgødning o.s.v. Også i kælderen foregår arbejdet med vinfremstillingen så naturligt som muligt: Ingen brug af kulturgær, ingen klaring eller kunstig stabilisering.
Compagniet forhandler et par af Busso's Barbareschi.
Karakteristisk for mange gode restauranter i Barolo-området er den vidunderlige udsigt over bakkede landskaber domineret af fantastiske vinmarker. Også her på Tota Virginia i Serralunga. Maden på den fint anlagte restaurant var desværre en skuffelse og betjeningen noget rod.
Men jeg (Preben) vil huske aftenen positivt for hvidvinen Hérzu, Langhe, Ettore Germano, 2010 fremstillet af - Riesling. Velsmagende på ganske tysk manér med stor friskhed og flot fylde. Blandt de italienske hvidvine, som vi i tidens løb er kommet forbi, laver Germano noget af det eneste, som vi bryder os om. Vinene er helt uden de (ifølge vores smagsløg) vanlige italienske mislyde. Personligt mindes jeg ikke at have smagt en bedre italiensk hvidvin overhovedet end denne Hérzu. Vinen forhandles af Viniropa til i skrivende stund 175 kr.
Producenten Guido Porro, som vi aldrig havde hørt om før, fik i vinguiden Vini d'Italia (i folkemunde: Gambero Rosso) tre glas for sin Barolo Vigna Lazzairasco 2007. Da han holder til i Serralunga, hvor vi boede, var det nærliggende at aflægge ham et besøg. Faderen (billedet) tog i mod.
Begge enkeltmarksvinene Vigna Lazzairasco og Vigna S. Caterina er fremstillet traditionelt, d.v.s. lagret på store fade og små kvanta i mindre fade, der er brugt så mange gange, at de ikke længere afgiver træsmag.
Klik for stor størrelse
På baggrund af smagning af vinene i årgang 2008 forekom stilen elegant - på trods af 15% alkohol - med for typen fine tanniner. Vinene fremstod endnu noget søde og med fornemmelsen af relativt lav syre. Temmelig meget anderledes end det jeg (Preben, der tager Barolo alene) er vant til. Jeg tror de om nogle år vil gøre god fyldest til f.eks. kalvekød med svampe.
Porro serverede, som det ses på billedet lidt længere oppe på siden, en vin fra tank, deres Langhe Nebbiolo 2011, som klart er den Langhe Nebbiolo jeg har smagt med mest substans og klasse. Skøn vin. Desværre udsolgt i aftappede årgange.
Barolo'erne var iøvrigt i særklasse de billigste jeg stødte på: 16,50 € (ca. 125 kr.)
I de centrale vinområder i Piemonte er det som om man altid befinder sig på en bakketop med udsigt over en masse andre bakker fyldt med de skønneste vinmarker. Her er vi i Barolo-land med byen Serralunga i baggrunden.
Både under vores Piemonte-ophold i 2010 og i år var Ristorante Bovio klart det bedste sted vi spiste. Både den obligatoriske før-antipasto, en friturestegt courgetteblomst, antipasto'en vitello tonnato og primo'en grønsagslasagne samt deres desserter er helt i top, mens hovedretterne forekom at stå svagere. Betjeningen er effektiv, opmærksom og med fin timing, og den vinrådgivning, vi modtog, var som den skulle være. Og så er der en efter vores smag passende blanding af formel og afslappet stil.
På vejen ud for at besøge en af de producenterne - San Giusto a Rentennano - som vi havde aftale med I Chianti Classico, kom vi forbi det ene flotte landskab efter det andet (vi kørte fra Castello di Brolio mod byen Pianella). Vi er vilde med de flotte og unikke Chianti Classico landskaber med vinmarker, cypresser og den karakteristiske byggestil. På billedet ses en udsigt til lokaliteten Lucignano.
Vi havde i Toscana udvalgt tre Chianti Classico producenter, som vi ønskede at besøge: Rocca di Montegrossi og San Giusto a Rentennano. Og så var vi lige forbi Poggiopiano for at købe det vin, som vi ikke kunne få med flyet sidste sommer.
En artikel om Rocca di Montegrossi kan læses her.
En artikel om San Giusto a Rentennano kan læses her.
Mange toscanske restauranter har et overordentlig flot vinkort, som tyder på høj seriøsitet. Men når det kommer til serveringstemperatur florerer den totale ligegyldighed. Vinens temperatur afhænger af lokalets, som i sommervarmen går højt; vi skønner, at den typiske temperatur her er et sted mellem 25 og 30°!
Hvis vi er så heldige at kunne få fat på en spand med vand og is, som er det hurtigste middel til nedkøling af vin, så er der typisk kun en begrænset mængde vand i spanden. Som det ses på billedet ovenfor: Vand, der ikke engang når etikettens bund, og så masser af is. Så det øverste og meste af vinen vil nogenlunde holde den høje temperatur, men når man så når til sidsten, vil den være iskold.
Man kan så selvfølgelig ulejlige tjeneren endnu en gang eller tage spanden ud på toilettet og selv fylde mere vand på. Begge dele er med de hyppige gentagelser lidt trættende i længden. Så uden fine fornemmelser gør vi nu efter et kvarters afkøling (hvis vi skønner at vinen ikke har bundfald) følgende: En tommelfinger sættes i flaskeåbningen som en tæt prop, hvorefter flasken vendes langsomt med bunden i vejret, op og ned nogle gange efter hinanden. Så passer temperaturen.
I Provence, hvor vores frokost altid ledsages af en lille karaffel af husets rosé, er vi i år overgået til samme afkølingssystem som franskmændene - skik følge eller land fly. Første gang for år tilbage, da vi fik præsenteret systemet med isterninger til at putte i vinen for at holde den kold, vakte det instinktiv modstand: Man skal da ikke fortynde vinen! Men altså, det er ikke klasse-vin man sidder med, og tit er vinen faktisk også så fyldig og pænt koncentreret at en smule smeltet vand klæder den. Især når man sidder der i varmen, er det som det skal være. Så alt i alt: Vi har med glæde accepteret denne meget simple og effektive metode til afkøling af husets rosé.
Denne gang var vi af sted i tre uger. En del af ferien består i, at vi lader andre lave og servere maden for os. Men på et tidspunkt bliver vi meget, meget mætte og får også brug for en pause fra tjenende personel. Her byder en markedsdag i Provence sig ofte belejligt til. Denne gang i Apt, hvor vi købte brød, tomater, oliven, tærte, gedeost, kager og frugt. Og så en flaske vin fra den gode vinforretning V comme Vin. Mums.
Vi er ikke anderledes end så mange andre par: Når vi er i en by af en vis størrelse, træder Helles shoppe-gen i karakter, og jeg skal så finde noget andet at bruge tiden på. Hvis jeg ikke sætter mig på en bar og skriver i min rejsebog, så kigger jeg mig omkring og indimellem med fokus på at fange et godt billede. Så her på Apts gågade, med alle forretningerne i øjenhøjde kiggede jeg opad, hvor jeg bemærkede at Provence med sine skønne farver afspejlede sig i husfacaderne. Det så Helle også - på billedet, da vi kom hjem.
...af den viste vin kom jeg i tanke om, at det kunne være sjovt at vise jer læsere, hvordan et glas Beaujolais serveres on location, her på baren i cru-byen Juliénas. Der var fyldt helt op til randen, så det forventes tydeligvis ikke at man slynger vinen i glasset for at indfange dens duft eller demonstrerer andre fintfølende ting. Nej, den til passende 10° afkølede vin (ingen temperaturproblemer her) tog sig ud som den skulle præcis her på baren i byen, hvor den kom fra. Serveret så det var til at forstå, at vin kan være til blot, bar, enkel og umiddelbar nydelse. Hvis man har fået for fine fornemmelser og/eller er blevet for intellektuel i sin tilgang til vin, og hvis man har glemt det basale og enkle nydelsesprincip, så er Beaujolais et godt sted at tage hen, og Beaujolais er - eller kan være - en god vin at skylle ned.
Se lige en gang på de vinmarker og forestil dig at arbejde der. De yderste langs kanterne må ikke være sjove at bevæge sig på. Det ses tydeligt at hver kvadratmeter, hvor der kan vokse vinstokke, er udnyttet bogstavelig talt til det yderste. Vi befinder os her et sted i nærheden af byen Erden, hvor landskaberne er storslåede.
Vi mindes ikke at have set så stejle og så farligt placerede vinmarker som ved Mosel-floden i Tyskland, så stor respekt for dem, der påtager sig arbejdet med at fremstille de dejlige Mosel-vine.
I Mosel-byen Enkirch besøgte jeg (Preben, der med få undtagelser er alene om de tørre, tyske hvidvine) producenten Immich-Batterieberg udelukkende på baggrund af mine gode oplevelser med basis-Rieslingen C.A.I. Jeg starter altid nedefra: Hvis en producents basis-vin interesserer mig, vækkes min nysgerrighed, og jeg går videre for at se, hvad der ellers bydes på. Og jeg fik en virkelig god smagning af producentens enkeltmarksvine, Steffensberg 2010, Batterieberg 2009, Ellergrub 2009 samt andenvinen Eschenberg 2009 fremstillet af druer fra de tre marker.
En smagning fra fad, serveret af chef og kældermester Gernot Kollmann, var en mere kuriøs oplevelse: Der var smage af frugtsaft og gær, altså en overordentlig ufærdig vin, som jeg ikke havde forudsætninger for at kunne bedømme.
Vi havde lagt os i selen for at få nogle gode restaurant-anbefalinger i Tyskland inspireret af tidligere ophold i landet, hvor chokket og skuffelserne, når man kommer fra Italien eller Frankrig, kan antage dimensioner.
I Mosel-byen Traben-Trarbach havde vi fået anbefalet Restaurant Clauss Feist [siden afløst af Restaurant Belle Epoque, juni 2017] på Hotel Bellevue og det var super. I den fine ende med en lidt anstrengt tjener, men mad og vin var i top - og ikke alt for "tysk", forstå os vel.
I Rheinhessen havde vi en enkel overnatning hos producenten Wagner Stempel, hvis basis-vine, jeg også har været meget glad for, og hvor jeg dels gerne ville opleve stedet, dels smage på producentens andre vine. Eller rettere et udvalg af de virkelig mange, der viste sig at være i sortimentet. Jeg begrænsede mig til 14 vine...
Smagningen foregik, som det ses, udendørs, hvor der både var journalister og private til stede. Frau Wagner skænker op.
Vi fik en smuk og interessant vinmark-rundtur hos Wagner Stempel. Her ses den ene af ejendommens enkeltmarker, Höllberg, med byen Siefersheim i baggrunden. Basis-rieslingen og mellemklassevinen Vom Porphyr kommer fra beliggenheder umiddelbart i tilknytning til marken.
Fra en klippetop er der en fantastisk udsigt over 180 graders horisont, bl.a. til den anden af Wagner Stempels enkeltmarker, Heerkretz. Til den ovenfor omtalte smagning hos producenten var Heerkretz den udenfor konkurrence flotteste vin. En 2008'er performede smukt. Også 2010 var flot og meget lovende.
Heerkretz' beliggenhed er ifølge den centrale medarbejder Oliver, der viste os rundt, ideel. Hældningen sikrer optimal soleksponering og den åbne beliggenhed med en høj grad af vindgennemstrømning sikrer køling og ventilation. Jordbunden, hvor der ikke kan vokse meget andet end vinstokke, skulle også give noget nær det perfekte grundlag.
Her var vi så også mætte af indtryk...
