I sommeren 2010 var vi i Piemonte for anden gang. Vi vælger ligesom i 2006 at videregive vores tips og erfaringer via små - og ind imellem lidt større - "historier" og ledsagende billeder (læs om Piemonte 2006 her). De tilhørende billeder er på de to tekstsider kun at finde som miniaturer. Men klik på dem for at se dem i fuld størrelse - det visuelle er en ikke uvæsentlig del af at rejse i de smukke vinområder.
Når vi rejser til vores favorit-vinområder i Italien, bor vi
altid på en såkaldt agriturismo, dvs. en landbrugsejendom (læs:
vinproducent) der også har
værelser eller lejligheder til turister. Denne gang boede vi hos
Ettore Germano i
Serralunga, især kendt for sin Barolo-produktion. Billedet viser den fantastiske udsigt fra balkonen, som hørte til værelset.
Farverne er noget mindre klare end de kan være på de kanter, hvilket skyldes at
der i de dage vi var der hang en del dis over området. Men landskabets - og
dermed udsigtens - skønhed er vist ikke til at tage fejl af.
Ettore Germano's agriturismo er det gule hus
på billedet. Endnu en udsigt fra balkonen ses nederst til venstre (ses
selvfølgelig bedst hvis du klikker på billedet og ser det i stor størrelse).
Elena og Sergio Germano kører i dag foretagendet. Ettore var Sergios
nu afdøde far. Stedet ligger i Serralunga i Barolo distriktet med byerne Barolo,
Alba og Barbaresco indenfor henh. 15, 20 og 30 minutters kørselstid.
Vi kan bestemt anbefale stedet: Glimrende værelse, som nævnt fantastisk udsigt over det
enorme landskab, rigtig god morgenmad, venlige og servicemindede værter. Eneste ulempe er, at der
kan være en del støj om natten og tidligt om morgenen, dels fra områdets hunde,
der ynder at snakke sammen om natten, dels fra storlarmende landbrugsmaskiner, der kan være
aktive allerede fra kl. 6.
Der er nok at vælge mellem, når man vil besøge de
piemontesiske kvalitets-vinproducenter og smage på deres produkter. Den eneste
"guide" vi brugte denne gang var vores lyst til at besøge producenter, hvis vine
vi i større eller mindre grad havde erfaringer med i forvejen, og hvis vine var
faldet i vores smag. Vi havde lyst til enten at se hvor vinene
bliver til, at hilse på menneskerne bag vinene, at smage nye årgange af
velkendte vine eller at smage på vine som ikke forhandles i Danmark.
Jeg (Preben, der som vanligt tog mig af Nebbiolo-vinene alene) begyndte hos Barbaresco-producenten Pelissero
(billedet), hvis vine jeg i høj grad har haft gode oplevelser med herhjemme i
Danmark.
Hos Pelissero ønskede jeg især at smage de vine, som ikke forhandles herhjemme. Mere om de enkelte
vine i næste spalte.
På billedet ses Cristina og Giorgio Pelissero, som i dag driver ejendommen. Det
var Cristina og Giorgio’s far, Luigi, der ca. 1960 aftappede og solgte den
første vin under familienavnet Pelissero. Familiens top-vinmark, Vanotu, stammer
fra et generationsled længere tilbage, idet den tilhørte bedstefaderen
Giovanni.
Cristina og Giorgio Pelissero er, som det burde fremgå af billederne nogle meget
søde og hyggelige mennesker, som jeg havde fornøjelsen af at tilbringe et par
timer i selskab med.
Jeg spørger selvfølgelig altid om tilladelse til at offentliggøre de billeder
jeg tager. Og her greb den humoristiske Giorgio chancen for lidt personlig
eksponering, idet han med et stort smil og et glimt i øjet stillede som
betingelse for at jeg måtte bringe billedet af ham, at jeg samtidig ville
fortælle følgende: Giorgio er ugift, og han vil i den forbindelse gerne i
kontakt med en dansk, blond kvinde under 30 år! Hvis der kommer noget ud af det,
hører jeg gerne om det, da Giorgio så skylder mig et par flasker vin!
Pelissero laver skøn vin. Hvad angår de Nebbiolo-baserede
vine kendte jeg (Preben, der nyder Nebbiolo alene) hjemmefra deres Langhe
Nebbiolo og deres Barbaresco Nubiola, vine som i meget høj grad
rammer min personlige smag. Jeg har længe været nysgerrig efter at smage
producentens dyrere enkeltmarks-Barbaresco Tulin og Vanotu.
Som det ses på billedet smagte jeg under mit besøg hos Pelissero ti rødvine.
Alle nyåbnede flasker! Alle vine var gode, men jeg vil her fremhæve de seks
flasker til højre, som er de tre Barbaresco i henholdsvis årgangene 2006 og
2007. Det var en stor og dejlig oplevelse for mig at smage disse vine, som
omtales under billedet.
Nubiola er Pelissero's basis-Barbaresco fremstillet af druer fra seks
forskellige vinmarker. Hvor stor en del der lagres på henh. barriques og store fade
afhænger af årgangens beskaffenhed. 2007'eren, som aktuelt forhandles i SuperBest, var
overordentlig harmonisk og flot, og trods sin ungdom havde den desuden en forførende drikbarhed. 2006 (som den danske importør har
valgt at springe over), var strengere og tannisk i stilen. Denne klare forskel mellem de to årgange gik igen i de andre
vine.
Tulin er en enkeltmarksvin. Lagringen foregår helt eller overvejende på store fade
for at undgå at forstærke den tørre og strenge stil, som er vinens natur. 2007 forekom på samme tid sødere og mere tannisk end Nubiola. 2006
var harmonisk med integrerede tanniner. Tulin, som ikke forhandles i Danmark,
var for mig lidt sværere at komme ind på livet af efter et par mundfulde end de
andre vine. Den skal have nogen tid i glasset eller i kælderen, vil jeg mene.
Vanotu er også en enkeltmarksvin, og den er helt tydeligt Pelissero's
store stolthed. Denne vin gives ifølge Giorgio Pelissero det bedste mod- og
medspil via lagring på barriques, overvejende eller udelukkende nye. Tydeligvis
en vin med helt andre grundegenskaber end Tulin. I min mund
var både 2007 og 2006 simpelthen smukke vine. 2007 med sødme, bløde tanniner og
stor harmoni. Ligesom med de andre Barbaresco var Vanotu 2006 mere klassisk og
tannisk end 2007.
De tre Barbaresco koster hos producenten henh. 21, 30 og 43 €. Ifølge den danske
importør, Gobivin, kan Vanotu herhjemme kun købes i årgang 2004 og udelukkende i SuperBest på Sdr. Fasanvej i
Valby, hvor den koster 499 kr.
Vi kender intet sted i Italien hvor man spiser så godt som i
Piemonte. Også på mere "ydmyge" steder er kvaliteten oftest i top. Vores bedste
restaurant-oplevelse på Italiens-delen af vores rejse var en frokost på
Ristorante Bovio lidt uden for byen La Morra.
Det første billede viser hvor smukt det hele tog sig ud. Det er restaurantens
fortolkning af den klassiske Vitello tonnato, der er på tallerkenen.
Bovio's grønsagslasagne (billedet herunder) var formidabel, nærmest elegant. Billedet er med til at anskueliggøre, hvordan det kan gå til at lasagne i Italien regnes for en forret (primo piatto). De italienske forretter er meget velegnede til frokostretter, og for det meste er sådan en tilstrækkelig til at stille vores sult. Hos Bovio delte vi dog først en antipasto (vitello'en).
