På restaurant i Loiredalen

Vi er til middelhavsmad...

Vores begejstring over maden fra den nordligt beliggende Loiredal har haft lidt svære vilkår på baggrund af vores forkærlighed for middelhavskost. Det er selvfølgelig et subjektivt smags-anliggende.

Hvad en mere "objektiv" kvalitetsvurdering angår, så er det vores generelle indtryk, at man i Frankrig ikke på samme måde som i Italien kan entrere en tilfældig restaurant og forvente veltillavet og god mad. Man skal fokusere og researche mere end hvad sjovt er; det forbruger simpelthen mental energi at forsøge at få sig placeret ved et bord, der er værd at sidde ved.

Frokost

Mange franskmænd ynder jo det helt store måltid til frokost, tre retter med kød og det hele. Det er for meget til os, der typisk foretrækker en salat af en eller anden art. Salade de chèvre chaud (salat med varm gedeost på ristet brød) er et eksempel på en mættende og dejlig frokostret, som vi er meget glade for.

Til frokost er det lettere at dumpe ind et tilfældigt sted og få noget OK mad. Det er mere aftensmåltiderne, der volder problemer.

Vil man drikke vin til frokost, foretrækker vi "en kvart" af husets vin, der typisk er lettere, også alkoholmæssigt, end flaske-vin. Tilmed er vinen for det meste helt tilfredsstillende i situationen.

På restaurant

De meget svære aftensmåltider

Som nævnt: det kræver fokusering og omhu, hvis man skal gøre et forsøg på at styre uden om ligegyldig og småsjasket mad i Frankrig, helt modsat det indtryk vi som danskere almindeligvis har af fransk madkultur.
Vi tænker her ikke på mad på eksklusivt gourmet-niveau - det har vi ikke hverken råd eller lyst til 21 dage i træk. Det er mad på mere almindeligt menneske-niveau, vi går efter, altså vellavet, velsmagende og mættende. Hvis man har lyst og behov, kan man jo så flotte sig en eller et par gange og gå efter det "fine".

De evindelige fejl

En væsentlig ting er selvfølgelig maden, en anden vigtig ting er den måde måltidet "afvikles" på, og her var det trættende, at der på nær enkelte undtagelser skete større og mindre fejl hver gang vi var ude og spise, hændelser der fjerner opmærksomheden fra nydelsen af det der ellers ville kunne nydes.
Dette lader - grundet det stabilt høje fejlniveau - til at være normen, og gør at man til sidst glæder sig til at skulle hjem og selv lave sin egen mad.

Det kan være fejl som at man bestiller plads indendørs men får anvist plads udendørs i koldt vejr, vælger ikke-ryger afdeling og bliver placeret 2 meter fra en ryger, hvidvin og mousserende vin serveret 22° varme, servering af andre vine end dem man har bestilt, forkerte regninger, blodrødt kød, når man beder om gennemstegt, demi-sec crémant, når man beder om brut
På en restaurant oplevede vi 4 af disse fejl på en aften. Oveni fejlene serverede de så en forret så sur, at vinen ikke kunne smages de følgende 20 minutter, vinen var kedelig, og der var intet på den positive vægtskål til at skabe en rimelig balance. Alt i alt var det endnu en gang brat opvågnen til den franske restaurant-virkelighed, der motiverer for den arbejdskrævende fokusering, der beskrives i det følgende.

Champerard

En god guide

Efter med fiasko dels at have afprøvet tilfældighedsprin­cippet dels at have afprøvet et par anbefalinger fra en lille turist-folder, Tables de qualité (den ovenfor beskrevne restaurant var fra denne folder), var behovet for en god guide meget tydeligt.

Vi valgte guiden Champerard. Den er overskueligt inddelt i regioner og departementer, og har den uhyre nyttige feature, at følgende fire egenskaber ved en restaurant er vurderet:

Champerard symboler

- madkvaliteten (symbol: tallerken)
- kvaliteten af vinkortet (symbol: tastevin)
- omgivelserne (symbol: kandelabre)
- servicen (symbol: båret tallerken)

For yderligere detaljer: klik her.

Helt præcist rammer guiden ikke, men den var en stor hjælp og højnede niveauet væsentligt i forhold til før vi havde den.

Vores gode adresser

Bemærk: Nedenstående anbefalinger baserer sig på oplevelser fra 2004. Der er givetvis sket mange ændringer på restaurant-fronten siden, så vi har ingen ide om, i hvor høj grad anbefalingerne stadig er valide.

Vi vil fremhæve tre restauranter, hvor vi havde rigtig gode oplevelser, alle 4-stjernede ud fra vores sædvanlige vurderingskriterier, en fra hver af de vindistrikter vi besøgte, fra vest mod øst:

L'Auberge du Val de Vienne, 30, route de Chinon, Sazilly, tlf. 02 47 95 26 49

10 km øst for Chinon på floden Viennes sydlige bred.
Rigtig god restaurant med flot vinkort.
Ligger ganske tæt på den fremragende Chinon-vinproducent Charles Joquet.

Auberge de la Brenne, 19-17, rue de la République, Neuvillé-le-Lierre, tlf. 02 47 52 95 05

15 km nord-øst for Vouvray by.
Dejlig og frisktillavet mad, opmærksom betjening. Både virkeligt gode for- og hovedretter, desserterne mindre spændende.

Le Laurier, 29, rue du Commerce, Saint-Satur, tlf. 02 48 54 17 20

Lige nord for Sancerre by.
Turens bedste hovedret: kanin med delikat safransauce, pikant spinat, velsmagende tomat og frisk pasta.

Tilbage til oversigten