Overskriften kan lyde som om jeg (Preben der er alene om at nyde spiritus) har tilbragt et helt liv med at drikke whisky. Det har jeg ikke. Kun fire år. Hvilket også kan lyde voldsomt.
Men jeg har begrænset whisky-indtaget til weekenderne. Hvilket har givet tilstrækkeligt med muligheder for, hvad jeg retrospektivt ser som min "uddannelse" - eller i hvert fald et par semestre - i whisky.
Jeg har i den periode smagt 126 forskellige whiskyer fra 59 destillerier, hvilket er nok til at jeg synes jeg har fundet ud af, hvad drikken handler om, samt - og især - hvad jeg kan lide. Hold op, hvor har det været spændende og givtigt!
Når jeg er begyndt at se det som en tilbagelagt rejse, er det ikke sådan, at jeg nødvendigvis ser rejsen som afsluttet. Men da jeg for et par uger siden købte en flaske rom, oplevede jeg det som at jeg ikke længere var optaget af, hvad det næste whisky-køb skulle være - der var plads til at prøve noget andet.
Jeg oplever det som, at et koncentreret, veloverstået og lærerigt whisky-kapitel er ved at klinge ud.
Jeg vil i det følgende skitsere de faser, som rejsen har bestået af.
I mine yngre år (i 70'erne) købte jeg nogle blendede whiskyer, såsom The Famous Grouse og Grant's, som jeg havde fået anbefalet af en god vens far på en af mine utallige Skotlands-rejser - der handlede om alt muligt andet end whisky; når vi youngsters var på pub var det pints of lager (øl) vi indtog.
3-4 smagte blendede whiskyer satte efterfølgende ikke gang i noget forbrug. I mere end fire årtier købte jeg ikke en flaske.
Der, hvor whisky i det helt små begyndte at blive "en del af mit liv" var, da jeg i Edinburgh lufthavn i 2016 blev budt på smagsprøver af diverse whiskyer. Her smagte The Original, Ten years old, Highland Single Malt Scotch Whisky, Glenmorangie mig så godt, at den røg i indkøbskurven.
Glenmorangien var herfra i fem år den eneste whisky, jeg drak, når jeg (relativt sjældent) havde lyst til et glas let og rart glas spiritus.
I den situation oplevede jeg den som dybt tilfredsstillende. Og i min anmeldelse fra 2016 gav jeg den fem stjerner.
Den vurdering ville måske ikke holde i dag, på baggrund af alt det jeg har smagt siden.
Men whiskyens renhed, velsmag, elegance og høje drikbarhed gik rent ind hos mig dengang. Og jeg vil klart mene, at den vil være velegnet, hvis man har lyst til at finde ud af, om whisky er noget for en, hvilket også de lave 40% alkohol bidrager til.
Min note til en af de konsumerede flasker lød: "Den er bare super, ligesom jeg vil have den, behøver ikke andre."
Den sidste del af udsagnet skulle så vise sig i den grad slet, slet ikke at holde!
Via adskillige mail-korrespondancer havde jeg fået en god kontakt til en af vores læsere, som var meget whiskyinteresseret. Han havde smagt adskilligt mere end mig og på et helt andet niveau, og han havde endda været på flere whiskyrejser til Skotland. En ægte entusiast.
Han tilbød i begyndelsen af 2021 at sende et par samples af nogle whiskyer, som han syntes jeg skulle smage. Den ene var Highland Park, Viking Pride, 18 years old (anmeldt her), som jeg syntes var fantastisk, og som med stor autoritet demonstrerede, at der var andre whiskyer end Glenmorangie's 10 års, der var værd at drikke!
Hvor Glenmorangien typisk kunne erhverves for 300-400 kr., kostede denne Highland Park dog 849 kr.!
Jeg gik, efter at jeg havde smagt den, rundt om mig selv i flere dage, tog tilløb og investerede til sidst i en flaske.
Og herfra startede hele den rejse, som er pågået de sidste fire år.
At gå fra at opfatte whisky som et afslappende hyggeglas (= Glenmorangie) til at være en spiritus, som havde karakter på et niveau, at jeg ville betale 850 kr. for den, var et fuldstændig uventet og omvæltende kvantespring!
Jeg gik herefter ikke ud og købte 10 flasker whisky til 850 kr. men testede, om der var noget i det mere moderate prisleje, der alligevel kunne være sjovt.
Det første års tid efter Higland Park "åbenbaringen" smagte jeg 56 whiskyer (mange som 5 cl miniaturer, som jeg værdsatte eksistensen af i min undersøgende situation).
Jeg fandt her seks whiskyer, som jeg syntes rigtig godt om, hvilket jo ikke var et imponerende udbytte.
Men jeg lærte undervejs en masse, som siden har hjulpet mig med at indsnævre feltet, når jeg vil prøve noget nyt, fx at jeg almindeligvis ikke er så vild med whisky, der indeholder en stor andel lagret på sherry-fade.
I dag står kun tre whiskyer smagt i denne fase tilbage, som nogle jeg kunne finde på at genkøbe:
1) Lochranza Reserve fra Arran, en dejlig og relativt let whisky, som jeg opfattede som en potentiel afløser for min gode gamle Glenmorangie, men producenten har desværre erstattet den med Barrel Reserve, som angiveligt er lavet efter nogenlunde samme opskrift, men som ikke har fristet til genkøb. Og desværre var jeg heller ikke lige så begejstret for Arran's 10 års, som ellers er ekstremt populær blandt entusiaster.
2) Aultmore 12 års er en maskulin, klassisk, balanceret og dejlig whisky med et meget rent udtryk. Den ville jeg godt have haft som en fast bestanddel på min hylde, men den har ganske længe været udsolgt.
3) Endelig er der Benromach 10 års, som var mit første møde med en mild og diskret røgtone, som jeg værdsatte.
Den åbnede mig for at give whisky med røg en chance, hvilket ikke før havde været en mulighed. Derudover oplevede jeg den som helstøbt og lækker.
I 2022 smagte jeg kvantitativt ikke så meget nyt som i 2021. Men kvalitativt skete der for alvor noget.
Det helt afgørende og opløftende var mødet med Springbank's whiskyer. Her mødte jeg noget, som ramte min smag perfekt - helt i top. (Jeg har kunnet konstatere, at det er jeg ikke ene om at mene; Springbank regnes af mange som verdens bedste whisky-destilleri.)
Det var deres Hazelburn (billedet), som er ikke-røget og destilleret tre gange, der bjergtog mig.
Min Springbank-entusiasme kom så vidt, at da Helle og jeg var inviteret til bryllup i Edinburgh, måtte jeg simpelthen ud på den lange tur til Campbeltown og besøge destilleriet.
Du kan læse om mit besøg hos Springbank her.
Springbank har en herlig bar - The Washback Bar - tilknyttet. Her benyttede jeg mig efter rundvisningen på destilleriet af muligheden for at smage på andre af deres produkter, end de to jeg kendte i forvejen.
The Washback Bar, Springbank
Selv om jeg på dette tidspunkt ikke var til seriøst røget whisky - der jo i den grad kan skille vandene - skulle jeg da lige smage på Springbank's røg-whisky, Longrow. I min rejsebog fra turen
har jeg noteret: "Duft: delikat og ikke for kraftig røg, ren, god smag: smager sgu godt, tilpas røg, mild røg."
Det glas udløste et nyt sigtepunkt på min videre rejse: jeg havde smagt en decideret røget whisky som behagede mig - kunne der mon findes andre? Og havde jeg indtil da blot været uheldig kun at være kommet forbi grovkornet og primitiv bålrøg, der overdøvede hvad whiskyen ellers indeholdt?
Det er muligt, at tidligere nævnte Benromach 10, i det små havde banet vejen for min accept af røg. Men det var Longrow, der med ét slag åbnede porten til de røgede whiskyers verden for mig.
Smagningen af Longrow gjorde, at jeg vovede at købe en flaske. Én ting er smagning af 3 cl på en bar, en anden ting er potentielt at skulle slås med en hel flaske. Men muligheden for horisontudvidelse vandt for mig over risikoen for en slåskamp. Og så viste det sig lykkeligvis, at der kom et særdeles fint venskab ud af mødet: Longrow gik rent ind og fik fem stjerner i min anmeldelse af den, og døren til et nyt kapitel var slået overbevisende ind - hvad kunne der ellers være af lækker røget whisky derude...?
Longrow er i øvrigt stadig helt i toppen (nr. 3) på min røg-whisky hitliste.
Tørret og våd tørv ved røgovnen på Springbank destilleriet
2022 bød også på et relativt kort intermezzo, hvor jeg syntes det kunne være spændende at opleve, hvad irsk whiskey kunne byde på.
Motivationen var, at irsk whiskey typisk er triple-destilleret ligesom - helt atypisk i Skotland - Springbank's Hazelburn.
Jeg havde, som jeg altid gør før indkøb, researchet ganske grundigt. Men der var intet af det smagte, der gav lyst til at gå videre med det irske projekt.
Som nævnt lykkedes det i 2022 en whisky at ændre min holdning til røget whisky fra: Føj! - til: Der findes én lækker røget whisky - mon ikke der findes flere?
Holdningsændringen fik konsekvenser: Siden mødet med Longrow har jeg i skrivende stund smagt 25 andre røgede whiskyer, herunder repræsentanter for alle ni destillerier fra øen Islay, der mere end noget andet sted i Skotland forbindes med røget whisky.
Jeg skulle forbi en del, som ikke rigtig ramte mig, før der i sidste halvdel af 2023 var gevinst - til gengæld max gevinst: Port Charlotte, Heavily peated, 10 år, som faktisk var det eneste af årets røgeksperimenter, der gav seriøs pote.
Så det er altså ikke så let at finde hvad jeg oplever som lækker, raffineret og smagfuld røg i en whisky. Men når det sker - wauw!!!
Destilleriet, Bruichladdich, som laver Port Charlotte, og som holder til på Islay, har ifølge mine oplevelser vist sig at være i en klasse for sig. Jeg har smagt flere af destilleriets røgede whiskyer, og de har alle været af høj klasse.
Og her er jeg så nu. For fire år siden havde jeg den forestilling, at jeg ville være fuldt tilfreds med resten af mine dage at drikke et glas Glenmorangie 10 års en sjælden gang imellem. Og at jeg aldrig ville kunne komme til at udholde endsige holde af røget whisky.
Nu glæder jeg mig til at det bliver weekend (hvortil jeg som nævnt har rationeret min spiritusindtagelse), hvor jeg på min "spiritushylde" kan vælge blandt de efterhånden adskillige flasker, der står og frister. Og tre ud af fire whiskyer på hylden er lige nu røgede!
Det er mit indtryk, at de, der nørder endnu mere med whisky end mig - og har længere erfaring med det - går ganske højt op i cask strength whiskyer - altså fadstyrke whiskyer, hvor man ikke - som i "normal" whisky - nedvander til typisk 40-46% alkohol.
Jeg har endnu ikke været fristet til at gå i den retning.
Den første cask strength whisky, jeg smagte, blev jeg aldrig rigtig gode venner med. Den var på 59,2%. Den var i min mund simpelthen for stærk og i det hele taget for meget af alting.
Jeg forsøgte mig med at blande den med whisky med lavere alkoholprocent eller/og med vand, men det kom der aldrig mere end middelmådige oplevelser ud af.
Jeg har dog smagt én whisky med høj alkoholstyrke (55,2%), som begejstrer mig vildt: Bruichladdich's Port Charlotte, Heavily peated, SC: 01 2012. Det er konge-whisky!
Så det handler ikke udelukkende om alkoholprocenten, men også om hvorvidt dét, som whiskyen i øvrigt indeholder, kan matche alkoholen, så helheden opleves som harmonisk.
Denne enkeltstående oplevelse med pragtfuld høj-alkohol whisky er dog ikke noget, der har motiveret mig til at opsøge mere cask strength. 46-50% er generelt det niveau, der passer mig bedst.
Det er ikke det samme som at jeg siger aldrig. For jeg har lært, at det kan man godt sige, men det er ikke sikkert, det kommer til at holde...
Februar 2025
