Den røde Lirac produceres af mindst 40% Grenache Noir, tilsammen mindst 25% Syrah og Mourvèdre, højst 5% Carignan, højst 10% tilsammen af Clairette Rose, Counoise, Grenache Gris og Piquepoul Noir, og højst 5% grønne druesorter. Appellationsregulativet (opdateret juni 2015) kan se her. (Det er på fransk.)
Jeg er - i modsætning til hvad angår de hvide sydrhône-vine - særdeles velbevandret i smagning af de de røde, som hører til vores favorittyper. Men jeg kan ikke påstå, at jeg - inden heromtalte smagning - havde indgående kendskab til de røde Lirac'er, på trods af at 8% af Liracs produktion og 20% af Liracs eksport som nævnt i den overordnede introduktion til vinene går til Danmark. Jeg kan ikke forklare hvorfor men blot konstatere, at det indtil videre har været sådan, at Lirac rødvin ikke har været det, der oftest er landet i mit Rhône-glas.
Jeg havde stor glæde ved at smage de 32 Lirac rødvine. På baggrund af mine oplevelser med andre sydrhône-vine er det mit indtryk, at Lirac'erne har tendens til mere lys, mindre tunghed, større stilfuldhed end mange andre mellemklassevine fra området. I flere af vinene har jeg endda fundet elegance, hvilket jeg ikke normalt forbinder med Grenache fra den sydlige rhônedal. Alt dette oplever jeg som udpræget positivt.
Den altovervejende del af vinene er, som jeg oplever det, i mellemklassen. Kun en enkelt vin - Domaine Duseigneur 2012 - havde træk af stor vin. De priser, som jeg har kunnet finde frem til - mellem 115 og 165 kr. - antyder også dette niveau.
Meget samlede, men der var også ganske store stilvariationer at finde blandt de smagte vine. Lys og mørk frugt. Landlig eller elegant og alt derimellem. Vine uden og med fadlagring. Konventionel, økologiske og biodynamisk fremstilling. Vine med god friskhed, og nogle, hvor sødmen var lige ved at tippe over.
Så skal man have sig en god flaske rød Lirac, vil det ikke være ligegyldigt, hvilken producent man vælger. Der er noget for enhver smag.
Blandt de smagte vine var der flest fra den relativt lette årgang 2014, hvilket passede mig fint, da sydrhône-vinene ind imellem kan lide under for megen tyngde på den efter min smag "forkerte" måde og for høj alkohol. Mine stjernevurderinger lå i gennemsnit lige under 4 for denne årgang - virkelig godt.
2015 var næstmest repræsenteret og klarede sig i gennemsnit på samme niveau som 2014. Mens jeg oplevede 2013 som i gennemsnit til en stjerne lavere, altså blot god.
Vinen er testet i Zalto glas. 59% af de smagte vine udtrykte sig bedst i universalglasset, svarende til et middelstort rødvinsglas eller et stort hvidvinsglas. 27% af vinene gjorde sig bedst i bordeaux-glasset, et stort rødvinsglas, mens 14% havde det bedst i bourgogne-glasset, et meget stort rødvinsglas. Kun en enkelt (3%) vin kom i hvidvinsglasset.
Det afspejler fint, hvordan jeg oplevede vinenes niveau. For man kan med grovfilen sige, at små vine passer i små glas og store vine i store glas. Og som tidligere nævnt oplevede jeg vinene som overvejende tilhørende den gode mellemklasse.
I de tilfælde, hvor de beskrevne Lirac vine forhandles i Danmark i skrivende stund, er det anført.
50% Grenache, 25% Syrah, 25% Mourvèdre. Biodynamisk. Høstet om natten for at undgå oxidation og høj svovling. Naturgæring. Lagret i beton.
Personlig og opløftende vin, der skiller sig ud og som er velsmagende, elegant og balanceret. Saftig og dejlig duft, både mostet og vinøs, parfumeret. Frugt, parfumerethed, rensende minibitterhed fra de fine, blide tanniner går op i en højere enhed. Blid frisked. Ekstraordinært lækker.
1/3 Grenache, 1/3 Syrah, 1/3 Mourvèdre. 12 måneder på franske barriques brugt 1-2 gange.
Meget indbydende og lækker vin, god fylde parret med en art lethed. Ret mørk smag med fint peberkrydret eftersmag. På samme tid elegante og robuste tanniner. Stor balance. Fremragende.
Årgang 2014 forhandles hos Letz Shop og Vinimpo.
Grenache, Syrah, Cinsault. Økologisk. Lang maceration.
Meget lækker vin med modne skovbær i front. Diskret stilkepræg og gode kernetanniner, der giver god dybde. Mild friskhed.
50% Grenache, 50% Syrah. Økologisk. Lagret på stål.
Vellykket og lækker med skovbær og lidt lakrids, god struktur, hvor tanninerne på skift fremstår velintegrerede og lidt vel fremstående, hvilket er det eneste kritikpunkt.
149,00 (134,10 v. 6 fl.) hos Otto Suenson
50% Grenache, 50% Mourvèdre. Biodynamisk.
Meget velsmagende, åben, vellykket, ren og balanceret. Duft med nymodne blandede søde bær og lidt røgelse. Transparent smag med lys og lethed. Gode tanniner. Pæn friskhed, når vinen serveres ved 15-16°. Bliver bedre og bedre med luftning. Virkelig dejlig at drikke.
70% Grenache, 30% Syrah. Lagret på stål.
Vellykket, frugtig vin med nogen elegance. Åben og meget bærsmagende med bl.a. jordbær og skovbær. God struktur viser sig med luftning. Vinen har noget bordeaux'sk over sig. Virkelig god sammen med mad.
110,00 hos mikelechVin.dk.
50% Grenache, 50% Syrah. 2/3 lagret på tank, 1/3 på barriques.
Rigtig dejlig vin, der vinder voldsomt med luft. Dejlig duft med bl.a. lakrids og krydderier. Har både stor krop og elegance. Fin lakridssødme. De gode kernetanniner opsuges hen ad vejen i den store krop. Kommer bedst til udtryk i et stort glas.
60% Grenache, 40% Mourvèdre. Biodynamisk. Mourvèdre lagret et år i demi-muids.
Den af de smagte vine, der har størst struktur og som i højere grad end de andre vine har en stor vins træk. Livfuld i munden. Mørk og dyb frugt af "herreagtig" observans med mørke bær, tjære og lakrids og god tanninbitterhed i finalen, flotte tanniner. Teknisk er den helt i top; smagstypen er jeg mindre begejstret for.
50% Grenache, 15% Syrah, 15% Cinsault, 10% Carignan, 10% Mourvèdre. 80% af vinen er lagret i brugte barriques i 18 måneder.
Fin og vinøs duft. Elegant og meget harmonisk vin med fine og velintegrerede tanniner. Mild og passende friskhed. Mangler lidt frugt.
Årgang 2012 forhandles af Niche Vine.
50% Mourvèdre, 30% Syrah, 15% Grenache, 5% Carignan. Lagret på beton. Ikke filtreret.
Helstøbt og vellykket. Mørk men ikke tung frugt, først lidt landlig og rå på den gode måde, men den samler sig og kommer til at smage meget afbalanceret. Tilpas lille sødme afbalanceret af pæn friskhed.
50% Grenache, 30% Syrah, 10% Mourvèdre, 10% Cinsault. Lagret på cement.
Upoleret og landlig på den gode måde. Pågående, mørk og udpræget solbærsmagende. Rigtig god friskhed. Velegnet til velkrydret mad i sydfransk stil.
Grenache, Syrah, Mourvèdre. Tanklagret.
Relativt "let". Duft med frisk frugt, bær og solbærbusk og lidt røgelse. Smagen har fin frugt og god balance mellem tørhed, sødme og friskhed. Velsmagende, pæn smagsfylde, middel krop.
50% Grenache, 25% Syrah, % Mourvèdre. 30% i barriques, hvor 1/4 fornys hvert fjerde år, 70% i beton.
Elegant og lækker vin. Duft og smag med skovbær og blomsterhave. Fine tanniner, middel tyngde, pæn friskhed, diskret sødme.
60% Grenache, 20% Mourvèdre, 10% Cinsault. Halvdelen lagret i beton, den anden halvdel i demi-muids.
Ekspressiv duft. I munden er der fuld blæs på fra start; vinen er stærk og varm, lige før det er for meget af det gode. Med luftning, mad og i et stort glas ender vinen med at fremstå åbent velsmagende, med stor frugt i den lyse afdeling og lidt peber, balanceret inklusive god friskhed. God livfuldhed i munden.
129,00 hos The Wine Company.
50% Syrah, 30% Grenache, 20% Mourvèdre.
Letdrikkelig og relativt let vin, der især smager virkelig godt på andendagen. Hovedvægt på letkrydret solbærfrugt. Hælder lidt til den søde side, men det aftager med luftning.
70% Grenache, 30% Syrah. Økologisk.
Ligetil og lidt sød vin med god bitterbund. Lækker, varm og fyldig men ikke tung. Blød og smørende.
Andre årgange forhandles af Cavalcade Vine og Vinhit.dk.
50% Grenache, 30% Syrah, 20% Mourvèdre. Noget af vinen fadlagres et år, resten lagres på tank.
Vellykket, kraftfuld vin med en del tannin; den river godt på den gode måde. Mørk og vinøs, men ikke frugt- eller bæragtig. Passende solsødme. Dejlig også med mad.
Andre årgange forhandles af DM Vine og Lars Bjørn Vinimport
50% Grenache, 20% Syrah, 20% Mourvèdre 10% Cinsault. 30% lagret i franske egetræsfade, 70% på stål.
Velstruktureret mellemvægter, stilfuld og ganske flot, ikke frugtig men seriøs stil. Lidt tør. Ulmer og udvikler sig i glasset over adskillige timer, så den har ikke helt fundet sig selv endnu.
100% Grenache. Lagret 17 måneder i nye demi-muids.
Lys og transparent i glasset. Stilfuld, elegant og vinøs duft. Smagen af meget modne overvejende lyse bær. Fine tanniner. Meget sød og likorøs, meget fadpræget. Den har noget flot og ædel smag, god længde. Trods lav syre har vinen nok tilstrækkelig balance til gunstig udvikling, bl.a. med mindskelse af fadsmag.
50% Grenache, 50% Syrah. Lagret i barriques og demi-muids i 11 måneder.
Glimrende og ret frisk vin med en smule struktur og nogen kraft. Ikke frugtig men tilpas tør. Heller ikke vægtig men en bedre dagligvinstype.
70% Grenache, 15% Syrah, 10% Mourvèdre, 5% Carignan. Lagret på tank.
Harmonisk og velsmagende vin med god frugt og lidt lakrids. Solsødme der balanceres nogenlunde af pæn friskhed. Hælder lidt til den søde side, især på andendagen. God kernebitterhed fra tanninerne giver lidt dybde.
50% Grenache, 20% Syrah, 20% Mourvèdre, 5% Carignan og 5% Cinsault. Lagret i beton.
Klassisk Rhône-frugt i traditionel stil. Tilpas fylde og vægt.
50% Grenache, 30% Syrah, 20% Mourvèdre. Lagret på barriques i 9-10 måneder.
Glimrende og med pæn lille struktur. Solmoden med rimeligt afbalancerende friskhed. Peber i finalen. Taber nogen spændstighed med luftning.
70% Grenache, 20% Syrah, 10% Mourvèdre.
Duft og smag med søde skovbær og noget vaniljeessensagtigt, som er med til at give det overordnede rigeligt søde udtryk. Mangler lidt syrefriskhed.
149,00 hos Løgismose
70% Grenache, 25% Syrah og 5% Mourvèdre. Lagret i cement.
Stram og lidt lukket. Seriøs. Harmonisk og velbygget. Den har formodentlig et vist udviklingspotentiale.
119,00 hos Rungsted Vin.
55% Grenache, 35% Syrah, 5% Carignan.
Den første dag er vinen ikke så attraktiv; den er alvorlig, herreagtig, mørk, pebret. Udpræget til mad. Dag 3 er den god og uden mislyde og forekommer dermed at have udviklingspotentiale.
Årgang 2010 og 2012 forhandles af Vin og bobler.
60% Syrah, 20% Grenache, 20% Mourvèdre. Lagret i 300 liters fade i 9 måneder.
Traditionel, varm og fyldig stil. Fyldig krop. Ikke den store karakter men ok at drikke.
70% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvèdre, 10% Cinsault. Naturgæret. Lagret 70% i cement, 30% i demi-muids, ikke filtreret.
Fyldig, tør, lidt tobakket og frugtfattig. Mangler lidt friskhed og har lidt overvægt af tanniner. Proppen var meget porøs; kan vinen have fået ilt?
50% Grenache, 35% Syrah, 15% Mourvèdre. Økologisk. Lagret i beton og på fad.
Tæt og mørk farve. Tør og ret fattig på frugt og smag de første timer. Bliver mere fremkommelig efter lang luftning, men forbliver lidt kedelig.
Årgang 2010 og 2012 forhandles af Vinhandlen Over Kælderen. Dronninggard Vinimport sælger årgang 2014.
50% Grenache, 20% Cinsault, 20% Carignan, 10% Mourvèdre. Fremstillet efter økologiske metoder (ucertificeret). Naturgæret uden svovltilsætning, ufiltreret. Grenache og Cinsault lagret på stål, Carignan og Mourvèdre på barriques.
Alvorlig, tør, frugtfattig, astringerende, men ren og transparent.
50% Grenache, 20% Syrah, 30% Mourvèdre. Lagret ca. et år i barriques.
Forekommer at have fået for meget fad, som overskygger frugten og medvirker til udtørring. Fadet giver en sødme, og så er der en tør og lidt og ikke så rar bitter bund.
60% Grenache, 30% Syrah, 20% Mourvèdre. Økologisk. Lagret på beton.
Pæn mørk frugt med en noget landlig og bitter finale. Den strammer tørt på den forkerte måde og kernetanninerne bliver mere og mere udtalte og ubehagelige. Ikke vellykket.
Læs den introducerende artikel om Lirac vinene
Maj 2017