Hvidvinene fra Lirac

Glas hvidvin

Hvid Lirac

For hvid Liracs vedkommende opererer man med primære og sekundære druesorter. De primære er følgende: Bourboulenc, Clairette, Grenache blanc og Roussanne. De sekundære er: Marsanne, Piquepoul Blanc, Ugni Blanc og Viognier.
Andelen af hver af de primære sorter må højst være 60%, mens andelen af hver af de sekundære sorter højst må være 25%, og den samlede andel af sekundære sorter må højst være 30%.
For de smagte vines vedkommende var Grenache blanc klart i førertrøjen. Hvis vi på indekstal-manér sætter den totale andel af Grenache blanc til 100, var den relative andel af de andre druesorter repræsenteret således: Clairette 63, Roussanne 37, Viognier 28, Bourboulenc 14, Marsanne 10, Picpoul 6.

Smagning af de hvide Lirac vine

Jeg havde før smagningen af de 13 Lirac hvidvine kun smagt hvid Rhône vin ganske få gange. Så at smage disse vine var som en lille opdagelsesrejse, at lære en ny vintype at kende og forsøge at indkredse, hvad den drejer sig om.
Og her har jeg fundet nogle egenskaber, som ifølge mine sanser i større eller mindre grad går igen i de fleste af vinene: 1) en i bedste fald blomsteraromatisk duft og smag, 2) en især i eftersmagen landlig bitterhed, der ofte kan associeres til bark, 3) en tendens til lav syre, der giver plads for fornemmelsen af sødme, som yderligere kan forstærkes af 4) en fornemmelse af højt glycerolniveau, der udover at tilføre sødme også bidrager med fedme og med en glat og olieret mundfornemmelse.

Personlig konklusion

Jeg nød nogle af de smagte hvide Lirac vine. På baggrund af de 13 smagte vine, er min vurdering dog, at det er en vintype, som næppe kommer på mit personlige repertoire. Den vil aldrig være mit første valg, hvis der er andet at vælge imellem. Især den voldsomme og landlige bitterhed, som gik igen i mange af vinene, havde jeg det svært med. Når der var blomsteraromaer, tiltalte de mig, men ikke sjældent savnede jeg frugt og basal velsmag.
Jeg oplevede også en tilbøjelighed til, at vinene forlod munden med sødme/fedme frem for friskhed/mundrens som det dominerende. Min fornemmelse var i flere tilfælde, at dette skyldtes et relativt højt glycerolniveau. Hvis en vin grundet enten for høj sødme - uanset om den stammer fra fadlagringen, restsukker eller højt glycerolniveau - eller for lav syre ikke efterlader min mund frisk, er det begrænset, hvor højt den kan score hos mig.

Jeg er måske lidt et syre-freak, idet jeg får et kick af tør og sprød tysk Riesling, en smagsobservans som jeg ved, at langt fra alle deler med mig. Så hvis man omvendt foretrækker blide, mundsmørende vine med let rustikt præg, kan der være en mulighed for succes ved at konsultere de hvide Lirac vine.

Vinglas

Vintypen passer ifølge mine tests bedst i små hvidvinsglas (f.eks. Zalto hvidvin), som fremhæver den frugt, der måtte være. To af de smagte vine gjorde sig dog bedst i et pænt stort rødvinsglas (Zalto bordeaux): vinene fra Château Saint-Roch og Domaine Maby.

Lirac i Danmark

I de tilfælde, hvor de beskrevne Lirac vine forhandles i Danmark i skrivende stund, er det anført.

Vurderinger af de smagte vine

Château la Genestière, Cuvée Raphaël, 2015, 14%

4 stjerner

60% Grenache blanc, 20% Roussanne, 15% Viognier. En del er fadlagret i seks måneder, resten er tanklagret.

Vinen balancerer meget fint vintypens karakteristiske komponenter: Fin blomsteraromatiskhed, lidt glat fedme, men ikke for meget, lidt bitterhed men ikke for meget, balancen mellem moderat fedme/sødme og mild friskhed holdes akkurat. En fornøjelse at drikke både uden og med mad.

Etiket

Château Saint-Roch, Brunel, Confidentielle, 2015, 13,5%

4 stjerner

100% Clairette. Fermenteret og lagret i barriques.

Vinen skiller sig markant ud i forhold til de andre smagte dels ved at være fremstillet af 100% Clairette, dels ved at være meget fadpræget.
Duft og smag af fad er det mest markante umiddelbart efter åbning. Det tilfører vinen en international mere end rhônesk karakter. Første dag hælder vinen til den søde og ufriske side. Der er et svagt aromatisk islæt i sødmen. To dage efter åbning er vinen bedst (så den vil have gavn af lidt lagring). Der er fin krydring, og den tipper ikke længere til den fede og søde side og er faktisk ganske lækker. Her udviser den både stilfuldhed og klasse.

Domaine Maby, Casta Diva, 2015, 14,5%

3 1/3 stjerner

50% Grenache blanc, 50% Viognier. Fermenteret i nye fade og derefter lagret på fad i tre måneder.

Både krop og smag er fyldig. Smag lidt hen ad melon med en middelkraftig bitterhed. Fedme og sødme forekommer at stamme fra glycerol. Til at begynde med klinger vinen lidt ufriskt ud, sødmen vinder. Med luftning bedres dette, og en pæn friskhed bliver mere fremtrædende.

Vinen forhandles hos Vestergaard Wines til 200,00.

Château de Montfaucon, Comtesse Madeleine, 2015, 13%

3,5 stjerner

50% Marsanne, 20% Grenache blanc, 15% Clairette, 15% Picpoul. Fermentation og lagring i barriques i otte måneder.

Indledningsvis ganske bitter og lidt frugtfattig. Med luftning træder fadet lidt frem. Den sidste halve stjerner kommer først til på tredjedagen, hvor vinen byder på mere velsmag og hvor bitterhed bidrager positivt som dybdeskabende element. Den kunne godt bruge lidt mere friskhed.

Årgang 2014 forhandles af Niche Vine.

Domaine de Carabiniers, 2015, 13%

3 stjerner

50% Grenache blanc, 25% Roussanne og 25% Viognier. Biodynamisk. Lagret i beton.

Diskret og lidt reserveret stil med ganske lidt blomsteraroma. Slank og med pæn friskhed, lidt bitterhed i finalen.

Årgang 2011 forhandles af Husted Vin.

Château d'Aqueria, 2015, 13,5%

3 stjerner

40% Grenache blanc, 25% Bourboulenc, 16% Clairette, 12% Roussanne, 7% Viognier. Lagret kortvarigt på ståltank.

Blomsterparfumeret, syresvag, ganske fyldig krop med glycerol, god minibitterhed i finale. Ganske lækker om end lidt for "fed" og sødlig til min smag.

Etiket

Domaine Lafond, Roc-Epine, 2015, 14%

3 stjerner

50% Grenache blanc, 30% Roussanne, 20% Viognier. Økologisk.

Den typiske blomsteraroma er her af middel styrke, moderat glycerolfedme, nogen barkbitterhed, der dog dæmpes med luftning. Forekommer at være en glimrende og typisk repræsentant for typen.

Årgang 2014 forhandles af Vinhit og Cavalcade Vine.

Mas Isabelle, Blanc Roc, 2015, 13,5%

3 stjerner

50% Grenache blanc, 30% Roussanne, 20% Clairette. 20% fadlagret.

Noget neutral vin der har pæn friskhed. Ikke hverken frugtig eller parfumeret. Lidt primitiv bitterhed i finalen.

Årgang 2014 forhandles af Vin og bobler.

Rocca Maura, Les Vignerons de Roquemaure, 2015, 13,5%

3 stjerner

50% Grenache blanc, 50% Clairette. Barriquelagret i seks måneder.

Vinøs og god duft med spændstig og sprød frugt. Velsmagende, blomsterparfumeret, lille bitterhed i finalen. En god friskhed afløses i eftersmagen af en sødme, som nok stammer fra glycerol. Vinen klinger dermed desværre sødt ud.

Domaine Castel Oualou, 2015, 13,5%

3 stjerner

40% Roussanne, 20% Grenache blanc, 20% Clairette.

Lidt neutral men ok. Duften er let parfumeret, mens smagen er tør med pæn friskhed og lidt bitterhed i finalen. Den bliver lidt glat med luftning.

Château Bouchassy, Magnolia, 2015, 13,5%

3 stjerner

40% Grenache blanc, 20% Roussanne, 20% Clairette, 20% Viognier.

Ganske velsmagende og pænt frisk. Markant bitterhed. Lidt rigeligt glat.

Domaine des Maravilhas, Pradau, 2014, 12,5%

3 stjerner

45% Bourboulenc, 40% Grenache blanc, 10% Roussanne, 5% Clairette. Biodynamisk. 2/3 lagret på beton, 1/3 i Bourgogne-fade.

Vinens største styrke er dens deciderede friskhed, som overstiger de andre smagte vines. Smagen er tør og neutral, finalen er bitter. Kedelig første dag. Den vinder over tre dage, hvor den ender med at hale den sidste stjerne i land. Madvin.

Domaine de Lôyane, Cuvée Diane, 2015, 14%

1 stjerne

70% Clairette, 30% Grenache blanc. Fermentation og lagring i demi-muids.

Den mørke gule farve med lille brunlig tone indikerer oxidation. Også smagen er i oxideret stil hen ad tør sherry. Landlig med bitter finale. Ikke attraktiv. Fejlbehæftet?

Læs den introducerende artikel om Lirac vinene

Læs om Lirac rødvinene

Maj 2017

Din Internet Explorer er stærkt forældet, og mange ting på Vinsiderne.dk vil derfor enten ikke kunne ses, se helt forkerte ud eller ikke fungere. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.
Du bruger den forældede Internet Explorer 7 (eller måske Internet Explorer 9 i kompatibilitets-visning). Det betyder, at nogle ting på Vinsiderne.dk ikke vil virke, og andre ting vil blive vist forkert eller slet ikke. Vi opfordrer dig derfor til at hente en ny version af Internet Explorer. Eller endnu bedre: Brug en anden browser som f.eks. Firefox.