Grappa er en italiensk brændevin, der fremstilles ved destillering af det druekvas, som i forbindelse med produktion af vin er tilovers efter presningen af druerne. Grappa er en parallel til den franske Marc, selv om de to varianter smager fuldstændig forskelligt. I begge tilfælde er det ret beset affaldsprodukter fra den egentlige vinproduktion, som danner basismaterialet for brændevinen.
En grappa bærer ofte et navn, der henviser til det område, den kommer fra eller den vin eller druesort, der har leveret det druekvas, som grappaen er fremstillet af. Vi er stødt på f.eks. Grappa di Chianti Classico, Grappa di Brunello, Grappa di Amarone, Grappa di Moscato eller Grappa di Barolo.
Vi formoder - uden at have undersøgt det nærmere - at grappa fremstilles overalt i Italien.
Grappa kan være mange ting, alt fra den skarpe, spidse og primitive spiritus til den ultra forfinede grappa, hvor det ind imellem kan være svært at spore forbindelsen til grundmaterialet.
Ligesom med vin findes der ikke-fadlagrede typer, som vi kun er stødt på i helt farveløs udgave, og fadlagrede grappa'er som går over det gullige til det lysebrune, mere eller mindre gyldne i tonen, afhængigt af arten og længden af fadlagringen.
Det er forkert her at tale om "vores" erfaringer, da Helle
ikke bryder sig om spiritus og derfor heller ikke drikker det.
Jeg holder virkelig meget af grappa, som sammen med den tilsvarende
franske brændevin, Marc, er min foretrukne spiritus.
Jeg
holder mest af den "mellemvare", der hvad blødhed/skarphed og grad af elegance angår befinder sig
et sted mellem de to yderpunkter, der udgøres af i den
ene ende den billige, skrappe og primitive, som det sikkert kan lade sig gøre at
få for en slik på enhver bar i Italien, og i den anden ende den meget forfinede
og bløde grappa med tydelig fadlagring.
Grappa skal efter min smag ikke være en
balletdans på tungen men må godt rive lidt på civiliseret manér. En for
aromatisk Grappa, som f.eks. lavet af Moscato, er ikke lige min stil. Og den skal
være tør og gerne parret med en lille afvæbnende sødme. En alkoholprocent på ca. 45% passer mig bedst.
Vinen på billedet, Grappa di Barolo fra producenten Germano Ettore, er en fin repræsentant for det jeg sætter pris på. Flasken er - hvilket dårligt kan ses - stadig halvt fuld, så der må være tale om en ikke fadlagret grappa. Men den er fin, vellavet og smagfuld.
Ud fra de erfaringer jeg har, vil jeg ikke påtage mig at kende forskel på
en grappa lavet af Brunello-,
Amarone- eller en Barolo-kvas. Jeg har i langt højere grad oplevet store forskelle, som
skyldes den enkelte producents forkærlighed for en bestemt stil, f.eks. med vægt på
aromatiskhed og sødme eller det modsatte. Kun Grappa di Moscato har jeg oplevet
som skillende sig markant ud grundet druesortens stærkt aromatiske karakter.
Så når jeg med billedet på denne side fremhæver en Grappa di Barolo, skyldes
det at den, trods det at den er fra Piemonte og fremstillet af Nebbiolo-kvas, er det nærmeste jeg
ved indkøb her i landet er kommet mine favorit-grappa'er fra Chianti Classico
indkøbt i Toscana.
