Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vigna della madre er en vidunderlig vin. Den har den Barbera-karakteristiske enkle velsmag henad kirsebær, og den har det for en moderne Barbera lige så karakteristiske vanilje-touch fra fadlagringen. Og disse ting går også op i den højere duft-og smagsenhed, som vi værdsætter.
Men hvis man smager opmærksomt på hver mundfuld, så dukker der nuancer op, der tilsammen hæver vinen op i en klasse over mange andre virkeligt gode Barbera'er. Efter at man er blevet forført at den enkle velsmag, åbenbarer der sig en for Barbera atypisk dybde og kompleksitet.
Frugten er mørk, men har også lyse komponenter. Og sammen med den typiske kirsebærsmag dukker svært beskrivelige og forfinede dufte henad tjære (uden at analogien skal overdrives) og blomme op. Side om side med kompleksiteten bibeholder vinen sit enkle udtryk. Denne modsætningernes forening er rigtig spændende.
Syren er perfekt afstemt. Fadpræget er forfinet, ikke underspillet men bestemt heller ikke overspillet. Og så har vinen en for Barbera sjælden struktur: En flot integreret garvesyre mærkes. Og alt går op på en måde, så det spontane smil bryder frem.
Vinen forandrer sig lidt frem og tilbage, "ulmer" som vi kalder det, hvilket vi tolker som at den ved yderligere en smule lagring vil finde sig selv i endnu større harmoni. Alkoholen (14,5%) bæres superbt, bemærkes slet ikke, og giver ikke anledning til hverken sødme eller fedme.
Vinen hører til blandt de bedste Barbera vine vi har smagt.