Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Der er fire stjerner fra Helle, fem fra Preben for denne meget flotte og velbyggede vin.
Vinen er mørk, tæt og tyktflydende at se til, brombærfarvet.
Brombær går igen i duft og smag, hvor der også er vanilje. Med luftning udvikler disse dufte og smage sig i mere vinøs retning, hvor den tydelige, moderne fadsmag aktuelt slører oplevelsen af geografisk oprindelse. Denne sløring anser vi almindeligvis for en negativ egenskab, men denne vin smager simpelthen så elementært og overbevisende godt, at vi i dette tilfælde er ligeglade med, om vi kan smage hvor den kommer fra.
Vinen er meget koncentreret, kraftfuld i fløjlsindpakning, der er masser af det hele inkl. garvesyre og alkohol (15%), men det hele hænger flot og harmonisk sammen. Vinen virker på samme tid feminin med sin indsmigrende og meget lækre smag og maskulin med sin store struktur.
Vinen er endnu tydeligt ung, og den har utvivlsomt stof og balance i sig til at kunne holde adskillige år.
Afgørende for at Helle "kun" er på fire stjerner er, at hun finder vinen for koncentreret og garvesyren for voldsom.