Fra Domaine de Glauges i Coteaux d'Aix-en-Provence
Når vi her taler om rødvinene fra Sydfrankrig, så tager vi vinene fra Rhônedalen, Provence og Languedoc-Roussillon under ét, fordi de traditionelt har et fælles udgangspunkt: middelhavsdruerne Syrah, Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsault. Selvfølgelig er der regionale forskelle, men indenfor hvert område kan der også være enorme stilvariationer fra producent til naboproducent.
I den nordlige Rhônedal dominerer Syrah, i den sydlige Rhônedal spiller Grenache hovedrollen. I Châteauneuf-du-Pape er det tilladt at bruge 13 druesorter. I Languedoc-Roussillon vinder Bordeaux-druerne Cabernet Sauvignon og Merlot frem. Et frugtbart virvar.
De vine, som vi her vil beskæftige os med her, er dog udelukkende dem, der er fremstillet af de druesorter, der har vokset i området i århundreder, altså tidligere nævnte middelhavsdruer.
Vores forbrug af sydfranske vine er overvejende de Grenache-baserede vine i hvad man kunne kalde den lave mellemklasse, fordi disse vine passer så umanerlig godt til vores hverdagsmad, som ofte indeholder nogle af de samme ingredienser, som er typiske i Sydfrankrig, såsom olivenolie, hvidløg og grønne krydderier som f.eks. timian og rosmarin.
Der er typisk god, solid og solmoden smagsfylde i disse vine, der er robuste nok til at man ikke behøver spare på ingredienser, der smager af noget.
En god Côtes du Rhône eller Côtes du Rhône Villages hitter godt på vores middagsbord i den forbindelse.
Det er lidt sværere at finde gode vine i denne genre i Provence, og i Languedoc-Roussillon, hvor klimaet er varmere, kan der være en tendens til lidt varmere og federe vine end i Rhône, som dermed for det meste passer os bedst.
Hierarkisk befinder appellationerne Gigondas, Vacqueyras, Beaumes de Venise og Lirac sig over over Côtes du Rhône Villages og under Châteauneuf-du-Pape. Sidstnævnte omtaler vi senere.
I den nordlige Rhônedal er hoveddruesorten - i modsætning til i resten af Sydfrankrig - Syrah. Vi har ikke samme
tætte tilhørsforhold til disse vine, som vi har til de Grenache-baserede vine fra det øvrige Sydfrankrig; de har ganske enkelt aldrig vundet vores hjerter på samme måde.
Der er dog vine herfra, som er gået rent ind. Men så skal vi op i de "store størrelser". Guigal's Côte-Rôtie, Côtes Brune et Blonde er et eksempel.
Andre kendte rødvins-appellationer fra området er: Crozes-Hermitage, Saint-Joseph og de "store" Cornas og Hermitage.
Rhônedalens mest kendte "store" vin er nok Châteauneuf-du-Pape, som må fremstilles af op til 13 forskellige druesorter. I praksis ligger hovedvægten dog - ligesom så mange andre steder i Sydfrankrig - på Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault. Vinen er nok stor af navn men ikke altid af gavn. De billige vine i supermarkederne viser således ikke hvad Châteauneuf kan handle om.
Vi har haft mange fine oplevelser med Châteauneuf-du-Pape fra slotte som Château Fortia, Domaine du Pégau, Domaine de Marcoux, Château la Nerthe, Château de Beaucastel og andre.
Byen Châteauneuf-du-Pape set fra Château Fortia, hvor Baron Pierre Le Roy (født 1890) tog initiativer til den type lovbefæstede kvalitetskrav, der dannede grundlaget for det nu så velkendte Appellation Controlée system, der siden har fungeret som forbillede i mange andre lande.
Languedoc-Roussillon er kommet godt med på vognen også når det drejer sig om store vine. Mest imponeret har vi været over Coteaux du Languedoc vinene fra Prieuré de St-Jean de Bébian, især i de lidt ældre udgaver før man begyndte at fremstille vinene i blødere og mere tilgængelig stil.
I Provence tager - når det drejer sig om større vine - druesorten Mourvèdre over i Bandol-vinene. Her har vi især haft stor fornøjelse af vine fra Domaine Tempier.
