Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.

Uh, hvor glider den let ned. For let. Med en smule overdrivelse, der er ment forståelsesfremmende, siger vi, at det ikke er rigtig sjovt at drikke saftevandssmagende vin med en alkoholprocent på 13,5 og som - uanset den indtagede mængde - ikke mætter vinmæssigt (se vores lille artikel om emnet her), men som højst giver en modstandsfri bimmelim.

Vinen er meget frugtig, blød, venlig, let tilgængelig, let syltetøjs- og røgelses-sødlig.

Den dukker sig under modspil fra tomater og hvidløg, hvilket ikke rigtig passer med det sted, den kommer fra.

På positivsiden er vinen ren og på egne præmisser ganske vellavet, den har både stor smagsfylde, smager godt, og vi tror, at den kunne behage mange, der ikke bryder sig om rigtig italiensk vin, men som alligevel savner noget, når der serveres fransk eller chilensk vin til pizzaen. Også vindrikkere, der er småkonverteret til den oversøiske vinstil vil sikkert synes rigtig godt om den.

Vi købte vinen, fordi vi havde smagt en vin af samme navn og producent i årgang 1999 - men med en helt anden etiket (den her smagte 2000'er har en ret enkel bordeaux-rød etiket, den smagte 99'er en pompøs etiket med sort og guld). Den smagte 99'er var ifølge vores smag meget bedre, og stilen var anderledes.

Det kan sagtens hænde, at samme vin sælges med forskellige etiketter i forskellige forretninger, men i dette tilfælde har det vist sig, at der faktisk er tale om to forskellige vine. ISO har selv haft en finger med i blandingen af den vin de sælger. Mens den anden vin er sådan som producenten uden indblanding synes den skal være.