Bemærk: Vinen eller denne årgang/aftapning af vinen forhandles ikke længere.
Vinen, der er økologisk, smager umiskendeligt moderat svovlet, hvilket vi ikke før har mødt i Montalcino, og da det ikke deklareres på etiketten, var det en overraskelse. Så Helle stod helt af, og vinen bliver derfor (som altid for lavt svovlede vine) anmeldt af Preben alene.
Vinen er transparent og relativt lys. Duften og smagen indeholder de vanskeligt beskrivelige elementer, som moderat, lavt eller ikke-svovlede vine typisk har, blandet med vinøse dufte og smage, der kendes fra mere konventionel vin.
Vinen er saftig, ren og ganske livfuld, hvilket er pluseffekten af at moderere svovltilsætningen. Jeg fandt den velsmagende og dejlig at drikke, men man skal kunne goutere en let "naturvinsdunst" for at kunne holde af den. Vinen byder derudover på pæn syre og seriøse tanniner, der finder smukt sammen i stor harmoni.
Vi har haft gode erfaringer med producentens Brunello, og vi er spændte på, om lav-svovlingen også dukker op i nyere Brunello-årgange, eller om det kun er rosso'en, der får den behandling.
Glas: Zalto universal.